Annonce

Aktuelt: Regeringen vil have flere praktiserende læger, S vil stange bøder ud til folk på flugt og politikere frifundet for at tale grimt om havnearbejdere

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Regeringen vil have flere praktiserende læger

I dag har 70 procent af alle praktiserende læger lukket for tilgang og kan ikke tage imod nye patienter. Derfor lancerede sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) i dag et udspil, som skal få flere til at vælge at blive praktiserende læge,

Ministeren kalder det et løft af almen praksis og ”et banebrydende udspil”.

”Med 120 millioner kroner til drift og 623 midler til modernisering og oprettelse af læge- og sundhedshuse, og giver vi lægerne mulighed for at løse nye opgaver, og vi giver dem bedre mulighed for at indrette sig efter patienternes behov. Den praktiserende læge er tiltænkt en central rolle i realiseringen af visionen for et moderne, nært og sammenhængende sundhedsvæsen til gavn for patienterne,” siger hun i en pressemeddelelse.

Regeringen vil derfor oprette flere studiepladser og så skal flere praktiserende læger samles i lægehuse og lægehusene skal overtage flere opgaver som i dag ligger på hospitalerne.

Læs hele udspillet her.

 
Socialdemokratiet vil hæve bøden for at flygte for Arbejdstilsynet

Uacceptabelt, siger beskæftigelsesministeren om medarbejdere, der flygter, når Arbejdstilsynet kommer på virksomhedsbesøg. Højere bøder, kædeansvar og flere penge til tilsynet er opskriften på at løse problemerne, mener Socialdemokratiet. Det skriver Avisen.dk.

I en periode i 2017 tog i alt 103 personer flugten, når Arbejdstilsynet øst for Storebælt kom på besøg, viser et svar givet af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) til Folketingets beskæftigelsesudvalg. Det er oftest udenlandsk arbejdskraft på byggepladser og i restaurationsbranchen, der tager flugten.

Står det til Socialdemokratiet skal der tilføres flere penge til Arbejdstilsynet. Mattias Tesfaye ønsker desuden at ramme arbejdsgivere, der bryder reglerne, endnu hårdere på pengepungen.

”Det er klart, at bødestraffen er for lav. Det virker, hvis arbejdsgiverne ved, at hvis de systematisk ansætter uden arbejdstilladelse, koster det en stor bøde,” siger Mattias Tesfaye til Avisen.dk.

Ministeren vil have Arbejdstilsynet til at registrere når de oplever at folk flygter.

Læs hele historien her.


Regeringen udskyder lukning af FM-bånd
Regeringen vil lukke FM-båndet, fordi der er plads til flere digitale radiokanaler. Ved at lukke FM vil regeringen fremskynde overgangen til digital radio.

Men det kan være en trafikmæssig risiko, at mange bilister ikke længere vil kunne modtage trafikmeldinger, hvis FM-båndet allerede lukkes i 2021, hvilket regeringen har lagt op til i sit medieudspil.

Kulturminister Mette Bock (LA) var mandag i samråd om sagen. Og på det samråd fortalte hun, at hun er indstillet på at udskyde tidspunktet for det seneste FM-sluk til 2023. Og den medling  glædede Socialdemokratiets ordfører, Rasmus Prehn, der havde rejst sagen.

 


Historiker: Ingen grund til bekymring over socialdemokratisk et-partiregering
SR-regeringer har været undtagelsen siden krigen og ikke et eksklusivt samarbejde, skriver historiker Martin E.O. Grunz i en kronik i Politiken, på baggrund af Socialdemokratiets beslutning om på forhånd at udelukke et regeringssamarbejde med de radikale.

”Med Socialdemokratiets melding 4. juni om at gå til valg på at danne en socialdemokratisk et-partiregering er det betimeligt at se nærmere på postulatet om SR-samarbejdets politiske dominans. Det baserer sig i al væsentlighed på erfaringerne og erindringerne fra Poul Nyrup Rasmussens regeringer 1993-2001. Disse repræsenterer, sammen med Thorvald Staunings regeringer 1929-40, den absolut længste periode, hvor Socialdemokratiet og R var i regering sammen,” skriver han blandt andet.

Han skriver også, at en lang række af vigtige politiske reformer er gennemført af socialdemokratiske et-partiregeringer:

”På trods af at Socialdemokratiet havde svingende valgresultater, lykkedes det at skabe brede flertal for en afgørende sikring og modernisering af Danmark. Danmarks internationale forankring og velfærdssamfundets kernebeslutninger blev i afgørende grad gennemført af socialdemokratiske et-partiregeringer.”

Kronikken i sin helhed kan læses her.

 
Politikere frifundet for at tale grimt om havnearbejdere

I den lidt mere kuriøse ende, så er to aarhusianske politikere, borgmester Jacob Bundsgaard (S) og byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V), er mandag blevet frifundet af Retten i Aarhus i en sag om ærekrænkende udtalelser under et byrådsmøde. Det skriver BT.

Tre kranførerne krævede hver 25.000 kroner og et dementi af udtalelser fremsat under et byrådsmøde tilbage i 2015, i en sag der handlede om hvorvidt de havde mobbet kolleger der tog overarbejde.

”Uanset at ordene "mobning", "mobbe" og "illoyalitet" var anvendt, var der ikke tale om udtalelser af en sådan grovhed, at der forelå en retsstridig krænkelse af kranførernes ære,” skriver retten i sin dom.

Læs hele historien her.


Pio Podcast: Systemkritikken der blev væk
Har velfærdsstaten vokset sig til et frådende bureaukratisk monster, der fratager borgerne engagement, eller er problemet blæst ud af proportioner?

Er vi blevet så forvænnede af vores velfærdssystem, at vi efterhånden glemmer at stille de kritiske spørgsmål? Det spørgsmål stilles i den nyudgivne bog ’Velfærdsillusionen’. Netavisen Pio tager diskussionen op.

Pio Podcasts gæster er bogens forfatter, Nick Allentoft, der også er chefredaktør på netmediet denoffentlige.dk. Også Nanna Højlund, næstformand i LO, samt Kasper Fogh, politik- og kommunikationschef i tænketanken Cevea, er med på gæstelisten.

Har velfærdsstaten vokset sig til et frådende bureaukratisk monster, der fratager borgerne engagement, eller er problemet blæst ud af proportioner?

Lyt med i dagens podcast, hvor de skarpeste hoveder med erfaringer fra alle hjørner af den offentlige velfærdsmodel går sammen om at udpege, hvor de største forhindringer ligger, og hvordan vi i fællesskab kan overkomme dem.

Podcasten kan høres på Soundcloud, iTunes og www.piopio.dk. Husk at anmelde og abonnere på podcasten!

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet