Annonce

Aktuelt: VLAK vil bruge milliarder på at sænke afgifter, Pind tæt på at få teaterchef-job og Rhode i hårdt angreb på V

Netavisen Pio giver dig det daglige nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Regeringen vil bruge milliarder på at sænke afgifter
Regeringen lægger op til omfattende nedsættelser af elafgiften. Det blev klart, da regeringen torsdag formiddag præsenterede udspillet ”Energi – Til et grønt Danmark,” der er regeringens oplæg til forhandlinger om et nyt energiforlig.

Regeringen vil sænke elafgiften for i alt 3,5 milliarder kroner, og dermed lægges der op til en markant nedsættelse af skatterne i forhold til det, der tidligere er blevet gennemført under VLAK-regeringen. Til sammenligning var indførelsen af et nyt jobfradrag, som skulle sikre at det bedre kunne betale sig at arbejde, en nedsættelse af skatterne på knap halvanden milliarder kroner.

Læs mere her.

 

Pind I: Minister Pind var meget tæt på at få jobbet som teaterchef på Det Kgl. Teater
Weekendavisen beretter i sin udgave i dag om et sandt drama op til udnævnelsen af Kasper Holten som ny teaterchef i fredags.

Avisen vil vide, at valget lige ind til det sidste stod mellem to kandidater: Kasper Holten og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind. Minister Pind faldt – ifølge Weekendavisen – i sidste ende på massiv modstand fra dele af teater-bestyrelsen, særligt fra de medarbejdervalgte repræsentanter.

Pind og formanden for Det Kgl. Teaters bestyrelse, Lisbeth Knudsen, afviser over for Weekendavisen at af- eller bekræfte avisens oplysninger.

Netavisen Pio modtog torsdag i sidste uge – altså dagen før udnævnelsen af Kasper Holten blev offentliggjort - samme ubekræftede informationer som Weekendavisen og kontaktede i den forbindelse Søren Pinds særlige rådgiver, Martin Ruby. Netavisen modtog denne sms fra ministerens spindoktor: ”Søren skal ikke på Det Kgl. Trods 1000 rygter om det 😊 ”.

Netavisen sms’ede tilbage: ”Jep, vi forstår Søren Pind var blandt ansøgerne og med i et tæt opløb om stillingen – men at stillingen er gået til en anden – kommentar fra Søren Pind ønskes.”

Der kom ingen tilbagemelding på den sidste sms fra Søren Pind & co.

Læs mere her.

 

Pind II: Gav tilladelse til kameraovervågning – regnede til gengæld med Ronald Reagan-statue
Dagbladet Politiken kan i dag berette, at Søren Pind – i sin egenskab af justitsminister – gav de almene boliger lov til at kamera-overvåge, men at han forventede noget til gengæld fra København og overborgmester Frank Jensen (S): En statue af Søren Pinds store politiske idol, USA's tidligere præsident Ronald Reagan.

Søren Pind bekræfter sin opfattelse af studehandlen over for Politiken – på twitter, mens overborgmester Frank Jensen afviser påstanden om en kamera-Reagan-studehandel.

Læs mere her.

 

Jens Rhode i hårdt angreb på Venstre
Jens Rohde, radikalt medlem af Europa-Parlamentet, langer på sin Facebook-profil hårdt ud efter VLAK-regeringens ministre, der ifølge ham ”'snyder og bedrager, uden at det har konsekvenser”.

”De kan ikke kende forskel på, hvornår de er offentlige eller private, de lyver og snyder med bilag, modtager penge til personlige organisationer, bryder forvaltningsloven og ødelægger det for alle andre,” skriver Jens Rohde og tilføjer: ”PS - kraftigt inspireret af Støjberg.”

”Hvis der er nogen i regeringen, som ikke gør det, behøver de ikke at føle sig ramt, men det er min klare fornemmelse, at en betydelig del af ministrene tilraner sig beføjelser og penge, de efter gængs opfattelse ikke er berettiget til, og det er enormt grisk. Og de gør det, bare fordi det ikke har nogen konsekvenser. Og det er også min klare fornemmelse, at det breder sig ned i alle folketingsgrupper i regeringen. Jeg er helt sikker på, at alle højreorienterede og småracisterne farer i flint nu, men jeg siger bare tingene, som de er,” fortsætter Rohde sit opslag på Facebook.

Det hører - måske – med til historien, at Jens Rohde er tidligere mangeårigt medlem af Venstre. Og at han blev valgt til EU-Parlamentet for Venstre, men skiftede til de radikale december 2015.

Læs her det blogindlæg i BT, som inspirerede Jens Rohde til de hårde angreb på VLAK-regeringens ministre.

 

Macron til den amerikanske kongres: Det nytter ikke at lukke døren til verden
Den franske præsident, Emmanuel Macron, talte i går til de amerikanske kongresmedlemmer. Melodien var, at det ikke nytter at lukke døren til verden.

Enten kan man vælge at isolere sig, trække sig ud af internationale aftaler og styrke nationalismen. Eller også kan man beslutte sig for at åbne døren til resten af verden og samarbejde på tværs af landegrænser. Og Emmanuel Macron er ikke i tvivl om, hvilken vej han og resten af Frankrig vælger.

”Det kan være fristende at isolere sig, som en midlertidig kur mod frygten. Men at lukke døren til resten af verden vil ikke forhindre, at verden udvikler sig. Det vil ikke fjerne, men derimod opildne borgernes frygt,” sagde han.

”Vi bliver nødt til at holde øjnene vidt åbne for de nye farer, der er lige foran os. Jeg er overbevist om, at vi vil blive stærkere og overkomme farerne, hvis vi vælger at åbne vores øjne mere.”

Meldingen kom under den tale, som Macron holdt for de amerikanske politikere i Kongressen i går.

Læs mere her.

 

Pio Podcast: Industriens unge fremtid
Er vi ved at uddanne et videnssamfund, hvor andelen af unge med praktiske kompetencer er i frit fald?

Den problemstilling tager Pio Podcast i denne episode hånd om. Til det får vi assistance af Mads Andersen, gruppeformand for industrigruppen i 3F, Annette Lind, beredskabs- og undervisningsordfører for Socialdemokratiet, samt Mark Jensen forhenværende formand i Ungdommens Uddannelsesvejledning Danmark og nuværende centerleder for selv samme i Køge Bugt.

Så lyt med i denne uge, når Netavisen Pio renser den danske industriskorsten fri for fordomme, og ser hvad der gemmer sig af perspektiver inden under.

Podcasten er som altid sponsoreret af Dansk Metal og HK/Danmark, og Jens Jonatan Steen er vært. Podcasten kan høres på Soundcloud, iTunes og www.piopio.dk

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Flere artikler om emnet