Annonce

Aktuelt: En hånd til Afrika, ny bilafgift og zionistkonspirationer

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik over Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Afrikanske lande skal have støtte til at tage migranter
Både Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre er parate at give økonomisk støtte til de afrikanske lande, hvis landene til gengæld samarbejder om hjemsendelse af migranter. Det skriver Politiken i dag.

Forslaget kommer fra Gerald Knaus, stifter af tænketanken European Stability og ifølge Politiken hovedarkitekten bag den aftale mellem EU og Tyrkiet, der blev indgået for halvandet år siden, og som har betydet et kraftigt fald i antallet af migranter fra Tyrkiet til Europa. En aftale mellem EU og de afrikanske lande kan ifølge Knaus stoppe den farlige trafik over Middelhavet. Indtil nu er der i 2017 ifølge Politiken ankommet omkring 100.000 personer til Italien via Middelhavet, mens mere end 2.300 er druknet i forsøget på at nå til Europa.

Socialdemokraternes EU-ordfører Peter Hummelgaard Thomsen lufter muligheden for, at afrikanske lande kan få lettere adgang til at sælge deres produkter på EU’s marked, hvis de til gengæld samarbejder om hjemsendelser.

Uigennemskuelig afgift skal være mere teknisk
Den nuværende registreringsafgift er alt for uigennemskuelig, og derfor skal den gøres mere teknisk. Sådan lyder budskabet i dag fra Dansk Folkeparti. Til Altinget.dk fortæller finansordfører Rene Christensen, at partiet ønsker at omlægge afgiften, så den blandt andet afhænger af bilens vægt, dens CO2-udledning og bilens sikkerhed. I dag beregnes registreringsafgiften som en fast procentdel af bilens pris.

Forsalget får opbakning fra SF og De Konservative, der blandt andet vil bruge en omlægning til at gøre miljøvenlige biler og biler med høj sikkerhed billigere. Derimod afviser Venstres ordfører Louise Schack Elholm en omlægning af registreringsafgiften.

Dansk Folkeparti har i forbindelse med de seneste to års finanslovsaftaler medvirket til at sænke registreringsafgiften. Registreringsafgiften forventes i 2017 at indbringe staten omkring 20 milliarder kroner.

Ø-viceborgmester støtter vraget S-politiker
”Har de helt tabt sutten derinde? Det er da almindelig kendt, at zionisterne har været dybt involveret i IS.” Sådan skrev Enhedslistens viceborgmester i Køge, Niels Rolskov, i går i en kommentar på nyhedsmediet dknyt.

Det skete som reaktion på nyheden om, at den socialdemokratiske byrådsgruppe i Ishøj Kommune har valgt at afbryde samarbejdet med viceborgmester Seyit Ahmet Özkan, der har hævdet, at det i virkeligheden er zionisterne, der står bag Islamisk Stat. Men Rolskov mener, at det er ”højst besynderligt at ekskludere en mand for den slags udtalelser”.

Enhedslistens fungerende politiske ordfører Nikolaj Villumsen tager kraftigt afstand fra Niels Rolskovs udtalelser. "Udtalelserne er helt væk. Og jeg tager på det kraftigste afstand fra den slags konspirationsteorier". Enhedslistens forretningsudvalg skal på sit kommende møde drøfte, hvilke konsekvenser udtalelsen skal få for Niels Rolskov.

 


Flere artikler om emnet