Annonce

Aktuelt: Rygter om ministerrokade, Tulle inviterer Mette F til kaffe og Joachim B. Olsen står til exit

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra Socialdemokratiet, fagbevægelsen og verdens gang.
Rygter om ministerrokade: Ud med Thyra Frank
Ældreminister Thyra Frank (LA) står til fyring i en ministerrokade, som statsminister Lars Løkke Rasmussen planlægger at gennemføre efter påske. Det skriver BT, der har talt med flere kilder i regeringen.

”Det mest sikre ved den påtænkte rokade er, at Thyras Frank skal ud, og ministeriet bliver formentlig nedlagt,” siger en regeringskilde, der ønsker at være anonym, til BT.

I samme forbindelse skulle Venstres gruppeformand Søren Gade, som allerede har meldt ud at han ser sin fremtid i Europa-Parlamentet, være på vej til at få en fyreseddel.

Læs hele historien her.

 

Politikerne strammer skruerne for dem der løber fra skatteregning
Et nyt lovforslag fra Skatteministeriet vil gøre det lovpligtigt for skatteskyldnere at fortælle myndighederne, hvor de bor i udlandet. På den måde skulle det gerne blive nemmere at inddrive gælden til det offentlige. Det skriver TV2.

Og lovforslaget glæder Socialdemokratiet, der i sin tid foreslog det.

”Vi har sagt klart, at man ikke bare skal kunne stikke af fra regningen, hvis man flytter udenlands og har skattegæld. Og sådan har det nærmest været i en årrække,” skriver Jesper Petersen i en skriftlig kommentar til TV 2.

Læs hele historien her.

 

Thulesen Dahl inviterer Mette Frederiksen på kaffe
DF-formand Kristian Thulesen Dahl har i sit ugebrev inviteret hele den socialdemokratiske ledelse til ”kander med kaffe” for at drøfte udlændingestramninger.

Det sker, efter at Socialdemokratiet i forrige uge præsenterede et stort valgoplæg på udlændingeområdet med en lang række stramninger, som skal begrænse den ikke-vestlige indvandring til Danmark.

”Derfor synes jeg heller ikke, at løsningen på et så afgørende problem kan vente på, at der har været valg til Folketinget. Problemerne er for store, for anmassende og for væsentlige,” skriver han..

Kaffeinvitationen bliver positivt modtaget af Socialdemokratiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye, der dog understreger at partiet ønsker regeringen skal være med i en eventuel aftale.

”Det, der bare er afgørende for os, er, at hvis det skal igennem Folketinget, så skal det også have regeringens opbakning. Vi møder gerne op hos Kristian Thulesen Dahl. Så kan Inger Støjberg tage kage med,” siger han til DR.

Læs hele historien her.

 

Socialdemokrat forundret: Direktører fik bonus trods skandaler
Banedanmark har haft store problemer med et nyt signalsystem til togdriften, der er blevet både forsinket og meget dyrere end hidtil antaget. Alligevel udbetalte det statslige selskab efter årets afslutning en bonus - en såkaldt performanceløn - til samtlige direktører i virksomheden og det undrer Socialdemokratiets transportordfører Rasmus Prehn, der vil have minister Ole Birk Olesen (LA) i samråd.

"Det er jo helt grotesk. Vi ved alle sammen, at signalprogrammet sejler, og at der er masser af problemer. Så at udbetale en bonus for særligt god indsats, det er jo ikke til at forklare på nogen som helst måde. Derfor må vi have ministeren i samråd, så han kan redegøre for, hvordan den her helt urimelige brug af skatteydernes penge har fundet sted, siger Rasmus Prehn til DR.

Banedanmarks adm. direktør skriver til DR, at: "Jeg valgte at udbetale fuld performanceløn til hele min direktion, fordi de løftede en ekstraordinær indsats i 2016. (...) Alle i direktionen i 2016 fortjente fuld performanceløn, og det står jeg stadig ved i dag".

Læs hele historien her.

 

 

Joachim B. Olsen og undervisningsminister i farezonen
Flere af Liberal Alliances markante meningsdannere og profiler står med det ene ben ude af Folketinget, hvis der var valg nu. Det viser ny prognose af, hvordan mandaterne vil falde, som professor Kasper Møller Hansen har lavet for Altinget.dk.

Ifølge prognosen står Liberal Alliance til at miste 6 ud af partiets nuværende 13 folketingsmedlemmer og det vil blandt andet betyde et farvel til finansordfører Joachim B. Olsen, undervisningsminister Merete Riisager og forskningsordfører Henrik Dahl.

Læs hele historien her.

 

Anders Foghs bank hvirvles ind i lettisk skandale
Politiet i Letland har ransaget både kontor og privat hjem tilhørende Letlands mangeårige nationalbankdirektør i en sag, der kan dreje sig om korruption på højt plan.

Sagen knytter sig ifølge lettiske medier til anklager fra ejeren af den bank, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen netop har taget job i.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen blev forleden præsenteret som nyt bestyrelsesmedlem i Norvik Banka, der mistænkes for at bistå særligt russere med hvidvask af penge.

Læs hele historien her.

 

Louis Hør seneste Pio Podcast
Husk, at du også altid kan høre Netavisen Pio på lyd, nemlig i vores podcast. I den seneste diskuterer Pios chefredaktør Jens Jonatan Steen ligestilling med Marianne Vind Petersen, der er næstformand i HK/Privat, Nanna Højlund, der er næstformand i LO og forkvinde i Kvinderådet samt Anne-Lise Nygaard, der er ansvarlig for ligestillingsinitiativer i Dansk Metal.

Hør podcasten her:

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift af redaktionen på Netavisen Pio.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet