Annonce

Aktuelt: Digital overenskomst, Pind taber vandtrykket og tusinder går til demo

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Fagforeningssejr: Platformsøkonomi får overenskomst
De digitale daglejere får nu en hjælpende hånd, når det lykkedes for 3F og den digitale platform, Hilfr at indgå prøveoverenskomst. Overenskomsten er er den første af sin slags og blev i tirsdag indgået under stor bevågenhed af Hilfr og 3F.

”Vi vil fremover kunne tilbyde grundlæggende lønmodtagerrettigheder for de mange, der har lyst til at arbejde på overenskomstdækkede platforme”, udtaler 3F gruppeformand Tina Møller Madsen fra Privat Service, Hotel & Restauration til Politiken.

Den nye aftale er udformet således, at hvis en person har arbejdet mere end 100 timer på platformen, ansætter virksomheden personen og sørger for, at der eksempelvis bliver betalt skat af lønnen, samt sørger for at personen bliver dækket af sundhedsordning og pension.

Ligesom 3F er også DI meget positive overfor den nye aftale: ”DI ser meget positivt på overenskomsten, der bliver indgået mellem Hilfr og 3F Privat Service. For selvfølgelig behøver de nye digitale forretningsmodeller ikke at stå i modsætning til ordnede forhold. Hilfr har klart og tydeligt tilkendegivet, at de som platform ikke vil konkurrere på dårlig betaling og skatteunddragelse, men at de i stedet vil fokusere på kvalitet og ordentlige vilkår,” pointerer administrerende direktør for Dansk Industri, Karsten Dybvad til Politiken.

Rød eftermiddag over Danmark
OK-kampen rykker ud i landet, når tusindvis af fagforeningsmedlemmer og sympatisører går til demonstration over hele landet. De offentligt ansatte kan mødes på gader og stræder i København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg under paroler som 'skulder ved skulder' og 'nok er nok'. Sådan skriver Berlingske i deres optakt til eftermiddagens begivenheder.

Fra Lærerformand Anders Bondo Christensen, der selv går på gaden i Esbjerg, lyder forklaringen på dagens markering, at det handler om mere end bare løn, spisepauser og arbejdstidsaftaler: ”Det er en større dagsorden end bare de konkrete krav. Det er ’nok er nok’ udtryk for. Vi siger også, at det her handler i virkeligheden også om at få genskabt respekten for den danske model.”

Forhandlingerne går ind i en afgørende fase, men kommunernes chefforhandler fastholder den optimistiske linje: ”Det har bevæget sig i den rigtige retning, mens vi har været i Forligsinstitutionen. Håbet er selvfølgelig, at vi kan komme det sidste stykke og nå en aftale. Det tror jeg godt, jeg må sige uden at komme i fængsel,” lyder det fra borgmester Michael Ziegler (K).

Alle håber fortsat på en fælles løsning.

Pind tabte kamp om vandtryk
Forbrugerbestyrelserne er blevet vækket til live de senere år. Kampen om den magt, der ligger i demokratiske styrede organisationer som Tryghedsgruppen, Coop og landets pensionskasser har taget til i styrke.

I dag er slaget om bestyrelsesposterne i det ligeledes demokratiske styrede forsyningsselskab Hofor blevet afgjort. Et slag, der var særligt bemærkelsesværdigt fordi undervisnings- og forskningsminister Søren Pind (V) kastede sig ihærdigt ind i kampen, fordi han ønsker et højere vandtryk i København. Pinds kandidat, Venstre-manden Jesper Schou Hansen vandt dog ikke en plads i bestyrelsen, skriver dagens Politiken.

Men ministerens kampagneindsats er ikke uden resultater, når det genvalgte bestyrelsesmedlem Anders Jørn Jensen fortæller til Politiken, at han har bedt om at få vandtrykssagen med på det næste bestyrelsesmøde, ”for vi skal selvfølgelig have det så godt belyst som muligt”.

Undervejs i kampagnen har Søren Pind direkte beskyldt Berlingske Tidende for at gå Enhedslistens ærinde, fordi avisen ikke efter hans opfattelse er gået seriøst nok ind i sagen, men har stillet kritiske spørgsmålstegn ved Søren Pinds engagement i sagen.

SF-Pia i hårdt angreb på Å
”Alternativet satser på den politiske forbruger. Deres projekt er et neoliberalt projekt, der tager udgangspunkt i, at vi borgere er kunder. At vi som enkeltindivider skal købe og handle anderledes”, sådan lyder budskabet til Alternativet på Altinget.dk i et interview med Pia Olsen Dyhr.

Opsangen kommer som optakt til SF’s landsmøde den kommende weekend. SF-formanden bakker op om den politiske forbrugerisme, men kræver også lovgivning på banen. Uffe Elbæk afviser dog kritikken, som værende en stråmand.

Podcast: Fremtidens offentlige sektor
Er det McKinsey eller medarbejderne, der skal udvikle vores offentlige sektor, når den skal rustes til at varetage morgendagens samfundsproblemer?

Det spørgsmål diskuterer Benny Engelbrecht, finansordfører for Socialdemokratiet, Majbrit Berlau, formand for Dansk Socialrådgiverforening, samt Henrik Hjortdal, skribent på ledelsesavisen denoffentlige.dk, og mangeårig medarbejder i Finansministeriet.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet