Annonce

Aktuelt: Minister udvider pantordning, K-rokade og DF vil fryse LA ude

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Ellemann vil udvide pant til at gælde saft og juice

Fra 1. januar 2020 vil der også være pant på flasker med juice og saft i. Det fortalte miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i dag. Det skriver DR.

”En af de ting, jeg har undret mig over meget længe, er, hvorfor der er pant nogle typer af flasker og ikke på andre typer. Nogle af dem er der gode grunde til, fordi det er noget med lugte og sådan noget. Men lige præcis med dem her er der ikke nogen god grund til, så derfor udvider vi det nu,” siger Jakob Ellemann-Jensen til DR.

Panten vil være 1 kr. for glasflasker og dåser under en liter, 1,5 kr. for plastflasker under en liter og 3 kr. for al emballage mellem 1-20 liter. Efter sommerferien vil ministeren præsentere en plastik-handlingsplan med flere initiativer.

Du kan læse hele historien her.
Jarlov-udnævnelse udløser konservativ ordførerrokade

Brian Mikkelsens afgang som erhvervsminister og Rasmus Jarlovs indtræden på samme post har betydet, at de konservative har skullet fordele Jarlovs ordførerskaber på den resterende gruppe, der er blevet udvidet med suppleanten Merete Scheelsbeck. Det skriver Altinget.

Rokaden betyder blandt andet, at den måske mindre kendte Anders Johansson fra Ærø bliver ny finansordfører, beskæftigelsesordfører og skatteordfører. ”Jeg er glad for de nye poster og ser frem til de spændende opgaver, de fører med sig. Heriblandt finanslovsforhandlingerne, som vi tager fat på efter sommerferien,” udtaler han i en pressemeddelelse.

Johanssons nye ordførerskaber betyder også, at han overdrager social-, familie- og handicapordførerskaberne til Birgitte Klitskov Jerkel (K), som også bliver ny transportordfører. Derudover har Merete Scheelsbeck fået seks ordførerskaber og Naser Khader et ekstra.

Hele rokaden og alle ordførerskaberne kan ses her.
Thulesen Dahl: LA får ikke indflydelse på nyt blåt regeringsgrundlag

Kemien har været dårlig mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance flere gange i denne valgperiode, og det understreges af et nyt interview med Jyllands-Posten, hvor DF-formanden siger, at LA hverken skal med i en ny blå regering eller have indflydelse på et regeringsgrundlag.

”Det bliver dem, der laver en regering, der også laver et regeringsgrundlag. Og det skal kun afspejle kompromiset blandt de partier, som indgår i en ny regering,” siger Thulesen Dahl til avisen og fortsætter: ”Det bliver en nydannet regering, hvor Liberal Alliance så ikke er en del af regeringen.”

Dansk Folkeparti mener desuden, skriver Jyllands-Posten, at ”broderparten” af den førte politik skal laves mellem DF, Venstre og Socialdemokratiet og dermed uden om LA, der ifølge Thulesen Dahl ”gidseltager” dansk politik.

Læs hele historien her.
AE-Rådet og 3F ude med riven efter rapport om mangel på arbejdskraft

Cheføkonomerne fra 3F og AE-Rådet kritiserer ny rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i en kronik i Berlingske Business. Rapporten fra styrelsen påpeger mangel på arbejdskraft i flere brancher, og det fik beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til at advare imod overophedning. Det er dog at gå for langt, mener cheføkonomerne, som kritiserer undersøgelsen for ikke at have ”statistisk belæg” for påstanden.

”Ser man på undersøgelsen (…), var der konkret 16.800 såkaldte forgæves rekrutteringer i 1. halvår 2018. Sammenlignet med samme periode sidste år, er der tale om en stigning på 1.300. I forhold til, at antallet af forgæves rekrutteringer er behæftet med en statistisk usikkerhed på +/- 1.600, er stigningen så lille, at den ikke er ”signifikant”. Det betyder, at man ikke kan afvise, at antallet af forgæves rekrutteringer det seneste år har været uændret,” skriver de to økonomer i kronikken. ”I lyset af de mange historier, der har været i pressen om mangel på arbejdskraft, er det i sig selv bemærkelsesværdigt, at der på baggrund af den nye undersøgelse ikke engang er statistisk belæg for, at der har været en stigning,” fortsætter de.

Hele kronikken kan læses her.
Danmark tøver med støtte til albansk og makedonsk EU-medlemskab

I dag tirsdag mødes de 28 EU-medlemslande i Luxembourg for at fortælle deres holdning til om, EU skal påbegynde optagelsesforhandlinger med Albanien og Makedonien, og her er Danmark tøvende, afventende og kritisk, skriver Altinget.

”Et flertal i Folketinget har derfor givet regeringen et forhandlingsmandat, der ifølge Altingets oplysninger giver regeringen fleksibiliteten til at vurdere, hvordan den skal handle på selve rådsmødet. Det er altså hverken et klart ja eller nej”, skriver mediet om beslutningen fra Folketingets europaudvalg, som kaldes et ”lurepasser-mandat”.

Holland ventes dog at nedlægge veto mod, at EU skal igangsætte forhandlinger med de to lande. En sådan beslutning kræver enstemmighed mellem medlemslandene.

Læs hele historien her.

 
Pio Podcast: Arveafgiften under angreb

Arveafgiften er blevet genstand for slagsmål på den politiske kampplads. Er den en urimelig beskatning af døden eller den mest perfekte skat vi har?

Til at grave ned i materien på det følelsesladede spørgsmål har vi fået hjælp af Lars Andersen, direktør i AE-rådet, Kristian Weise, direktør i Cevea, samt Lisbeth Bech Poulsen, erhvervs-, finans- og skatteordfører fra SF. Chefredaktør på Netavisen Pio, Jens Jonatan Steen, er som altid vært.

Lyt med, når eksperter fra tænketankene og det politiske klima bevæger sig i dybden med et af dette års mest diskuterede fordelingsmæssige spørgsmål og bliv klogere på, hvilke argumenter, der oftest bringes frem fra begge sider af debatten.

Podcasten kan høres på SoundcloudiTunes og www.piopio.dk. Husk at anmelde og abonnere på podcasten!

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet