Aktuelt: Løkke tager over, frygt for overvågning, romantik i byrådssalen

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik med de vigtigste nyheder fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Løkke overtager forhandlinger
Statsminister Lars Løkke Rasmussen overtager nu forhandlingerne om både finanslov og skattereform fra finansminister Kristian Jensen (V). Det sker efter Kristian Thulesen Dahl har sagt, at forhandlingerne om finanslov og skattereform bør splittes op, så regeringen og DF først får en finanslov på plads og derefter forhandler videre om skat og udlændingestramninger.

Statsministeren afviser ikke, som Kristian Jensen ellers havde lagt op til, at splitte forhandlingerne op. ”Det tager vi en snak om i aften,” siger han til DR.

Lovforslag kan give adgang til hemmelig overvågning
Med to paragraffer vil regeringen give myndigheder en hidtil uset adgang til at udnytte, videregive og samkøre borgernes personoplysninger i den såkaldte databeskyttelseslov.

Det nye lovforslag, som er blevet førstebehandlet i Folketinget, vil give offentlige instanser, for eksempel kommuner og Skat, magt til at bruge en borgers persondata, som er givet andetsteds i det offentlige i en helt anden sammenhæng.

Forslaget møder massiv kritik fra blandt andet ekspert i persondata:

"Det her er en ladeport for ministerielle regler, der uden reel demokratisk kontrol kan give adgang til hemmelig overvågning af den danske befolkning. Borgerne får intet at vide selv, og samtidig skubbes magten væk fra vores folkevalgte og over til forvaltningen. Ønsker vi virkelig, at staten kan bruge de her personoplysninger og samkøre store registre uden en egentlig lovgivningsprocedure og demokratisk debat? På overfladen kan det ligne små justeringer, men reelt er det fundamentale ændringer”, siger Hanne Marie Motzfeldt, lektor i persondataret og forvaltningsret ved Aarhus Universitet."

Det skriver Politiken her.

Romantik i byrådssalen
Vordingborgs nyudnævnte borgmester har ikke blot fået en borgmesterkæde. Han har også fået sig en forlovet, efter han i går på det konstituerende byrådsmøde valgte at fri til sin kæreste Sia.

”Jeg var lige ved at fælde en tåre. Det var et stort øjeblik,” siger den nyudnævnte borgmester i Vordingborg, Mikael Smed (S) i dag til DR.

”Jeg var pænt nervøs i forhold til at skulle indtræde i en ny rolle – og så havde jeg det her frieri på dagsordenen. Dagen var jo speciel på flere måder, og jeg synes så mange som muligt skulle vide, at jeg elsker hende og gerne vil gifte mig med hende. Sia har været en fantastisk støtte og opbakning i mit politiske virke.”

Det skriver DR. 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce