Aktuelt: En vigtig SMS, DONG fester, OLAF er efter Landbruget og noget for noget

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik med de mest interessante historier om politik, Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
En vigtig SMS og en stor S-sejr!
“…noget af det største, der er sket i min tid som overborgmester”, sådan sagde Frank Jensen, da han igår morges fik en SMS fra S-ledelsen, der bekræftede at kommunerne også fremover kan kræve at 25 procent af al nybyggeri skal være almene boliger. Det havde været et potentielt dødsstød til fremtidens almene boligsektor og visionen om billige boliger.

”Det har været vigtigt for os socialdemokrater at sikre i de her forhandlinger, at almindelige familier med almindelige lønninger fortsat kan have råd til en bolig i vores byer”, fortæller Morten Bødskov på Facebook. En afgørende sejr for Socialdemokratiet!

DONG luner hos pensionisterne
Igår blev også dagen, hvor DONG blev børsnoteret til klapsalver, høje forventninger og stor begejstring over udsigten til imponerende store kursgevinster. Aktien var udbudt til kurs 235, men da børsen lukkede igår kl. 17, lå kursen 9,8 procent over det udbudte niveau I kurs i 258.

Alene pensionsselskabet ATP, som stort set dækker hele den danske befolkning, har tjent fire milliarder på deres investering i Dong Energy. Det luner hos pensionisterne. Og som en af bankernes finansanalytikere udtalte: “Det blev en rigtig god start for Dong-aktien”. Det gjorde det også for DONG-direktør Henrik Poulsen, for ATP og alle de andre investorer. Festet det blev der!

OLAF er efter Landbruget
Vi bryster os altid af at leve i et af verdens mindst korrupte lande, men af og til så lyder der alligevel falske toner i den skønsang. Tidligere i år fik embedsmænd fra NaturErhvervstyrelsen under Fødevarerministeriet nemlig stillet en række spørgsmål fra OLAF, der er det EU-organ der efterforsker svindel. Sagen var mulig svindel for millioner af kroner i EU-midler i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer.

I 2015 tilbagebetalte Landbrug & Fødevarer en del af EU-midlerne, som var blevet brugt til andre projekter end dem, det var hensigt og aftale at bruge dem på. Dengang konkluderede et revisionsfirma, at der ikke havde været tale om svindel, men om almindeligt sjusk. Nu dukker sagen op igen og det er næppe det sidste vi har hørt til den.

Noget for noget
“Det skal være noget for noget,” siger udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen (V). Det betyder at Venstre-regeringen fremover agter at ville fratage udviklingsbistand fra lande, som ikke tager imod deres egne statsborgere, når Danmark vil sende dem hjem. I dag har omkring 1.300 asylsøgere I Danmark fået endeligt afslag på asyl , men de opholder sig fortsat i såkaldt “udsendelsesposition”.

Det er altså den gode købmandskultur, der skal overføres til udviklingspolitikken. Det ligner den første implementering af tankerne fra Taksøe-Jensen udvalget, som netop havde egennytten i fokus. Socialdemokraterne er uafklarede i sagen, men fra udviklingsordfører Mette Gjerskov lyder det klogsindigt, at det er de konkrete betingelser, der er afgørende.
EM-bonus: Er 24 for mange? Hvor mange hold skal der egentligt med til EM?

 


Kommentarer fra Facebook