Henter indhold

11. august 2017

Nyheder
Aktuelt: Muslimske friskoler, hæren til grænsen og nyt BNP
Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
11. august 2017

Mette F vil lukke muslimske friskoler
Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen gentager i et interview med BT partiets forslag om, at fjerne statstilskuddet til friskoler, der har en andel af elever med udenlandsk baggrund på over 50 procent. Og hun lægger ikke skjul på, hvad hensigten er: ”Når vi lægger forslaget frem, så er det med et ønske om at lukke de muslimske friskoler”.

Mette Frederiksen henviser til en række afsløringer af, at muslimske friskoler har promoveret terrororganisationer som Hamas og spredt antisemitisk propaganda. Hun mener, at skolerne repræsenterer et parallelsamfund, som der skal gøres op med:

”Jeg må være ærlig og sige, at grundlæggende er det ikke en god idé med muslimske friskoler. Når man er barn i Danmark er det utrolig vigtigt, at man vokser op i den danske kultur og den danske hverdag. Ligegyldigt hvordan, man vender og drejer det, så er en friskole, der tager udgangspunkt i Islam, ikke en del af majoritetskulturen i Danmark”.

Læs mere her.

Regeringen vil sætte militæret ind
Venstre holdt i dag pressemøde i forbindelse med partiets sommergruppe. Mens Løkke ikke havde meget at sige om efterårets kommende slagsmål om topskatten, hvor regeringen er i mindretal, så brugte han i stedet tiden på kongehuset og bandekonflikten.

Særligt ét forslag har tiltrukket sig opmærksomhed: Regeringen vil lade militæret overtage en række bevogtningsopgaver, blandt andet grænsekontrollen. Det skal frigøre ressourcer til, at politiet kan prioritere den aktuelle bandekonflikt i København.

Dansk Folkeparti er glade for udmeldingen. Derimod har både SF, Enhedslisten og Radikale Venstre allerede vendt tommelfingeren nedad. ”Vi er ikke i krig. Det er uacceptabelt at indsætte militæret ved grænsen. Regeringen er på vildt skråplan.”, lyder det fra SF’s Lisbeth Bech Poulsen.

Alternativet vil have biodiversitet med i BNP
Også Alternativet holder sommergruppemøde denne fredag. Her forsøgte Uffe Elbæks tropper at konkretisere deres forslag om et nyt mål for samfundets udvikling, som de har talt så meget om siden partiets stiftelse, og som skal erstatte det nuværende fokus på bruttonationalproduktet (BNP).

“BNP er i dag ikke et tilstrækkeligt seriøst grundlag til at vurdere, hvordan det går med Danmark. Vi bliver nødt til ikke blot at kigge på den økonomiske bundlinje, men også på den sociale og den miljømæssige.”, fortæller partileder Uffe Elbæk til Altinget.dk, der tilføjer, at udspillet ”er nok det mest seriøse udspil, vi er kommet med.”

I stedet vil Alternativet indføre det, partiet kalder ”De tre bundlinjer”, hvor økonomiske mål suppleres med sociale og miljømæssige mål for samfundsudviklingen. Det betyder, at vi fremover skal til at måle på parametre som ’meningsfuld beskæftigelse’, ’biodiversitet’ og ’livstilfredshed’, når vi skal vurdere, at det går godt i Danmark.

Dermed er Alternativet dog slet ikke færdig. På bedste Alternativistisk vis skal oplægget nu diskuteres rundt om i landet, inden det endelige forslag ligger klart.

Vikaren fra helvede får toppost
Karsten Hønge, ’Vikaren fra helvede’, bliver ny politisk ordfører for SF. Hidtil har posten været delt mellem partiformand Pia Olsen Dyhr og gruppeformand Jakob Mark.

”Det kan da godt være, at partiet har brug for en, der sparker igennem. Og man mener, at det vil fungere godt med en formand, en gruppeformand og en politisk ordfører”, siger Hønge til TV2.

Han fik sit tilnavn tilbage i 2014, da han som suppleant i folketingsgruppen var en afgørende faktor i SF’s udtræden af regeringen og Annette Vilhelmsens fald som SF-formand i forbindelse med DONG-sagen.

Emner:

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO