Aktuelt: Kritik af peberspray-liberalisering, LO's bøn til DF, FOA ser mod Island

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Samlet opposition i hård kritik af peberspray-forslag:
Regeringen vil gøre det lovligt for personer over 18 år at have peberspray i eget hjem. Hvis lovforslaget bliver vedtaget, skal personer med et særligt behov også have lov til at bære peberspray på offentlige steder. Et særligt behov kan være, hvis en person har været udsat for overfald eller er blevet forfulgt.

"Frygten for at blive overfaldet af en voldelig ekskæreste eller forfulgt af en stalker kan være altødelæggende for ofret. Derfor skal udsatte personer have lov til at gå med peberspray, og alle borgere skal kunne have peberspray inden for hjemmets fire vægge," lyder det fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Men det vil ikke skabe øget tryghed at lovliggøre peberspray, snarere tværtimod, lyder det fra en samlet rød blok:

”Det er et ekstremt uansvarligt forslag, der bygger på en falsk præmis om, at flere våben skal give mere tryghed. Det vil føre til, at flere håndvåben vil ligge i de danske hjem, og laver vi en slappere våbenlovgivning, får vi et mindre trygt samfund,” siger Enhedslistens retsordfører, Rune Lund.

Det skriver DR.

Lizette i bøn til DF: Stå fast!
Mange danskere med almindelige indkomster vil ikke få noget ud af det, hvis de sparer mere op i pension i den sidste del af arbejdslivet. Så bliver den ekstra opsparing nemlig modregnet i deres folkepension.  Det bliver kaldt for samspilsproblemet, og det sidder regeringen og DF og forhandler om lige nu.

”Det problem skal løses. Og det lyder da også umiddelbart godt, at regeringen har afsat 2,5 milliarder kroner til at give folk et ekstra skattefradrag på pensionsindbetalingerne. Men i det forslag, som regeringen lige nu forsøger at få Dansk Folkeparti med på, kommer fradraget også til at gå til mennesker, som ikke er ramt af samspilsproblemet. Altså folk med høje indkomster, der kan trække pensionsindbetalingen fra i topskatten,” skriver LO formanden Lizette Risgaard i et debatindlæg i BT og tilføjer:

”Derfor har jeg en bøn til Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl: Lad jer ikke forføre. Det her er ikke første gang, regeringen forsøger at liste nogle af de skattelettelser til de rigeste igennem, som Liberal Alliance ønsker sig så højt. Men de må ikke få succes med det. Stå fast! ”

Læs hele indlægget på BT. 

FOA ser mod islandsk ligestillingsmodel
”Kig mod Island. Lad os prøve deres model.”

Det siger Dennis Kristensen, der er formand for FOA, forbundet af offentligt ansatte.

Grunden, til at han opfordrer politikerne i Folketinget til at kaste lange blikke mod nord, er, at der i Island ved årsskiftet trådte en lov i kraft, hvormed det blev ulovligt at betale kvinder mindre end mænd, når de reelt udfører samme arbejde.

Det kan du læse mere om her.

Den islandske lov tvinger private og offentlige virksomheder med over 25 ansatte til at skaffe et certifikat for, at de har indført ligeløn for mænd og kvinder. Kan et firma ikke dokumentere ligeløn mellem kønnene, får man fremover en bøde.

Ligestilling er et af de emner, der diskuteres ivrigt på World Economic Forum, som foregår i denne uge i den schweiziske alpeby Davos. Her ser man et stort potentiale i ligestilling, da mere ligestilling på arbejdsmarkedet forventes at medføre betydelig økonomisk fremgang.

Det skriver DR.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kommentarer fra Facebook