Annonce

Aktuelt: Mette F i kamp for tilliden, S-udspil skal redde SKAT og S-kollaps i Holland

Netavisen Pio giver dig det daglige overblik med de vigtigste nyheder fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Mette F til kamp for tilliden
Danskernes tillid til skattevæsenet skal tilbage. Sådan lyder meldingen fra Socialdemokratiet, som med udspillet ’Et skattevæsen vi kan stole på vil gennemføre en storstilet oprustning i SKAT i kølvandet på de seneste års mange skandalesager.

“Hvis vi skal genoprette tilliden til SKAT, så kræver det, at SKAT får rystet problemerne af sig. Forskellen på, hvad der burde komme ind i skat, og hvad der rent faktisk bliver betalt, skal være mindre. Folk skal kunne regne med, at når et fåtal snyder, så afslører skattevæsenet det,” lyder det fra Mette Frederiksen i interview med Netavisen Pio.

Selvom, der penge at hente, så handler det nye ambitiøse udspil fra Socialdemokratiet i den grad også om at genskabe tilliden til SKAT som samfundsinstitution. Mette Frederiksen beskriver tillidens betydning således: “Tilliden er hamrende vigtig, fordi vores samfund bygger på en fundamental kontrakt. Det handler om, at alle kan regne med fællesskabets hjælp”

S-udspil skal sikre 40 milliarder til statskassen
Hvis man vil dykke nærmere ned i detaljerne omkring det udspil fra Socialdemokraterne, så er denne artikel fra Netavisen Pio et godt sted at starte. Det er anbefalet læsning!

Centralt i udspillet står forslaget om at ansætte 1.000 ekstra medarbejdere i SKAT, som skal fordeles ligeligt på fire nye regionale skattecentre, hvoraf to skal placeres i Jylland, et på Fyn og et på Sjælland eller Lolland-Falster. Det skal sikre, at den rigtige skat beregnes for virksomheder og borgere. Desuden skal der investeres i nye IT-systemer, så indsatsen bliver mere effektiv.

Antallet af medarbejdere i SKAT er på ti år faldet fra godt 9.000 til godt 6.000 ansatte. Løftet på 1.000 ansatte kommer oven i den aftale om at tilføre SKAT ekstra ressourcer, som Socialdemokratiet sidste år indgik med et bredt flertal i Folketinget.

Hollandske socialdemokrater knust
Det hollandske arbejderparti  fik et endnu større valgnederlag end ventet. Det socialdemokratiske arbejderparti (PvdA) gik hele 19,1 procent tilbage og endte med et ekstremt skuffen resultat på blot 5,7 procent af stemmerne. Det er det største nederlag for et politisk parti i hollandsk historie, og man skal kigge dybt i historiebøgerne for at finde en tilsvarende nedsmeltning noget andet sted på kloden.

Et gennemført uhyggelig resultat, der viser at de socialdemokratiske partier ikke har noget egentligt bundniveau. Kombinationen af manglende handlekraft i udlændingespørgsmålet, massiv opbakning til højrefløjens nedskæringspolitik og gennemførelse af ’nødvendighedens politik’ i form af højere pensionsalder har kostet dyrt for det hollandske arbejderparti.

”Vores parti har i de seneste år, sammen med VVD, styret Holland igennem krisen på en ordentlig og retfærdige måde. Vores land er så meget bedre nu, end det var i 2012,” sagde den Socialdemokratiske partiformand Lodewijk Asscher til de slukørede partifæller på en måde, der næsten kunne lyde som et ekko af Helle Thorning Schmidt efter Folketingsvalget i 2015.

Men vælgerne var bestemt ikke enige og stemte på nærmest alle andre end arbejderpartiet. Statsminister Mark Rutte fra det liberale VVD fik, på trods af tilbagegang, genvundet magten. Højrepopulisten Geert Wilders gik kun marginalt frem. Mens valgets største sejrherre blev GroenLinks, det grønne venstreparti, der kraftigt inspireret af Alternativet gik fra 4 til 14 mandater

Det hollandske valgsystem opererer ikke med en spærregrænse og derfor endte hele 13 partier med at dele de i alt 150 pladser i parlamentet. Et valg med mange sejrherrer og kun en taber, som desværre blev hollandske arbejderparti.

Fifleri med u-landsbistand
Returkommission længe leve. Regeringen beholder selv omkring 400 millioner kroner, som den ellers selv havde afsat på finansloven for 2016 til at hjælpe verdens fattigste med udviklingshjælp. De skulle åbenbart alligevel ikke have den hjælp?

De 400 millioner kroner var afsat til nye asylansøgere i Danmark. Men de er kommet i overskud, fortæller Udlændinge- og Integrationsministeriet til Altinget. Pengene ender i stedet i Finansministeriets kasser.

De Radikale kalder sagen for ”dybt pinlig” og kalder finansminister Kristian Jensen (V) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i samråd om sagen. Overfor Altinget giver udviklingsministeren en længere (bort)forklaring på hvorfor pengene er røget retur.

Nyhedsoverblikket Aktuelt kommer alle ugens hverdage og skrives på skift af redaktionen på Netavisen Pio.

 


Flere artikler om emnet