Annonce

Aktuelt: Nedslidning, tænkepauser, røde linjer og prins Henrik

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Vælgere hos S og DF er mest bekymrede for nedslidning
En undersøgelse for fagforeningen Fødevareforbundet NNF viser, at bekymringen over et hårdt arbejdsliv er størst hos danskere, der stemmer Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti.

Frygten er størst hos Dansk Folkepartis vælgere, hvor 56 procent frygter nedslidning. Andelen er lidt lavere hos Socialdemokratiet, hvor 51 procent frygter, at deres arbejde slider dem fysisk ned.

Samlet set er det 40 procent af de adspurgte, som frygter nedslidning.

Det burde ringe politikerne op, mener Socialdemokratiet Mattias Tesfaye.

”Hele Folketinget skulle blive bedre til at lytte til de folk, der har nedslidende arbejde. Nogle gange, når vi render rundt herinde på de bløde gulvtæpper med gratis kaffe og frugtkurve og MUS-samtaler (medarbejder-udviklingssamtale red.), så glemmer vi, hvordan et rigtigt arbejdsliv er,” siger Mattias Tesfaye til NNF.

Tænkepauserne breder sig i kommunale overenskomstforhandlinger
I weekenden kunne Dansk Lærerforening og formand Anders Bondo Christensen meddele, at forhandlingerne med KL om en ny aftale om arbejdstid var strandet, og at han derfor havde meldt en ’tænkepause’ til forhandlingspartnerne i KL.

Det har i dag fået de resterende faglige organisationer, som forhandler overenskomster sideløbende til at melde ud, at de heller ikke ser deres forhandlinger skride fremad, så længe det står stille hos lærerne.

Før forhandlingernes start i december, erklærede de samlede faglige organisationer, at de havde indgået en solidaritetspagt om, at en ny overenskomst kun kunne forhandles på plads, hvis det også betød en ny aftale om arbejdstid for lærerne. Og det får altså konsekvenser for de videre forhandlinger nu.

Onsdag skulle parterne have mødes, men det bliver ikke til noget, melder Dennis Kristensen, forbundsformand for FOA, til Avisen.dk.

”Det bliver i stedet en snak om, hvordan Kommunernes Landsforening forestiller sig det videre forløb af både forhandlingerne om lærernes arbejdstid og forhandlingerne om de generelle krav, som gælder alle ansatte i kommunerne. Vi kommer ikke til at afslutte forhandlingerne på alle andre områder, mens lærerne stadig hænger.”

De røde linjer ulmer hos EL
Hovedbestyrelsesmedlemmer hos Enhedslisten har fået Socialdemokratiets nye udlændingeudspil galt i halsen. Og det får nu flere til at pege på de røde linjer, Enhedslistens hovedbestyrelse sidste år vedtog, at de kunne sætte op overfor en s-ledet regering, og derigennem kunne trække støtten til regeringen som konsekvens.

Til DR udtaler Allan Ahmad ”Hvis det her udspil står i et regeringsgrundlag, så kan jeg ikke forestille mig, at vi bakker op om Mette Frederiksen.”

Et hovedbestyrelsesmedlem lufter også ideen om, at Enhedslisten – i tilfælde af, at Socialdemokratiet får sine ønsker på udlændingeområdet med i et kommende regeringsgrundlag – i stedet kunne pege på deres egen politiske leder, Pernille Skipper, som statsminister.

”Jamen, hun ville altså ikke finde på sådan noget pjat som Mette Frederiksen,” siger hovedbestyrelsesmedlem Gunna Starck til DR.

Hovedbestyrelsen har dog ikke officielt taget stilling til Socialdemokratiets udspil, og hos Socialdemokratiet tager man udmeldingerne med sindsro.

”Jeg synes, at Enhedslisten skulle bruge nogle flere kræfter på at diskutere, hvordan vi får en ny regering, frem for hvordan man i givet fald vil kunne komme af med den igen. Det må være i alles interesse,” udtaler politisk ordfører Nicolai Wammen til DR.

Kongehuset: Prins Henrik hjem til Fredensborg ’i den sidste tid’
Kongehuset sætter nu ord på spekulationer, som har svævet omkring prins Henriks seneste indlæggelse, og bekræfter i en pressemeddelelse, at prinsen er meget alvorligt syg.

I hvert fald har kongehuset i dag udsendt en pressemeddelelse, hvori det kort formuleres ”Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er i dag blevet overført fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot, hvor Prinsen ønsker at opholde sig i sin sidste tid.”

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet