Aktuelt: Politikere trues, kommune fortryder brev, bageri smadret og forskere under pres

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Politikere står frem om dødstrusler og tilsvininger

I en rundspørge til medlemmerne af Folketinget svarer mange, at de har modtaget trusler på livet, vold, voldtægt og mod deres familier. 18 ud af 63 politikere, der har svaret, har oplevet trusler på livet. Beskeder med ord som tortur, syrebad, halshugning og andre grumme ting er blandt det, politikerne har fået ind på mail eller sms eller andet. Det skriver Ritzau ifølge Berlingske. Berlingske har også lavet en dertilhørende video på Facebook, hvor flere politikere oplæser de hadske beskeder, de har modtaget.

 

Aarhus-forskere under pres, da de ændrede syn på landbrugspakken

Berlingske skrev lørdag, at nye dokumenter viser, at en række forskere ved Aarhus Universitet udtalte sig under et stort pres, da de vendte rundt på en tallerken i november 2017 og pludselig udtalte sig kritisk om en kritisk rapport om landbrugspakke. Rapporten var betalt af Danmarks Naturfredningsforening og kritiserede regeringens omstridte landbrugspakke. Den ansvarlige ledelse på området på AU frygtede ifølge avisen at miste kontrakter i milliardklassen hos staten, da regeringen nærmest sideløbende foreslog at sende en række opgaver i udbud, som universitetet hidtil havde løst. Herefter valgte forskerne så altså at kritisere den regeringskritiske landbrugsrapport.

 

Skive Kommune trækker udskældt brev til kontanthjælpsmodtagere tilbage

I sidste uge blev Skive Kommune kraftigt kritiseret for et brev til kommunens kontanthjælpsmodtagere. I brevet fremgår det, at kommunen kræver, at borgere, der modtager kontanthjælp, skal tilses af kommunens sygeplejerske, hvis de melder sig syge om morgenen. Men nu trækker kommunen brevet tilbage, skriver Skive Folkeblad. Ifølge kommunens arbejdsmarkedschef er der tale om fejl.

- Det er gået for stærkt, og det er en fejl, at brevet er blevet sendt ud. Det er en sagsbehandler, der har brugt et forkert brev, som ikke er gældende endnu, og det beklager vi, siger arbejdsmarkedschef Dorthe Hamrum til folkebladet.

 

Alis bageri knust af afpressende bander

Fem unge gerningsmænd med baseballbat og jernstænger har raseret Kaj Bageri i Tingbjerg i København i lørdags. Det skriver TV2 Lorry. Ali Parnian, den 19-årige iranskfødte ejer af Kaj Bageri, afviste at betale såkaldte beskyttelsespenge til en lokal bande. Herefter blev hans livsværk totalsmadret af gerningsmændene. - Jeg kan ikke arbejde her. Hvem vil komme og købe brød eller mad her, når de ved, det ikke er sikkert, siger Ali Parnian til Lorry.

Sagen har fået en række politikere til at udtrykke deres sympati for ejeren og foragt for gerningsmændene. De Konservatives Mette Abildgaard har sågar fået indsamlet 100.000 kroner i en støtteindsamling til bageriets ejer i skrivende stund.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kommentarer fra Facebook