Aktuelt: Carl Holst-exit, R ønsker mobilregler, og eks-embedsmand afslører farvede regnemodeller

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Carl Holst (V) stopper i politik

Tidligere forsvarsminister og regionsrådsformand i Syddanmark, Carl Holst (V), der kom i Folketinget i 2015, stopper i politik ved næste valg. Det skriver JydskeVestkysten.

”Jeg vil gerne have et liv, hvor jeg har en bedre balance mellem arbejdsliv, familieliv og venskaber,” siger Carl Holst.

”Jeg fortryder ingenting. Jeg har været fuldt ud bevist om mine valg. Jeg kan bare konstatere, at når man tager et valg, så tager man også et fravalg, og nu vælger jeg noget andet til, et liv uden for det offentlige og det politiske,” fortæller han til avisen.

Dermed bliver der sat et – foreløbigt – punktum for en 25 år lang politisk karriere, der begyndte, da den i dag 48 år gamle Carl Holst, i 1993 blev valgt til amtsrådet i Sønderjylland. Carl Holst var i mediernes søgelys, da han netop var blevet valgt til Folketinget i 2015, da det kom frem, at skatteyderne i Syddanmark havde betalt for hans valgkampsmedarbejder.

Vi har selv omtalt historien her.

Radikale ønsker mobil-regler hos alle skoler – S støtter

Mobiltelefoner forstyrre i undervisningen, og derfor skal alle skoler have en klar politik for, hvordan man håndtere elevernes mobiler i skoletiden. Det foreslår de radikale. Det skriver DR.

”Det er meget vigtigt, at der er en god kultur på skolerne, og at børnene får nogle ordnede rammer for, hvordan man bruger de her mobiltelefoner,” siger Radikales it-ordfører, Ida Auken.

Auken forklarer, at det er vigtigt, fordi elever helt ned til 1. klasse nu har mobil med i skolen. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er uenig i behovet for et sådant krav til skolerne, mens Socialdemokratiet bakker op.

Du kan læse hele historien her.

Tidligere topembedsmand afslører ”politisering” af regnemodeller under Fogh

Politikerne skal ikke blande sig i, hvordan Finansministeriets regnemodeller er skruet sammen. Sådan har kritikken lydt fra både lederskribenter og Finansministeriets departementschef, efter særligt Enhedslisten og Socialdemokratiet har talt for at revidere ministeriets store lommeregnere, så man eksempelvis fremover inkluderer effekterne af sociale investeringer. Men nu fortæller den tidligere topembedsmand Jørgen Rosted i Information, at den såkaldte ”politisering” af regnemodellerne nærmest altid har været der.

Information skriver, at det ifølge Rosted faktisk var Anders Fogh Rasmussen, der som skatteminister under Schlüter-regeringen pressede på for at få medregnet de såkaldte dynamiske effekter ved at sænke skatter og afgifter. Rosted var i perioden ansat i Finansministeriet.

”Det er klart politiske hensyn, der dominerer det [når man justerer på regnemodellerne, red.]. Det kan der ikke være to meninger om. Men der er selvfølgelig også eksempler på justeringer af modellen, som embedsmændene selv lægger ind,” siger han.

Hele artiklen kan læses her.

Venstre-folk kritiserer kage-fejring af udlændingestramninger

En række meningsdannere i og omkring partiet Venstre kritiserer nu Kristian Thulesen Dahls ”strammerkage”, som han delte ud af i Sønderborg i forbindelse med DF’s sommergruppemøde. Det skriver BT.

”Jeg bryder mig ikke om det. Jeg sammenligner det med en virksomhed, der står over for en fyringsrunde, hvor 100 medarbejdere skal afskediges. Det kan være nødvendigt, men det er ikke nemt. I den situation smider man jo heller ikke på intranettet og fejrer det, når fyringerne er gennemført. Det er ufølsomt. Der er noget hoverende over det, som jeg ikke bryder mig om,” siger indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen (V).

Lignende toner kommer fra tidligere folketingsmedlem Eyvind Vesselbo (V) og den borgerligt-liberale kommentator og radiovært Jarl Cordua, der er medlem af Venstre.

Hele historien kan læses her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kommentarer fra Facebook