Annonce

Aktindsigt: Her er listen over vognmænd som Polen-ambassaden har hjulpet

Den danske ambassade i Polen erkender at have hjulpet flere danske vognmandsfirmaer med bl.a. oprettelse af selskab i Polen
Den danske ambassade i Polen har de seneste tre år i seks konkrete tilfælde hjulpet danske vognmænd med blandt andet oprettelse af et selskab i Polen.

Det erkender Udenrigsministeriet i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt fra Netavisen Pio.

Hjælpen fra Udenrigsministeriet har gjort det lettere for de pågældende firmaer at omgå de danske overenskomster

Hjælpen fra Udenrigsministeriet har gjort det lettere for de pågældende firmaer at omgå de danske overenskomster ved at ansætte chauffører fra 3. lande via et polsk selskab. Den såkaldte Polen-finte, som blandt andet det udskældte Kurt Beier Transport A/S har udnyttet i stor stil.

Udenrigsministeriet oplyser, at ministeriet i ”Eksportrådsregi i Polen har udført opgaver af forskelligartet karaktér for følgende danske vognmands-virksomheder i den nævnte periode: Én opgave for ICT Logistics A/S i år 2016, to opgaver for Ole Larsen Transport A/S i år 2016, én opgave for Eurobulk Logistics A/S i år 2017 samt én opgave for Contrans A/S og én opgave for 24/7 IT Trans IVS i år 2018.”

Ambassaden føler sig forpligtet til at hjælpe

Ambassaden har tidligere oplyst over for Netavisen Pio, at den er forpligtet til at hjælpe danske virksomheder, f.eks. hvis de ønsker rådgivning i forbindelse med et ønske om at oprette et selskab i Polen.

Ambassaden understreger over for Netavisen Pio, at det ikke er ambassadens opgave at tage moralsk stilling i sådanne tilfælde, herunder om et vognmandsfirma har tænkt sig at omgå danske overenskomster ved at ansætte chauffører fra 3. lande via det polske selskab.

Det er således heller ikke ambassadens opgave at tage moralsk stilling til, om deres rådgivning kan medvirke til, at et dansk vognmandsfirma bliver i stand til at ansætte udlændinge på vilkår, der efter danske forhold må betegnes som social dumping.

Udenrigsministeren i samråd næste uge

SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, har indkaldt udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til samråd i næste uge. Det sker på baggrund af oplysninger i online-magasinet transportnyhederne.dk, om at danske vognmænd får hjælp til oprettelse af selskaber i Polen af netop den danske ambassade i Warszawa:

”Vognmændene giver over for transportnyhederne.dk udtryk for, at det var deres opfattelse, at den danske ambassade i Warzawa nærmest havde en færdig drejebog i forhold til, hvordan man via et selskab i Polen kan rekruttere chauffører fra lande uden for EU,” hedder det blandt andet i artiklen.

Oplysningen stammer fra arbejdsgiver-siden, mere præcist to vognmænd, der deltog i en delegationsrejse til netop Polen september sidste år med Brancheorganisation For Den Danske Vejgodstransport, ITD.

ITD-medlemmerne består overvejende af store vognmandsfirmaer, der kører i hele Europa.

Danske vognmænd stærkt kritiske

Vognmændene giver over for transportnyhederne.dk udtryk for utilfredshed med, at Udenrigsministeriet - som de fik indtryk af under mødet på den danske ambassade i Warzawa i september – ”yder hjælp til, hvordan transportvirksomheder kan få billig arbejdskraft fra lande uden for EU”.

Dansk Transport og Logistik (DTL- Danske Vognmænd) – brancheorganisationen for det danske transporterhverv på vej og bane – er stærkt kritisk over for ambassadens rolle:

”Jeg tager stærkt afstand fra at den danske ambassade i Polen kommer med vejledning i, hvordan man kan få filippinske chauffører til Danmark – hvis det viser sig at forholde sig sådan,” siger direktør for DTL – Danske Vognmænd, Erik Østergaard, til Netavisen Pio.

DTL-medlemmerne kører typisk i Danmark og i det øvrige Norden.

Karsten Hønge er heller ikke enig i, at det er en dansk ambassades opgave at give rådgivning, der kan føre til at danske virksomheder gør i social dumping:

Det her handler tydeligvis om en eneste ting: At få billig arbejdskraft fra lande som Ukraine, Karzakstan og Uzbekistan

”Det er tilladt at bruge indersiden af hovedet. Det her handler tydeligvis om en eneste ting: At få billig arbejdskraft fra lande som Ukraine, Karzakstan og Uzbekistan. Altså folk fra 3. lande, som kan komme ind og køre rundt i hele Europa. Så ambassaden er med til for mine skattepenge at undergrave det danske velfærdssamfund. Det er altså ikke lige ambassadens opgave, synes jeg,” sagde Karsten Hønge tidligere på måneden til Netavisen Pio.

Har ikke hjulpet Kurt Beier Transport

Den danske ambassade i Polen understreger, at den aldrig har rådgivet lige netop det udskældte danske vognmandsfirma, Kurt Beier Transport, der i oktober 2018 af Fagbladet 3F blev afsløret i at lade 200 filippinske og srilankanske chauffører bo i en slum-lejr i Padborg.

Chaufførerne fik også fik slum-løn. Helt ned til 15 kroner i timen. Slum-lejren blev sidst i oktober ryddet af politiet, udlændingemyndighederne og Arbejdstilsynet. Sagen efterforskes fortsat af politiet og myndighederne.

Opdateres

Polen som port til EU

  • I dag er reglerne sådan, at vognmænd kan hyre chauffører fra lande uden for EU, hvis de ikke kan finde ledige chauffører inden for landets grænser.
  • I 2017 blev der givet tilladelse til 108.332 chauffører fra lande uden for EU - herunder ikke mindst ukrainere og filippinerne. Det er 31 procent flere end i 2016.
  • Litauen og Polen er de to EU-lande, der inviterer langt flest chauffører til EU. Sidste år var der 62.192 chauffører fra lande uden for EU, som fik adgang til EU-arbejdsmarkedet via Polen.
  • Danske selskaber kan lovligt oprette et datterselskab i for eksempel Polen og ansætte sine chauffører derfra. Når en chauffør har fået grønt lys til at køre i et EU-land, kan vedkommende køre som chauffør i alle 28 EU-lande.
  • Ifølge EU-reglerne er det også tilladt for EU-udenlandske lastbiler at køre med varer internt i andre EU-lande i forbindelse med internationale transporter. Det kalder man cabotagekørsel. Der kan køres tre ture under regler for cabotagekørsel i Danmark. Kører man ud af Danmark igen og retur kan samme udenlandske lastbil foretage tre nye cabotagekørsler internt i Danmark.

"""

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det er hvad Udenrigsministeriet befatter sig med under Anders Samuelsen, LA: social dumping, unfair konkurrence og skabelse af arbejdsløshed i EU og Danmark.