Aktuelt: Sophie vil se på bonusser, ekspertudvalg foreslår færre uddannelser, Løkke snyder på vægten og Gjerskov overrasket

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Bonus-tjek i staten:
Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation, vil nu se nærmere på brugen af bonusser til topchefer i staten – det sker efter udbredt kritik af bonusser til topchefer i både stat, regioner og kommuner. Blandt andet har DR Nyheder i en række artikler sat spot på præstationsbonusser til direktører i Banedanmark.

Innovationsministeren sætter undersøgelsen af bonusser i gang efter ønske fra et folketingsflertal bestående af S, SF og DF.

Færre universitetsuddannelser:
I 1995 var der 202 bacheloruddannelser i Danmark. Det tal nåede helt op 386 i 2017.

Så nu foreslår regeringens universitetsudvalg, at man barberer antallet af universitetsuddannelser ned.

Udvalget anbefaler således, at "universiteterne gennemgår uddannelsesudbuddet for at gøre uddannelseslandskabet mere overskueligt".

”Vi har fået en hel skov af uddannelser. Der er nok blevet lige lovligt mange uddannelser. Når vi spørger de studerende, siger de, at det er svært at træffe det rigtige valg”, siger Agnete Gersing, formand for regeringens udvalg og departementschef i Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Tesfaye: Løkke snyder på vægten:
Statsminister Lars Løkke Rasmussen snyder på vægten. Med den ene hånd fyrer han hårde ord af om parallelsamfund, mens han med den anden giver flere penge til blandt andet de muslimske friskoler.

Regeringen stemte for 2,2 millioner kroner mere i tilskud til 23 muslimske friskoler 1. marts klokken 10.07 i folketingssalen.

Godt en time senere lancerede Lars Løkke (V) så regeringens ghetto-pakke under stort medie- og politiopbud i Mjølnerparken på Nørrebro i København.

Det får Socialdemokratiet til at beskylde statsministeren for at snyde på vægten, når det gælder opgøret med parallelsamfund, som begge partier mener, er nødvendigt.

"Løkke fører danskerne bag lyset", siger integrationsordfører Mattias Tesfaye (S).

Gjerskov forstår ikke kritikken:
Roskildes socialdemokratiske folketingsmedlem Mette Gjerskov svarer nu igen på den utilfredshed fra partimedlemmer, der kom frem i Roskilde Avis' netudgave idag:

"Jeg er meget overrasket over kritikken", siger hun i en pause fra et internationalt møde i New York til Roskilde Avis. Hun nævner, at hun inden for den sidste måneds tid har talt med formanden for 3F Roskildegnen, Ole Holtse Olsen, to gange og foreslået ham at stille op til S-kredsbestyrelsen:

"Derfor er jeg overrasket over hans kritikpunkter i avisen og forsøger nu at få fat i ham her fra New York, hvor jeg er på tjenesterejse i FN og passer mit tillidshverv som partiets udviklingsordfører. Det er en mærkelig situation at skulle kommunikere via pressen".

Ny generalsekretær for EU-Kommissionen:
Forleden kunne EU-kommissionen offentliggøre, at tyskeren Martin Selmayr ville efterfølge hollandske Alexander Italianer som EU’s topembedsmand, stillingen som generalsekretær for EU-kommissionen - den øverste leder for EU’s 33.000 embedsmand.

Udnævnelsen af Martin Selmayr har medført kritik, både for at være ekstremt udemokratisk, men også fordi Selmayr er både tysker og mand. Og begge dele af der rigelig af i forvejen i toppen af EU-systemet, hvor både top-embedsmændene i Europa-Parlamentet og i udenrigstjenesten er tyskere.


Kommentarer fra Facebook

Annonce