Annonce

Aktuelt: Kvindekamp aflyst, verdensmester-skaberne og borgerforslag

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Kvindernes VM-kvalifikationskamp er aflyst
Kvindelandsholdets VM-kvalifikationskamp mod Sverige på fredag er blevet aflyst. Det meddeler DBU i dag, efter at kvinderne ikke mødte op til træning. DBU havde allerede varslet tirsdag aften, at de ville melde aflysningen til den svenske fodboldforbund. Aflysningen kommer som konsekvens af den verserende konflikt mellem DBU og Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale. Parterne er fortsat uenige om spillernes arbejdsvilkår, og forhandlingerne brød endnu en gang sammen i fredags.

Det er anden gang, at forhandlingerne bryder sammen op til en vigtig kvalifikationskamp. Sidste gang fik parterne forhandles en delaftale på plads, som gav mulighed for, at kvindelandsholdet spillede kampen alligevel. Hvad konsekvenserne af det aktuelle bliver, vides endnu ikke.

Læs mere om den historie på DR.dk.

Verdensmesterskaberne i faglige færdigheder
I disse dage er World Skills - verdensmesterskaberne i faglærte færdigheder - i gang i De Forenede Arabiske Emirater, hvor 56 nationer vil dyste i 49 forskellige fag.

Danmark har deltagere med i 15 forskellige kategorier, blandt andet kok, møbelsnedker og murer. De repræsenterer Danmark, når konkurrencen løber af stablen her henover hele uge 42. Og hos både de faglige organisationer og i Dansk Industri, er de begejstrede for de unge, der er rejst afsted.

Claus Jensen, formand for Dansk Metal henviser på sin Facebook-profil til et indlæg han har skrevet sammen med Karsten Dybvad, adm. Direktør i DI. De vil sætte spot på de 15 unge, som har vist sig så dygtige indenfor deres fag, at de har kvalificeret sig til verdensmesterskaberne.

”De store ambitioner hos de 15 unge er beundringsværdige – og de viser vejen for andre unge, voksne og vores samfund i det hele taget. For det engagement og den faglige stolthed, som de danske World Skills deltagere udstråler, er det, der gør danske faglærte til medarbejdere i verdensklasse og samtidig er med til at gøre danske virksomheder konkurrencedygtige på globalt plan,” skriver de i indlægget.

Der kan læses mere om de danske deltagere og konkurrencen her.

Borgerforslag i Folketinget
Der tegner sig efterhånden et flertal inde på Christiansborg for, at borgerforslag med 50.000 underskrifter skal kunne sendes direkte til afstemning i Folketingssalen. Det skriver Altinget. Men det afspejler også en intern uenighed hos regeringen. For Liberal Alliance og Konservative vil nemlig tilslutte sig forslaget, mens Venstre vil stemme imod.

Beslutningsforslaget blev fremsat sidste år, inden LA og K gik i regeringen. Da var de også positivt indstillet overfor forslaget, og det har tilsyneladende ikke ændret sig.

Mette Abildgaard, gruppeformand for de Konservative, udtaler til Altinget ” "Det er en fin måde at få folk involveret mere i det arbejde, der foregår på Christiansborg. Der er jo ikke nogen garanti for, at man får sit forslag stemt igennem, men man kan være sikker på, at Folketinget forholder sig til det.”

Lovforslaget støttes af alle Folketingets partier på nær Venstre og Socialdemokratiet.

DF: Alle afgifter skal væk
Dansk Folkeparti vil have afskaffet endnu flere afgifter, end det regeringen lægger op til med deres erhvervspakkeudspil. Med regeringens erhvervspakke, som de fremlagde i august, har regeringen foreslået afgiftslettelser for 2 milliarder kroner.

Men nu vil Dansk Folkeparti gerne have afsat yderligere 195 millioner til at fjerne og sænke afgifter. Blandt andet går de både efter nøddeafgiften, ekstraafgift på alkoholiske sodavand og emballageafgift. Overordnet set er det er mål om at ramme afgifter, som får danskerne til at søge mod grænserne for at handle billigt, lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl.

Læs mere om Dansk Folkepartis krav til forhandlingerne på Politiken i dag.


Flere artikler om emnet