Annonce

Aktindsigt: Stort Gennemtræk hos Sophie Løhde

Minister for Offentlig Innovation har mistet 11 af sine nærmeste medarbejdere på bare halvandet år
Der er travlt i svingdøren hos Minister for Offentlig Innovation, Sophie Løhde (V).

Således er 11 af hendes allernærmeste medarbejdere stoppet hos hende, siden hun startede som minister for Offentlig Innovation 28. november 2016 – altså på bare godt halvandet år.

Det viser en opgørelse, som Finansministeriet har udarbejdet for Netavisen Pio – på baggrund af en anmodning om aktindsigt. Opgørelsen vedrører personer, som ”er knyttet til ministeren for offentlig innovation eller som i væsentligt omfang har perioder med primær arbejdsfunktion rettet mod ministeren for offentlig innovation.”

Her er listen over de nære medarbejdere, der i hastigt tempo er fratrådt hos Løhde – af den ene eller anden grund:

Særlig rådgiver Jens Kloppenborg-Skrumsager – fratrådt 28. april 2017.

Afdelingschef Søren Hartmann Hede – fratrådt 31. juli 2017.

Afdelingschef Lars Frelle-Petersen – fratrådt 28. februar 2018

Kontorchef Jakob Lynge Lind – fratrådt 28. februar 2018.

Pressechef Kristian Wederkinck Olesen – fratrådt 21. januar 2018.

Pressechef Maja Korshin – fratrådt 29. maj 2018.

Pressemedarbejder Ditte Vibe Petersen – fratrådt 28. februar 2018.

Pressemedarbejder Anders Søndergaard – udlånt til Moderniseringsstyrelsen.

Ministersekretær Andreas Bjørn Madsen – udstationeret til Finansministeriet i Bruxelles.

Ministersekretær Lars Engelbrecht Jensen – fratrådt den 5. juni 2017.

Sekretær Trine Skou – fratrådt 31. december 2017.
”Sophie er ganske krævende”

Netavisen Pio har tidligere beskrevet, hvordan vi har været i kontakt med en række kilder tæt på minister Sophie Løhde. Kilderne er ret enige i baggrunden for det store gennemtræk af nære Løhde-rådgivere: Hun slider dem ganske enkelt op.

”Sophie stiller ganske høje krav til hendes medarbejdere – på alle niveauer. Og det slider selvfølgelig,” siger en kilde.

”Sophie er ganske krævende, hun er ofte utilfreds med de produkter, hun får – og kan bede om at det laves om inden for en meget-meget kort tidsfrist. Men det hører med, at ministeren selv arbejder 18 timer i døgnet. Hun kører også sig selv benhårdt,” siger en anden.

”Det er dødhårdt at arbejde i Finansen. Ministeriet for Offentlig Innovation er en nyskabelse, så her er det – om muligt – endnu hårdere at arbejde,” noterer en tredje kilde.

”Sophie er det hele: Rigtig sød, rigtig hård – man må ta’ det sure med det søde. Eller forlade bageriet – og det er der så nogen, der vælger,” nævner endnu en kilde.

Sophie er det hele: Rigtig sød, rigtig hård – man må ta’ det sure med det søde

”Hun er lidt duracell-agtig. Hun kan have en lidt for optimistisk opfattelse af, hvornår et bestemt produkt kan være færdigt. Men man må lade hende, at hun tager lederskab. Hun ønsker at være inde i detaljerne,” understreger en kilde.

Opdateres

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet