Aktuelt: Nyt politisk onlinemedie, russisk gas til DK og chefredaktører sigtet

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.  
Dansk Folkeparti lancerer onlinemedie

Dansk Folkeparti bidrager nu til det danske mediebillede med et onlinemedie, der skal formidle nyheder ud fra et borgerligt nationalt udgangspunkt. Mediet, som hedder ditoverblik.dk, er finansieret af Dansk Folkeparti, men skal ifølge den tilknyttede chefredaktør Steen Trolle drives uafhængigt af partiledelsen.

Til MediaWatch udtaler han:

”Jeg er afhængig af, at jeg sender en regning til DF, som DF betaler. På den måde kan man sige, at det i sidste ende er DF, som står for sitet. Men vi har lavet en skriftlig aftale om, at det er mig, der redigerer siden, og at det er mig, der har det fulde redaktionelle ansvar. Og det har jeg, indtil enten de eller jeg ikke synes, jeg skal have det længere.”

Du kan læse mere om historien her.
 

Andelen af russisk gas til Danmark er seksdoblet på få år

Salget af russisk gas til Danmark er seksdoblet siden 2013, viser en opgørelse fra det russiske statskontrollerede energiselskab Gazprom, skriver Berlingske via Ritzau. Det er det danske selskab Ørsted, som tidligere gik under navnet DONG Energy, der er aftager af de store mængder gas.

Udviklingen vækker forundring hos Socialdemokratiet, hvor udenrigsordfører Nick Hækkerup kalder det ’underligt’ at salget er vokset i samme periode, som Rusland har optrådt aggressivt på den internationale scene.

”Men når vi har danske soldater i de baltiske lande, og vi har sanktioner i forlængelse af Krim, så er det selvfølgelig underligt, at Danmark er med til at stimulere russisk eksport af gas,” siger Nick Hækkerup til Ritzau.

Læs mere om historien her.

 
Chefredaktører sigtet i sag om omstridt bog

Chefredaktøren for Ekstra Bladet, Poul Madsen og Christian Jensen, chefredaktør for Politiken, er blevet sigtet for at videregive fortrolige oplysninger. Det skriver DR.

Det sker i forbindelse med, at de to aviser bragte uddrag af bogen ’Syv år for PET’ på trods af, at Københavns byret havde afsagt et midlertidigt fogedforbud mod bogen. Dermed skulle aviserne have videregivet fortrolige oplysninger om Politiets Efterretningstjenestes arbejde i den forbindelse.

Bogens hovedperson, den tidligere chef for PET, Jacob Scharf, er også sigtet for at bryde sin tavshedspligt og videregive fortrolige oplysninger. Retssagen mod ham starter i september.

Christian Jensen udtaler til DR:

”Jakob Scharf har både før og efter offentliggørelsen sagt, at han ikke mener, at han overtræder sin tavshedspligt, og det har vi ikke haft grund til at betvivle, da han jo var den øverste chef i PET,” og fortsætter

”Langt de fleste oplysninger om terrorsagerne, der gennemgås i bogen, har tidligere været offentliggjort. Bogen har væsentlig samfundsmæssig interesse fra en tid, hvor terrortruslen blev hverdag i dette land.”

Læs om sagen her.

 
Venstre og DF overvejer fængselsbøder til burkaklædte

Ovenpå meldingen om, at den fransk-algeriske rigmand Rachid Nekkaz kommer til Danmark for at betale bøder for overtrædelse af tildækningsforbuddet, spekuleres det fra V og DF i, om strafferammen skal lægges om. Det skriver DR.

Den fransk-algeriske rigmand er kendt for sin udmelding om, at han betaler de bøder, som burka- og niqab-klædte kvinder måtte få i lande, der som Danmark har vedtaget et forbud. Han har blandt andet betalt bøder i Frankrig og Belgien, som har haft et forbud i længere tid.

Tildækningsforbuddet trådte i kraft 1. august, og en kvinde fra Hørsholm har ind til videre fået en bøde for at bære niqab.

”[…] dette er en anledning til, at regeringen overvejer, om vi skal indføre fængselsstraf. Man kan måske betale bøder for andre, men man kan ikke sidde den af for andre,” siger Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, til DR.

Marcus Knuth, udlændinge- og integrationsordfører for Venstre, melder også DR, at der ved gentagne overtræder kunne overvejes en ’mild’ fængselsstraf.

Læs mere om historien her.

 
USA-nyt: spændende primærvalg i nat

Natten mellem tirsdag og onsdag er der en række primærvalg i USA, og til de interesserede giver vi derfor ordet videre til onlinemediet FiveThirtyEight, som kan tilbyde en detaljeret gennemgang.

Et af den spændende valg sker i Michigan, hvor det ser ud til, at den etablerede demokratiske kandidat til guvernørposten, Gretchen Whitmer, bliver seriøst udfordret af den progressive kandidat Abdul El-Sayed, der er tidligere sundhedsdirektør i Detroit og offentligt støttet af Bernie Sanders. Dermed kan han måske ride videre på den socialistiske bølge, som vi beskrev i går.

Du kan læse om dette valg og de mange andre lige her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet

Annonce