Alex Vanopslagh tager først ansvar, når han bliver afsløret

Sagerne er ikke store. De hersker der bred enighed om. Faktisk er reaktionerne på afsløringen af Liberal Alliances formand, Alex Vanopslaghs, kokainforbrug i høj grad forstående og sympatiserende. 

Men det er værd at bemærke, at det er medierne og ikke det “personlige ansvar” der bringer den liberale partileder til erkendelse og bekendelse. 

For det er anden gang Alex Vanopslagh forsøger at bagatellisere noget, der i grunden handler om dårlig dømmekraft hos en partiformand, der vil være statsminister.

Første gang var det boligreglerne. Et selvbetalt hummer i Struer. En gratis folketingsbolig i København. Går den, så går den. Nu kokain som partileder: “en eller to gange.”

Mon ikke de fleste ville kunne huske, om de havde taget kokain én eller to gange?

Sagerne er individuelt banale, men alligevel principielle, for det interessante er ikke bare, hvad Alex Vanopslagh har gjort. Det interessante er, hvordan medie- og politiker-Danmark reagerer, når en mand fra toppen bliver taget i noget, der for andre ville udløse en helt anden konsekvens.

Læs også:Kokain er langtfra LA-formandens eneste problem - her kom han også galt afsted

Når overklassen dummer sig, står der altid nogen klar med forståelse. Med sympati. Med de lange forklaringer om pres, tempo, privatliv, ungdom, fejlbarlighed og alt det menneskelige. 

Det var også reaktionen blandt mange journalister og debattører som daværende venstremand Jakob Engel-Schmidt blev mødt med, da han blev taget for kokain-kørsel i 2018. 

Prøv at bytte navn og adresse ud

Dem på bunden er der ingen, der skriver forsvarstaler for.

For prøv at bytte navn og adresse ud. 

Hvis det ikke var Alex Vanopslagh, men Mohammed fra blokken eller en nedslidt ufaglært fra provinsen, der stod med en dårlig sag om stoffer, så var der ikke nogen, der talte om nuancer. Så var hammeren faldet. Hårdt. Og hurtigt. 

Det er såre menneskeligt. Vi har nemt ved at tilgive og sympatisere med dem, der ligner os. 

Og dem som kommer til orde i den offentlige debat ligner Alex Vanopslagh.

Nogle gange er man afhængig af, at nogen griber en

Vanopslagh siger, at man selv kan. Og det er der noget rigtigt i. Selvfølgelig har mennesker ansvar. Selvfølgelig er det sympatisk at tro på handlekraft. 

Men det er også nemmere selv at kunne, når man tilhører et lag, hvor selv dine fald bliver polstret. 

Læs også:S-ordfører i hårdt angreb: “Bukserne er blevet trukket økonomisk af Alex Vanopslagh”

Alex Vanopslagh kunne gå på stresssygemelding uden den store nationale mistankeparade. Uden at blive slæbt gennem ydmygende arbejdsprøvninger. Uden at skulle bevise sin lidelse igen og igen. 

Og derfor bliver den liberalistiske morale også tynd. For når livet rammer i toppen, så viser det sig igen og igen, at det ikke er det personlige ansvar, der redder dem. Det er relationer. Familie. Netværk. Fællesskab. 

Sympati fritager ikke for konsekvenser

Tidligere LA-leder Anders Samuelsen betalte engang sin søns narkogæld på mellem 10.000 og 20.000 kroner. Det er menneskeligt. De fleste forældre ville gøre det samme. 

Men historien viser også noget andet. Nemlig at der findes problemer, som ikke kan håndteres af det stærke individ alene. 

Nogle gange er man afhængig af, at nogen griber en. Af familie, hvis man er heldig. Af fællesskab, hvis samfundet er ordentligt.

Læs også:Alex Vanopslagh har Folketingets største glaskæbe

Det betyder ikke, at man skal stå uden sympati for hverken Samuelsen eller Vanopslagh. Det bør man ikke. 

Men sympati fritager ikke for konsekvenser. For uanset de gode intentioner har de begge sendt penge ind i et økonomisk kredsløb, som smadrer mennesker i bunden og næsten ingen konsekvenser har i toppen. 

Alex Vanopslagh vil gerne have et samfund, hvor vi stoler mere på den enkelte. Hvor vi antager, at folk godt kan opføre sig ordentligt uden at blive kontrolleret. 

Hans egen opførsel er ikke nogen god reklame for det projekt.