Aktuelt: Ministerrokade, advarsel fra Bondo og EU-regning til medlemslandene

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Ministerrokade giver comeback til Eva Kjer, taburet til Jakob Ellemann og en overraskelse

Søren Pinds og Esben Lunde Larsens exit i går udløste i dag en ministerrokade. I rokaden forlader fiskeriminister Karen Ellemann også regeringen. Rokaden har gjort tidligere miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til ny minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde, mens hidtidig politisk ordfører Jakob Ellemann-Jensen er udnævnt som ny miljø- og fødevareminister. Ny uddannelses- og forskningsminister er – ganske overraskende – iværksætteren og erhvervsmanden Tommy Ahlers.

Hele historien kan læses her.
Karsten Lauritzen mister magtfuld post i regeringen

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) mister sin plads i regeringens magtfulde økonomiudvalg til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V). Det står klart efter dagens ministerrokade, som altså også medførte en mindre rokade i et af de interne regeringsudvalg. Det skriver Altinget.

I økonomiudvalget sidder også finansminister Kristian Jensen (V), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA). Dermed har Lars Løkke hevet en af sine egne støtter ind i økonomiudvalget, mens Kristian Jensen-væbneren Karsten Lauritzen er røget ud.

Hele historien kan læses her.
Anders Bondo opfordrer vrede lærere til at stemme ja

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, advarer landets lærere imod at stemme nej i den kommende urafstemning om den nye offentlige overenskomst. Overenskomsten indeholder som bekendt ikke en ny arbejdstidsaftale, men henlægger sagen til en kommission. Det siger han i interview med Berlingske.

”Men jeg håber, at folk virkelig vil overveje, hvordan vi bedst kan få bedre arbejdsvilkår. Og dér ligger muligheder i den aftale, vi har,” siger han til avisen. Kan lærerne vinde andet ved et nej end protesten i sig selv?, spørger Berlingske. ”Det mener jeg ikke. I januar og februar var jeg rundt på en række medlemsmøder, og dér prøvede jeg at sige, at vi gerne tager en konflikt, hvis vi tror, det skaber bedre arbejdsvilkår. Men jeg har meget svært ved at se, hvordan man gennem en konflikt laver en rigtig god arbejdstidsaftale,” vurderer Anders Bondo Christensen over for avisen.

Danmarks Lærerforenings cirka 60.000 medlemmer skal stemme i en urafstemning 25. maj-3. juni. I tilfælde af et nej, går lærerne i strejke fra 11. juni.

Hele historien kan læses hos Berlingske på nettet her (bag betalingsmur).
Brexit giver regning til medlemslande i EU-budget

Efter briternes afstemning om at forlade Den Europæiske Union er der en regning, der skal fordeles mellem medlemslandene. Det store spørgsmål var, om det skulle ske gennem besparelser eller en større regning til de tilbageværende lande. EU-Kommissionen lægger med sit nye budgetforslag op til, at det skal ske på sidstnævnte måde. Det skriver Danmarks Radio.

”EU-Kommissionen har lige præsenteret et EU-budget på størrelse af 28 medlemslande. Men vi er kun 27 medlemslande til at finansiere det. Et mindre EU bør betyde et mindre budget,” skriver statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på Twitter. Han er dermed skeptisk over kommissionens udspil og udsigten til et større dansk EU-bidrag.

Ifølge Kommissionen må EU´s budget maksimalt udgøre 1,114 procent af landenes samlede bruttonationalindkomst (BNI). I dag udgør budgettet 1 procent af den samlede BNI.

Hele historien kan læses her.
Pio Podcast: Industriens unge fremtid

Er vi ved at uddanne et videnssamfund, hvor andelen af unge med praktiske kompetencer er i frit fald?

Den problemstilling tager Pio Podcast i denne episode hånd om. Til det får vi assistance af Mads Andersen, gruppeformand for industrigruppen i 3F, Annette Lind, beredskabs- og undervisningsordfører for Socialdemokratiet, samt Mark Jensen forhenværende formand i Ungdommens Uddannelsesvejledning Danmark og nuværende centerleder for selv samme i Køge Bugt.

Så lyt med i denne uge, når Netavisen Pio renser den danske industriskorsten fri for fordomme, og ser hvad der gemmer sig af perspektiver inden under.

Podcasten er som altid sponsoreret af Dansk Metal og HK/Danmark, og Jens Jonatan Steen er vært. Podcasten kan høres på SoundcloudiTunes og www.piopio.dk

 

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet

Annonce