Annonce

Aktuelt: OK18: Fuld knald på forhandlinger, udligningsreform udskudt og DF siger nej til ghettoplanens fiansieringsdel

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
OK18: Der forhandles på fuld knald i Forligsen
Der forhandles i disse timer på fuld knald i Forligsinstitutionen – forhandlerne på det kommunale, regionale og statslige område forhandler sideløbende.

I skrivende stund er det uvist om der landes et forlig inden deadline kl. 23.59 i aften. Forligsmanden har dog mulighed for at lade forhandlingerne fortsætte også efter midnat - forudsat at urene sættes i stå. Uden forlig vil danskerne vågne op til udsigt til en altomfattende storkonflikt af historiske dimensioner med strejker fra 22. april og lockout fra 28. april. Omfattende omkring 500.000 ansatte i kommuner, regioner og staten.

Læs mere her.

 

Forhandlinger om udligningsreform brudt sammen
Regeringen kan ikke få flertal for en reform af det kommunale udligningssystem, og derfor er arbejdet skudt til efter næste folketingsvalg. Det siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

”Jeg ærgrer mig over, at det ikke er lykkedes at samle et flertal af partier for at følge op på politiske aftaler, flere af dem selv har været med til at indgå. Selv har jeg set arbejdet med at justere udligningen som en bunden opgave. Det har især handlet om at rette systemfejl og rette op på ubalancer. Men jeg må konstatere, at andre har lagt vægt på partiegoistiske hensyn,” lyder vurderingen fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Læs mere her.

 

Flertal vil gøre danskernes elregninger mindre
Det er kun en lille del af elregningen, der betaler selve strømmen. Resten består af afgifter, moms og tilskud til den grønne omstilling.

Men det vil regeringen ændre på med sit kommende energiudspil. Det vil byde på "en markant sænkelse" af elafgiften, fortæller skatteminister Karsten Lauritzen (V) til Ritzau.

Socialdemokratiet ønsker at målrette afgiftslettelser til grøn omstilling.

Læs mere her.

 

DF siger nej til at Landsbyggefonden skal finansiere ghettoplan
DF siger nu også fra - akkurat som S og venstrefløjen - over for regeringens forslag til finansiering af ghettoplanen.

"Regeringen har klart fremlagt en dybt urimelig finansieringsdel, som vi i Dansk Folkeparti ikke vil støtte," skriver DF's erhvervsordfører Hans Kristian Skibby i et debatindlæg i altinget.dk

”På trods af mange positive ting i ghettoplanen, herunder øgede muligheder for at opsige lejemål, hvor der bor kriminelle beboere, fejler planen fuldstændigt, når det gælder finansieringen," skriver Hans Kristian Skibby og fortsætter:

"Regeringen vil tage 12 milliarder kroner ud af Landsbyggefonden, som er en fond, der udelukkende består af de almene beboeres betalinger.

Pengene bliver indbetalt af lejerne, når deres boligafdelings realkreditlån udløber, og de er øremærkede til renoveringer af alle almene bebyggelser i Danmark."

Læs mere her.

 

Seneste Pio Podcast
Puster Putin sig bare op, eller udgør Rusland egentligt en reel trussel mod vesten?

Det diskuterer folketingsmedlem Nick Hækkerup, der er tidligere forsvarsminister og nuværende udenrigsordfører for Socialdemokratiet, Jens Worning, der er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg samt Flemming Splidsboel Hansen, der er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier med chefredaktør for Netavisen Pio, Jens Jonatan Steen.

 

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skives på skift af redaktionen på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet