Aktuelt: Hjort i samråd, Danmark dumper i ligestilling og DF har mistet 80.000 vælgere-

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik med de mest interessante historier om politik, Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Hjort i usædvanligt samråd om S-udspil
I dag havde Socialdemokratiet indkaldt finansminister Claus Hjort Frederiksen i et ret usædvanligt samråd i folketingets finansudvalg.

Baggrunden for samrådet er, at Claus Hjort i et svar til Socialdemokratiet har indrømmet, at han selv har defineret de forudsætninger, som Finansministeriet har regnet på i forbindelse med partiets forhandlingsoplæg til 2025-forhandlingerne.

Helt konkret, så havde Claus Hjort Frederiksen fået sine embedsmænd i Finansministeriet til at indregne forskellige ekstra udgifter for omkring 6 milliarder kroner, som han selv mener mangler, at blive finansieret i Socialdemokratiets oplæg.

Henrik Sass Larsen kaldte under samrådet den metode ”noget underligt noget”.

Samrådet var i øvrigt det første samråd som Henrik Sass Larsen har indkaldt i sine knap 20 år på Christiansborg.

Danmark dumper i ligestilling
Danmark var i mange år et foregangsland når det gælder ligestilling mellem kønnene, men på bare et år, er Danmark faldet fjorten pladser på World Economic Forums årlige måling af emnet.

Rapporten Glabal Gender Gap 2016, så falder Danmark fra en 5. plads til en ikke særligt flatterende 19. plads i ligestillingen mellem mænd og kvinder. De fire nordiske lande, Island, Norge, Sverige og Finland, indtager i øvrigt de fire første pladser på ranglisten.

ggg-2016

Rapporten viser i øvrigt, at hvis de nuværende trends fortsætter, så vil der være nogenlunde ligestilling mellem mænd og kvinder … i 2099(!).

Læs hele rapporten her.

DF har mistet 80.000 vælgere
Dansk Folkepartis sag med svindel med EU-midler koster nu partiet i meningsmålingerne. En gennemgang af målinger fra den seneste måned viser en tilbagegang på 2,3 procent. Det er godt hver 10. af partiets vælgere, som har forladt Kristian Thulesen Dahl. Det skriver Berlingske.

Omregnet til vælgere svarer det til godt 80.000 mennesker. Det er et ret stort udsving: ”Et dyk af den størrelse er kun set tre gange tidligere i Berlingske Barometers seks-årige historie.”

Grønland får ny regering
Grønlands landsstyreformand Kim Kielsen, Siumt, har smidt sine to borgerlige koalitionspartnere på porten midt i valgperioden og i stedet taget to andre partier, det venstreorienterede IA og Partii Naleraq, et udbryderparti med den tidligere Siumut-leder Hans Enoksen i spidsen, med i regeringen.

Bruddet kommer ikke som den store overraskelse, for dem der følger grønlandsk politik, da det i forvejen var kendt, at der var betydelige knaster i det eksisterende koalitionssamarbejde, skriver Sermitsiaq.

Den nye koalition får et yderst solidt flertal med 24 ud af landstingets 31 mandater bag sig. De to store partier har hver 11 mandater, mens Partii Naleraq har to.

S vil gøre kamp mod social dumping permanent
Arbejdstilsynets indsats mod social dumping bliver næsten barberet helt væk og det vil Socialdemokratiet have stoppet. Derfor bejler partiet til DF for at få dem til at være med til at stemme igennem, at indsatsen fortsat skal prioriteres og gøres permanent.

- Det var jo ren Klondyke før 2012. Der bestemte man selv, om man ville indbetale skat eller ej som udenlandsk virksomhed i Danmark. Siden indsatsen mod social dumping gik i gang, er det blevet meget bedre, og derfor skal bevillingerne være permanente, siger social dumping-ordfører Mattias Tesfaye (S) til Fagbladet 3F.

Han foreslår, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti laver en aftale om, at begge partier vil rejse kravet i de kommende finanslovsforhandlinger.

- Hvis vi kunne blive enige om at omringe regeringen og kræve, at de her bevillinger blev permanente, så bliver det svært for regeringen at undgå. Det har jeg spurgt DF, om de vil være med til, men jeg har endnu ikke fået noget svar, siger Mattias Tesfaye.

Genvælg Gerald
En lille, meget sød reklame fra den amerikanske valgkamp. Imens Trump og Clinton har travlt med at angribe hinanden, har county commissioner (en slags amtsrådsmedlem) Gerald Daugherty, fra Travis County, Texas, valgt en lidt mere humoristisk tilgang.

https://youtu.be/wzjRwNUQDRU

Vi håber, ikke mindst for konens skyld, at Gerald bliver genvalgt.


Kommentarer fra Facebook

Annonce