Annonce

Aktuelt: Nyt skilsmissesystem, konflikt i sigte og et brud i Slagelse

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Bred enighed om et nyt skilsmissesystem
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) kunne i dag præsentere en aftale om et nyt familieretligt system. Alle folketingets partier står bag den nye aftale, der skal understøtte familier under en skilsmisse.

Centralt i aftalen er et ønske om at sætte barnet i fokus, og indeholder blandt andet et krav om en ’reflektionsperiode’ på tre måneder for par med børn, der ønsker skilsmisse. Her ”tilbydes forældrene og barnet rådgivning, ligesom der vil være et tilbud om en målrettet rådgivnings- og afklaringssamtale, der skal give forældrene viden om bruddets betydning for barnet og den bedste måde at støtte barnet på i situationen,” står der på regeringens hjemmeside, Regeringen.dk, hvor man også kan læse mere uddybende om aftalens øvrige elementer.

Udspillet bliver rost af interesseorganisationerne Børns Vilkår og Red Barnet, som er glade for det nye fokus på barnets interesser i en skilsmissesituation.

"Samlet set er vi virkelig begejstrede. Aftalen løser på et vidensbaseret grundlag en række af de problemer, der er i det nuværende skilsmissesystem," siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår siger Berlingske:

Også Jonas K. Lindholm, direktør for Red Barnet, roser den nye aftale på Twitter.

 

Fagforeningsformand forventer konflikt
Grethe Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd og Sundhedskartellet, som forhandler for 112.000 offentligt ansatte indenfor sundhedssektoren, er ikke optimistisk efter nye møder i Forligsinstitutionen. Det skriver DR.

”Det bliver svært at finde tiden til at høvler de sidste knaster af, før en strejke bryder ud næste onsdag,” siger hun til DR og henviser til de strejkevarsler, der blev udsendt fra de faglige organisationers side med start fra den 4. april.

Grethe Christensen forhandler på vegne af Sundhedskartellet med Danske Regioner om nye overenskomster for sine medlemmer, og hun er klar i spyttet omkring forhandlingsklimaet: ”Vores medlemmer har set, at det her er et meget politisk styret forhandlingsforløb, som vi aldrig har set mage til før. De er helt klar på at stå fast på det her, også selvom vi måtte komme i mål med nogle lønmæssige resultater, så mener de også, det er vigtigt, at vi står sammen om de fælles resultater i hele fagbevægelsen,” siger hun til DR.

Læs mere her.

 

Opgør med samarbejdsaftale i Slagelse
Mandag aften kom det til et stort opgør i Slagelse byråd, blot få måneder efter at alle byrådets partiet var blevet samlet om en samarbejdsaftale, kan Altinget berette.

Samarbejdsaftalen var i sig selv en bedrift oven på et tumultarisk forløb efter efterårets kommunalvalg, hvor det endte med en bemærkelsesværdig aftale mellem Socialdemokratiets John Dyrby Paulsen og Liberal Alliances Villum Christensen, som kunne samles i en konstituerende aftale, hvor de enedes om at dele borgmesterposten imellem sig i valgperioden, med to år til hver – startende med John Dyrby Paulsen i borgmesterstolen.

Men den brede aftale varede altså kun til mandag aften, hvor flertallet bag John Dyrby Paulsen ophævede samarbejdsaftalen og satte sig på formandsposterne i samtlige udvalg.

Borgmesteren begrunder bruddet med dårligt samarbejdsklima. Til Altinget udtaler John Dyrby Paulsen: ”Man kan ikke både køre en kurs med hård personlig konfrontation og så have en samarbejdsaftale. Igen i dag blev jeg beskyldt for magtmisbrug. På et tidspunkt må man sige, at nok er nok.”

Læs mere om sagen hos Altinget.

 

Podcast: Banker på spring, penge i skjul
I denne uges podcast sætter Netavisen Pio fokus på bankernes rolle i forbindelse med blandt andet skattesnyd og hvidvaskning af penge.

Lyt med, når Jeppe Kofod, der til dagligt sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, Frederik Vad, forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), samt David Bentow, redaktør på finansmagasinet FinansWatch giver deres bud på, hvordan grebet om svindlerne kan strammes.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet