Annonce

Aktuelt: Uenighed om IS-kriger, DF-profil vil i folketinget og mediechef forsvarer Pio

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
V og K uenige om dansk IS-kriger

Ordførere fra Venstre og Konservative er dybt uenige om, hvad Danmark skal stille op med en dansk statsborger, der har kæmpet for Islamisk Stat og lige nu sidder fængslet i Tyrkiet.

Naser Khader, der retsordfører for Konservative, mener, at Danmark skal overhøre hans anmodning om at blive sendt hjem til Danmark til retsforfølgelse. Han vil desuden fratage ham statsborgerskabet.

Men det afviser Venstres Jan E. Jørgensen, som stilfærdigt minder kollegaen om, at IS-krigeren er dansk statsborger, og at vi derfor hænger på ham.

”Min mavefornemmelse siger jo også, at han skal rådne op. Men så er det jo, at man som politiker godt lige må slå sit hoved til og ikke kun lytte til sin mavefornemmelse, siger han til DR.

Socialdemokratiets retsordfører Morten Bødskov konstaterer også, at Danmark juridisk hænger på manden, men at myndighederne ikke ligefrem behøver at anstrenge sig for at hente ham hjem hurtigst muligt. Og at han i øvrigt forventer, at IS-krigeren formentlig kan se frem til en hård dom, når han kommer hjem.

Læs hele historien her.


Morten Messerschmidt vil i Folketinget
Selv om han fortsat bliver undersøgt for svindel af EU-midler, vil Dansk Folkepartis europaparlamentariker Morten Messerschmidt nu tilbage til folketinget.

Han vil stille op i Fredensborgkredsen i Nordsjælland, der i næste uge holder opstillingsmøde. Messerschmidt siger, at han igennem længere tid haft en god kontakt til bestyrelserne i Fredensborgkredsen og møder en stor opbakning herfra. Opbakningen fra de ledende partifæller på Christiansborg, var dog til at overse.

Morten Messerschmidt sad i folketinget fra 2005 til 2009.

Læs hele historien her.


Indsamling til misbrugt pige gik strygende
18-årige Tasja Nielsen fra Svinninge på Vestsjælland fik som mindreårig udbetalt en erstatning på 50.000 kroner efter seksuelle overgreb. Men beløbet stod ikke på en lukket konto, og derfor blev pengene stjålet af et familiemedlem.

Det fik det socialdemokratiske folketingsmedlem Kaare Dybvad (S) til at starte en indsamling, så Tasja Nielsen alligevel kunne få sin erstatning. Og efter bare tre dage er målet nu nået.

”Indtil i dag har det taget tre dage at samle de 63.000 kroner. Nu skriver jeg ud, at vi har nået målet, og vi er rigtig glade for den store opbakning, der har været. Men vi har nået målet, som var de 50.000 kroner,” siger Kaare Dybvad til DR.

Som reglerne er nu, er det kun erstatninger på over 75.000 kroner, der sættes ind på en lukket konto. De regler kæmper Tasja Nielsen for at få ændret, så også mindre beløb fredes på en konto.

Pengene fra indsamlingen skal bruges i forbindelse med at den unge dame efter sommerferien, skal i gang med at studere.

Læs hele historien her.

 
Netavisen Pio og mediestøtten

I øjeblikket diskuterer politikerne på Christiansborg et nyt medieforlig, og i den anledning har Altingets udgiver Rasmus Nielsen skrevet en klumme, som blandt andet handler om nærværende netmedie, som er kommet under politisk beskydning.

”Især Venstre har set sig sur på den lille socialdemokratiske netavis Pio, som man mener ligefrem gør sig skyld i "fake news" i sin kritiske dækning af regeringen.

Derfor har man bedt Kulturministeriet undersøge, om man over mediestøtten kan ramme Pio, der i 2018 modtager beskedne 355.000 kr. i statsstøtte. Det rækker ikke langt på en operationsgang eller på et dagpengekontor,” skriver han i klummen, hvor han opfordrer Venstre-politikere, der mener Netavisen Pio laver fake news, til at indbringe os for Pressenævnet.

"Netavisen Pio har været tilmeldt Pressenævnet siden november 2014, og dermed ville fordøren for angrebne Venstre-folk være at indbringe artikler til Pressenævnet i henhold til Medieansvarsloven."

Det er der ingen Venstre-folk, der endnu har gjort.

Læs hele klummen her.


Podcast: Regnemodeller skal relanceres

Står Finansministeriets nuværende regnemetoder i vejen for, at der kan føres venstreorienteret fordelingspolitik? Det mener Enhedslisten, som netop har præsenteret en 120-siders kritisk rapport om modellerne.

I denne uge dykker vi derfor ned i detaljerne og diskuterer hvad modellerne betyder for den økonomiske politik. Til det har vi fået hjælp af Pelle Dragsted, erhvervsordfører for Enhedslisten, Pernille Rosenkrantz-Theil, socialordfører for Socialdemokratiet samt Erik Bjørsted, cheføkonom i AE-Rådet.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift af redaktionen på Netavisen Pio.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet