Henter indhold

11. oktober 2017

Nyheder
Aktuelt: Forsvar, barnebrude og russisk gasledning
Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
11. oktober 2017

Regeringen præsenterer forsvarsudspil
Regeringen præsenterede i dag sit længe ventede forsvarsudspil. Regeringen har tidligere talt om, at forsvaret skulle have en ’substantielt løft’, og i dag satte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen så tal på: Regeringen vil de kommende år gradvist tilføre flere penge til forsvaret, så der i 2025 bruges i alt 4,8 milliarder kroner ekstra på forsvaret oven i de godt 21 milliarder kroner, der bruges i dag.

Det svarer til 1,3 procent af BNP, og er således stadig et stykke under NATO-målsætningen om at bruge 2 procent af BNP på forsvaret. Pengene skal blandt andet bruges på 500 flere værnepligtige, oprettelsen af en brigade på 4.000 mand, udstyre Søværnets fregatter med et missilforsvar og styrke indsatsen mod cyberkriminalitet. Det er endnu uklart, hvordan regeringen vil finansiere udspillet.

Netavisen Pio har lavet en længere beskrivelse af dagens udspil, som du kan læse her.

Støjberg erkender misinformation
Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg var i dag endnu engang i samråd i den meget omtalte sag om barnebrude. Her er Støjberg under mistanke for bevidst at have gennemtrumfet en ulovlig adskillelse af mindreårige asylpar, selvom hun var advaret om, at det ville være ulovligt.

Det er tidligere blandt andet kommet frem, at Udlændingestyrelsen ikke overholdt reglerne om partshøring i forbindelse med adskillelse af mindreårige asylpar. En praksis, som Inger Støjberg har forsvaret med, at den også fandt sted, da Mette Frederiksen som justitsminister var ansvarlig for området. I dag måtte Støjberg dog erkende, at den oplysning var forkert.

”Sket er sket”, sagde ministeren, som derudover ikke havde meget lyst til at svare på de mange kritiske spørgsmål om forløbet, som væltede ned over hende fra den samlede opposition.

Du kan læse Netavisen Pios omtale af samrådet her.

Flertal vil bremse russisk gasledning
En ny lov kan bremse Ruslands ønske om at føre en ny gasledning, den såkaldte Nordstream 2, gennem danske farvande. Loven skal førstebehandles i Folketinget i morgen. Det skriver DR Nyheder i dag.

I dag skal behandlingen af den slags spørgsmål udelukkende ske på baggrund af en miljøvurdering, men fremover skal det også være muligt at tage udenrigspolitiske, forsvarspolitiske og sikkerhedspolitiske hensyn, når der tages stilling til projekter som Nordstream 2.

Socialdemokratiet har gennem længere tid efterlyst en klar stilling fra regeringen til Nordstream 2-projektet, og derfor bakker Socialdemokratiet også op bag den nye lov, fortæller partiets udenrigsordfører, Nick Hækkerup:

”I en situation hvor russerne i øvrigt optræder aggressivt, hvor vi er ved at udstationere danske soldater til de baltiske lande for at lave balance i forholdene, så er vi selvfølgelig nødt til at veje ind, når der kommer sådan en ansøgning, hvordan det passer med vores udenrigspolitiske interesser”, siger han til DR Nyheder.

Emner:

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO