Aktuelt: Ballade i Alternativet, Mette fyldte rundt og kaos i Tyskland

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Balladen i Alternativet fortsætter
Alternativet lever til fulde op til sit navn i disse dage. Her dagen før kommunalvalget er medierne fyldt med historier om seksuelle krænkelser, intimbilleder og sexgynger.

Først kom det frem, at partiets pressechef Magnus Harald Haslebo havde rundsendt en opfordring til mandlige kollegaer om at sende et billede af deres ”pik i slap tilstand". Billederne skulle angiveligt bruges til ”en lille fiffig collage” i forbindelse med et jubilæum på Alternativets stamværtshus, Centralhjørnet. Ideen blev dog droppet efter intern modstand.

Senere frarådede gruppeformand René Gade sine kollegaer fra at deltage i morgendagens valgfest hos Alternativets lokalafdeling i København – som i øvrigt har pressechef Magnus Harald Haslebo som formand! Årsdagen er, at festen holdes på baren Monastic, der er blandt andet er udstyret med sexgynger. Gade kalder valget af Monastic ”helt tåbelig for seriøse politiske udmeldinger.”

For at fuldende billedet, så valgte Alternativets nummer to på stemmesedlen i Gladsaxe, Mona Kjærulff Hansen, her dagen før kommunalvalget at forlade partiet til fordel for SF.

Dagens historier kommer efter en uge med fokus på seksuelle krænkelser i Alternativet, blandt andet fra en ledende medarbejder.

Mette havde fødselsdag
Socialdemokratiets partiformand Mette Frederiksen fyldte i weekenden 40 år. Frederiksen har i den forbindelse selv givet fødselsdagsinterview, ligesom flere medier har lavet portrætartikler af hende. Selve dagen blev selvfølgelig fejret overalt i det socialdemokratiske landskab, som her i Mette Frederiksens valgkreds i Ballerup, hvor borgmester Jesper Würtzen førte an i fejringen:

Mette Frederiksen selv brugte selvfølgelig dagen på at føre valgkampagne til kommunalvalget:

Politisk kaos i Tyskland
I Tyskland er forhandlingerne om en koalitionsregering mellem Angela Merkels CDU/CSU, det liberale FDP og De Grønne brudt sammen. Den såkaldte Jamaica-koalition – efter de tre partiers farver sort, gul og grøn, som danner det jamaicanske flag – blev ellers anset som den mest sandsynlige udgang på resultat af valget til den tyske forbundsdag i september måned.

Men efter to måneders forhandlinger har partierne opgivet at nå til enighed. Da også socialdemokraterne i SPD har afvist at gå i regering med Angela Merkel, kan et nyvalg være på vej.

Valget i september blev et mindre jordskælv, idet Merkels CDU-parti fik det dårligste valg i forbundsrepublikkens historie, samtidig med at det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland stormede ind i forbundsdagen. Det har gjort det politiske klima mere ustabilt.

Stigende geografisk ulighed i Danmark
Siden årtusindeskiftet er der sket en markant stigning i uligheden mellem de rige og fattige områder i Danmark. De rigeste områder af landet er siden årtusindeskiftet stukket af fra resten af landet, særligt siden finanskrisen er udviklingen gået stærkt, viser en analyse fra AE-Rådet.

Danmarks rigeste postnummer er 2930 Klampenborg. Her er gennemsnitsindkomsten efter skat steget fra 426.815 kroner i 2000 til 715.365 kroner i 2015, en stigning på næsten 70 procent. Danmarks fattigste postnummer er 5240 Odense NØ, som blandt andet rummer Odense-bydelen Vollsmose. Her er indkomsten blot steget fra 151.811 kroner til 173.698 kroner.

Ifølge AE-Rådet skal en del af forklaringen på den stigende ulighed findes i det faktum, at skatten på indkomst er blevet sat ned over flere omgange. Blandt andet Forårspakke 2.0 fra 2009, som afskaffede mellemskatten, har givet en stor skattenedsættelse til de højest lønnede, som især er kommet de mest velstillede områder i landet til gavn.

 


Flere artikler om emnet

Annonce