Aktuelt: Danmark udviser russiske diplomater, regering vil lokke kommuner til skattelettelser og V vil tage mediestøtten fra netavis

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Danmark udviser russiske diplomater
To russiske diplomater bliver udvist efter angrebet på den tidligere russiske dobbeltspion Sergej Skripal og hans datter i byen Salisbury i Storbritannien.

Flere EU-lande annoncerede mandag deres egne diplomatiske sanktioner mod Rusland, der beskyldes for at stå bag giftangrebet i Salisbury. Det stod klart fredag efter et EU-topmøde i Bruxelles.

”Det er et spørgsmål om at sende et meget klart signal om, at det her er helt uacceptabelt,” sagde udenrigsminister Anders Samuelsen på pressemødet. PÅ Twitter fulgte statsministeren op med et engelsk tweet med samme ordlyd.

Fra Socialdemokratiet er der “fuld opbakning” til regeringens beslutning, skriver politisk ordfører Nicolai Wammen.

13 andre EU-lande fulgte også op med sanktioner. I Tyskland drejer det sig for eksempel om fire diplomater, mens USA udviser hele 60 af slagsen.

Læs hele historien her.

 

Regeringen vil lokke kommuner til at sænke skatten
Forhandlingerne om en udligningsordning mellem landet rige og fattige kommuner skulle egentlig rette op på helt konkrete fejl, men elementer i regeringens udspil tilskynder samtidig kommunerne til at sænke skatterne. Det viser det ikke offentliggjorde udspil, som Jyllands-Posten er i besiddelse af.

Forslaget for regeringen møder modstand i kommunerne, som mener regeringen forsøger at gennemtvinge skattelettelser, som regeringen ikke selv kan komme igennem med på Christiansborg.

”Regeringen har ikke kunnet levere store skattelettelser, og nu prøver den at gennemføre dem gennem kommunerne,” siger borgmester Thomas Adelskov (S) fra Odsherred Kommune.

PÅ Christiansborg afviser Socialdemokratiet kategorisk at bære den del af forslaget igennem, og DF’s finansordfører, Rene Christensen, lægger afstand til skattedelen i udspillet.

Læs hele historien her.

 

OK-forhandlere: Vi er tæt på at være enige om løn
Topforhandlerne for de kommunale arbejdsgivere og arbejdstagere melder nu samstemmende om fremskridt ved den del af overenskomstforhandlingerne, der handler om de næste tre års lønstigninger. Det skriver DR.

Både KL’s topforhandler Michael Ziegler og de kommunalt ansattes forhandler, FOAs formand Dennis Kristensen, mener, at en aftale er rykket nærmere.

”Både arbejdsgivere og arbejdstagere er enige om, at vi skal have en kommunal lønudvikling, der læner sig op ad den private lønudvikling. Uenigheden går kun på oversættelsen, altså hvad det betyder, når man oversætter det til tal, siger Michael Ziegler.

En aftale på det kommunale område er dog betinget af at staten, der udbetaler store bloktilskud til kommunerne, nikker ja.

Læs hele historien her.

 

Venstre vil tage mediestøtten fra netavis
Lidt fra vores helt egen verden. Regeringspartiet Venstre har set sig sure på nærværende netavis og derfor vil partiet have ændret reglerne for mediestøtte, så Netavisen Pio ikke længere kan få mediestøtte. Det skriver Berlingske.

”Det er helt fint, at Pio findes, men så må de drive det for socialdemokratiske partimidler. Danskerne skal ikke betale for journalistik, der er så farvet,” siger Venstres medieordfører Britt Bager, der anerkender, at Netavisen Pio i dag lever op til de nuværende krav for tildeling af mediestøtte.

Medieforsker Frands Mortensen er generelt forundret over udmeldingen fra Venstre:

”For Venstres egen skyld burde de lade være med at komme med sådan et forslag, for det anfægter i princippet den offentlige debat. Det er jo det, de i virkeligheden prøver at begrænse. De er et erklæret liberalt parti, og det vil være meget underligt, hvis et erklæret liberalt parti går ind og begrænser den offentlige debat,” siger han til avisen.

Læs hele historien her (kræver abonnement).


Podcast: Banker på spring, penge i skjul
I denne uges podcast sætter Netavisen Pio fokus på bankernes rolle i forbindelse med blandt andet skattesnyd og hvidvaskning af penge.

Lyt med, når Jeppe Kofod, der til dagligt sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, Frederik Vad, forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), samt David Bentow, redaktør på finansmagasinet FinansWatch giver deres bud på, hvordan grebet om svindlerne kan strammes.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet

Annonce