Annonce

Aktuelt: Konflikt afværget, S-håndsrækning til kommuner og Clinton-ros til Danmark

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Forligsmand udsætter konflikt med 14 dage – men i praksis får de nok kun fredag
Forligsmand Mette Christensen valgte natten til onsdag efter langstrakte forhandlinger – og faktisk efter først at have sagt nej til udsættelse – alligevel at udsætte storkonflikten yderligere 14 dage.

”Jeg har i dag - efter at have rådført mig med de to øvrige forligsmænd - besluttet, at de varslede arbejdsstandsninger udsættes i indtil to uger,” skriver hun og vurderer altså, at et forlig er inden for rækkevidde.

Men formanden for lærerne, Anders Bondo Christensen, forventer ikke 14 dages forhandlinger. ”Nu har vi et nyt møde på fredag, og vi har fået at vide, at vi skal tage soveposen med. Forligsmanden valgte at skubbe det igen. Jeg tror ikke, at vi skal forhandle i 14 dage. Jeg tror, vi skal forhandle på fredag, og det er det,” siger han.

Hele historien kan læses her hos TV2 og Ritzau.

Mette Frederiksen vil give håndsrækning til udlignings-ramte kommuner
I går tirsdag skrev vi her i Aktuelt om, at regeringens forhandlinger om en ny kommunal udligning kuldsejlede. Ændres udligningen ikke, betyder det, at en række kommuner vil få en stor regning fra 1. januar, herunder København, Fredensborg og Billund. Den regning vil Socialdemokratiets formand gøre mindre.

”Set med socialdemokratiske briller: Hvis regeringen giver disse kommuner så stor en regning med så kort varsel, så er der en meget stor risiko for, at det går direkte ud over velfærden,” siger Mette Frederiksen til Ritzau.

Hun foreslår derfor, at kommunerne, der skal betale en højere regning, får en langsommere indfasning, mens kommuner, der får flere penge, beholder dem. Forskellen på de to beløb skal tages fra det økonomiske råderum.

Læs hele historien her hos eksempelvis Jyllands-Posten.

Bill Clinton roser Danmark i tale
Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton holdt tirsdag aften tale i København. Her både roste og skosede han Danmark. Han roste især den danske klimapolitik, den gode balance mellem offentlig og privat samt velfærdssamfundets evne til at skabe vindere.

”Et nulsumsspil er meget tilfredsstillende, når man dyrker sport, men en elendig måde at lede et land og et samfund på. Det skaber et ’os-og-dem’, og det afføder en masse vrede blandt folk,” sagde han. ”Men her i Skandinavien er I blandt de mest velstående lande i verden, fordi i ser på økonomien og socialpolitikken som et plussumsspil, hvor der godt kan være flere vindere.”

Men han advarede også imod at skære i Danmarks Radio: ”På vej herhen læste jeg, at der en debat om, hvorvidt I skal skære i støtten til public service. Det ville jeg ikke gøre, hvis jeg var jer,” sagde han.

Læs flere Bill Clinton-citater fra aftenens tale i DR’s artikel her.

Seneste Pio Podcast
Puster Putin sig bare op, eller udgør Rusland egentligt en reel trussel mod vesten?

Det diskuterer folketingsmedlem Nick Hækkerup, der er tidligere forsvarsminister og nuværende udenrigsordfører for Socialdemokratiet, Jens Worning, der er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg samt Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier med chefredaktør for Netavisen Pio, Jens Jonatan Steen.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet