Rød føring, fælles angreb på omprioriteringsbidrag, Macron: Europas sikkerhed garanteres ikke længere af USA

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Voxmeter: Rød føring

Samlet står rød blok med Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet til 50,6 procent af stemmerne - svarende til 91 mandater, mens blå blok med Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti står til 49,4 procent af stemmerne, svarende til 84 mandater.

Det fremgår af den nye meningsmåling fra Voxmeter, som Ritzau offentliggjorde mandag.

Det er en fremgang på seks mandater til rød blok i forhold til seneste folketingsvalg – omvendt går blå blok tilsvarende tilbage med seks mandater. Her mister Liberal Alliance og Dansk Folkeparti hver fire mandater. Nye Borgerlige når lige præcis ikke over spærregrænsen, ifølge meningsmålingen fra Voxmeter.

Her er Voxmeter-tallene parti for parti. I parentes er angivet fremgang/tilbagegang i forhold til seneste folketingsvalg. Nye Borgerlige opstillede ikke ved seneste folketingsvalg.

Socialdemokraterne: 26,7 procent – 48 mandater (+1)

Det Radikale Venstre: 5,8 procent – 10 mandater (+2)

Socialistisk Folkeparti: 4,3 procent – 8 mandater (+1)

Enhedslisten: 8,8 procent – 16 mandater (+2)

Alternativet: 5,0 procent – 9 mandater (-)

Rød blok, samlet: 50,6 procent – 91 mandater (+6)

Venstre: 19,3 procent – 35 mandater (+1)

Dansk Folkeparti: 18,3 procent – 33 mandater (-4)

Liberal Alliance: 5,1 procent – 9 mandater (-4)

Det Konservative Folkeparti: 3,9 procent – 7 mandater (+1)

Kristendemokraterne: 0,8 procent – 0 mandater (-)

Nye Borgerlige: 2,0 procent – 0 mandater

Blå blok, samlet: 49,4 procent – 84 mandater (-6)

 
DI, Dansk Metal og S på barrikaderne

Elevtallet er faldet 27 procent fra 2014 til 2017 på erhvervsskolerne. Det får Dansk Industri, Dansk Metal og Socialdemokratiet til i fællesskab at skyde med skarpt mod regeringen: Drop omprioriteringsbidraget, lyder det i treenighed.

”Nu er nok nok,” lyder det eksempelvis fra DI’s erhvervsuddannelseschef, Lone Folmer Berthelsen.

Læs mere her.

 
Ny FTF-rapport: God ledelse giver mindre stress og sygefravær

Både ledere og ansatte er ofte stressede, og begge grupper oplever problemer med arbejdspres og ledelseskvalitet.

Det viser en ny omfattende undersøgelse om ledelse og psykisk arbejdsmiljø, som COWI har udført for hovedorganisationen FTF, med svar fra 9.641 personer, herunder 702 ledere.

Mere end hver femte leder og medarbejder er stresset ofte eller hele tiden. Blandt årsagerne er et højt arbejdspres og manglende balance mellem krav og ressourcer.

Den nye rapport viser samtidig, at ledelseskvalitet har stor betydning for stress og sygefravær, og det gælder både for ledere med personaleansvar og menige medarbejdere.

Læs mere her.

 
DF'er trækker sig som formand efter kontroversielt opslag på Facebook

DF´er trækker sig som formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Faxe Kommune, efter et kontroversielt opslag på Facebook.

Steen Petersen (DF) trækker sig som formand for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i Faxe Kommune, efter han i et opslag på Facebook opfordrede spansk politi til at skyde mod migranterne, der kommer mod Europa via Middelhavet.

Læs mere her.

 
Macron: Europas sikkerhed garanteres ikke længere af USA

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron mener, at EU ikke længere kan regne med USA i forhold til dets sikkerhed.

Det fremhæver han, ifølge Ritzau, i en tale mandag i Paris til franske ambassadører.

"Europa kan ikke længere regne med USA i forhold til sikkerhed."

"Det er op til os at garantere europæisk sikkerhed," siger Macron.

Macron mener, at drøftelser om forsvarssamarbejde bør omfatte alle europæiske lande. Rusland kan også få en rolle, hvis der sker fremskridt i forholdet mellem Moskva og Ukraine.

Macron er i morgen på officielt statsbesøg i Danmark.

Læs mere her.

 

 

 

 

 

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce