ALKA – et forsikringsselskab der skulle tjene penge

Det lå ikke i kortene, at ALKA skulle blive den måske største og mest holdbare af kooperationens succeser.
Foto: Socialdemokratiets formand, Thorvald Stauning, var oprindeligt skeptisk over for at oprette ALKA.

”Vi skal tjene penge”. Sådan lød beskeden fra Peder Christensen, formand for Det Kooperative Fællesforbund, da han tilbage i 1920'erne over for den øvrige arbejderkooperation argumenterede for at oprette et kooperativt forsikringsselskab.

Og ser man på de seneste dages overskrifter, så må man sige, at missionens lykkedes. ALKA, som forsikringsselskabet kom til at hedde, blev i dag solgt til konkurrenten Tryg for i alt 8,2 milliarder kroner. En stor del af pengene går til fagbevægelsen, som ejede godt 52 procent af aktierne i ALKA. Men dermed er også endnu en af de store, kooperative virksomheder forsvundet, og et stykke dansk arbejderhistorie slut.

Sammen med Arbejdernes Landsbank må ALKA nok siges at være den mest succesrige og langtidsholdbare af de gamle, kooperative kæmper. Det var der ellers ikke meget der tydede på, da selskabet i 1944 blev oprettet efter mere end tyve år med intern ballade i arbejderbevægelsen, og hvor selveste Thorvald Stauning var blandt dem, der satte spørgsmålstegn ved det fornuftige i at oprette et kooperativt forsikringsselskab.

Skulle afskaffe kapitalistens profil
ALKA er et udtryk for den gren af kooperationen, der kaldes 'produktionskooperationen'. Det forklarer Henning Grelle, forhenværende seniorforsker ved Arbejdermuseet og forfatter til bogen ”Det Kooperative Alternativ”, der beskriver den danske arbejderkooperations historie.

”Produktionskooperationen handler om, at arbejderne går sammen og producerer en varer eller en tjenesteydelse. På den måde får de det fulde udbytte af deres arbejde, for der er ingen arbejdsgiver som skal have en profit. Man opererer inden for rammerne af det kapitalistiske system, men man prøver at komme uden om den private grådighed.”, forklarer han.

Tanken om, at arbejderne selv skulle producere deres varer brød for alvor igennem i de sidste årtier i 1800-tallet, hvor stigende brødpriser tvang arbejderne til at tænke nyt:

”Det startede med, at arbejdere i København købte et nedlagt bageri og startede det første fællesbageri. Man begyndte at producere eget brød, så arbejderne ikke bare kunne få billigere, men også bedre og sundere brød. Man fandt ud af, at det var en god forretning, og ideen bredte sig som en løbeild til andre byer. Man begyndte så at overføre det til andre områder. Kunne man ikke også selv producere øl, så man kunne knække øl-kapitalen og sikre billigere øl-priser?”.

Et andet væsentligt formål med de kooperative virksomheder var at rejse penge, forklarer Henning Grelle: ”Det handlede ikke kun om at holde priserne nede for arbejderne. Det handlede også om at tjene penge, som kunne bruges i det faglige og politiske arbejde”.

Ønsker et forsikringsselskab for arbejderne
Denne del af kooperationens arbejde bliver endnu tydeligere i 1922, hvor Det Kooperative Fællesforbund dannes. Fællesrådet, der var dannet på initiativ fra blandt andre Socialdemokratiets formand Thorvald Stauning, var en paraplyorganisation for kooperative virksomheder inden for arbejderkooperationen, og meningen var, at Fællesforbundet skulle udgøre 'den tredje streng' i arbejderbevægelsen, ved siden af Socialdemokratiet og fagbevægelsen.

Fællesforbundet fik den driftige Peder Christensen som formand, og han kastede sig straks ud i et nyt, stort projekt: Arbejderne skulle have deres eget forsikringsselskab. Logikken var den samme, som bag den øvrige del af produktionskooperationen: Arbejderne var henvist til at tegne deres forsikringer hos privatkapitalistiske selskaber. Det betød højere priser for arbejderne og en stor profit for aktionærerne i de privatkapitalistiske selskaber.

Der fandtes ganske vist inden for kooperationen 'Arbejdernes Livsforsikring', men det dækkede, som navnet antyder, kun livsforsikringer, ikke de for arbejderne vigtige brand- og indboforsikringer. Der var også 'Arbejdernes Brandforsikringsselskab' i Randers, men her havde man ingen ambitioner om at ekspandere og blive et landsdækkende selskab. Derfor så Peder Christensen et oplagt marked for kooperationen: ”Vi skal tjene penge”, slog han fast.

Og selvom det umiddelbart kunne lyde som kapitalismen profitjagt, så var det at tjene penge ikke i modsætning til den kooperative tanke, så længe pengene gik til det fagligt-politiske oplysningsarbejde, som Fællesforbundet stod for.

Stauning skeptisk over for ALKA
Peder Christensen foreslog i 1923, at Fællesforbundet overtog det privatkapitalistiske forsikringsselskab Regius og omdannede det til et kooperativt selskab. Forslaget stødte dog på modstand fra en lang række af kooperationens medlemsvirksomheder.

”Der var en grundlæggende uenighed om, hvorvidt Fællesforbundet skulle oprette nye virksomheder, eller blot være et sekretariat der stod for oplysningsarbejde om kooperationen”, forklarer Henning Grelle.

Men også i den socialdemokratiske ledelse, der havde betydelig indflydelse på Fællesforbundet, var der skepsis. Både Frederik Bogbjerg og Thorvald Stauning tvivlede på på ideen om, at kooperationen skulle i gang med at drive forsikringsselskab. Henning Grelle peger på, at sporene fra tidligere kan have skræmt:

”Da man i begyndelsen af århundredet ville oprette Arbejdernes Livsforsikringsselskab, lykkedes det kun at rejse en tredjedel af den nødvendige kapital, og man måtte faktisk bede om støtte fra staten, for at kunne få selskabet på benene. Der er også det med forsikringsselskaber, at man skal genforsikre sig mod tab, og det kan gøre det hele noget trægt”, fortæller han.

På Fællesforbundets generalforsamling i 1923 led Peder Christensens linje derfor et stort nederlag, og hans forslag blev nedstemt.

Men drømmen om et forsikringsselskab for arbejderne døde ikke. Og i 1928 lykkedes det omsider at blive enige om at oprette et nyt forsikringsselskab. Betingelsen var dog, at det blev oprettet som et aktieselskab, og at selskabets økonomi blev holdt skarpt adskilt fra Fællesforbundets økonomi.

Året efter stiftes derfor 'Dansk kooperativ Assurance', som udbyder brand- og indboforsikringer – men ikke livsforsikringer, da det allerede blev varetaget af Arbejdernes Livsforsikring. I 1944 kom så sammenlægningen mellem Arbejdernes Livsforsikrings og Dansk Kooperativ Assurance, som blev herefter blev kendt som ALKA.

Et monument blandt faldne kæmper
Produktionskooperationen havde ifølge Henning Grelle sin guldalder i mellemkrigstiden og i den første efterkrigstid. Men fra begyndelsen af 1960'erne begyndte det at gå ned ad bakke for flere af kooperationens store kæmper. Blandt andet bryggeriet Stjernen, som må dreje nøglen om i 1963, og også de mange lokale fællesbagerier forsvandt langsomt.

Det er paradoksalt nok den store velstandsstigning i 1960'erne, der førte til et stort forbrugsboom, der er med til at tage livet af kooperationen. ”Man havde svært ved at lave et alternativ til meget stærk og fremadskridende kapitalisme”, mener Henning Grelle.

ALKA er dog, sammen med Arbejdernes Landsbank, undtagelserne. Forsikringsselskabet står i dag, mere end 70 år efter stiftelsen, ikke bare som en succesfuld virksomhed, men også som et af de få tilbageværende monumenter, som arbejderkooperation stadig – hvert fald indtil mandag morgen – kunne bryste sig af. Men hvad er grunden til, at ALKA har klaret sig, mens andre virksomheder er gået ned? Ifølge Henning Grelle har netop tilknytningen til fagbevægelsen spillet en vigtig rolle:

”De har formået at få nogle meget gunstige aftaler med fagbevægelsen via de kollektive overenskomster. Et fagforbund kunne sige 'Vi har 300.000 medlemmer, som vi gerne vil give en god forsikring', og så har ALKA kunnet give et godt tilbud. Her har andre virksomheder haft sværere ved at fange arbejderne. Det er meget godt, at kooperationen laver Star-øl, men hvad hjælper det, hvis arbejderne hellere vil have en Tuborg?”

Samtidig har ALKA – modsat andre af fagbevægelsens gamle kæmper – formået at følge med tiden: ”De har været gode til at omstille sig og til at fange hvad almindelige danske lønmodtagere har brug for. Da arbejderne fik bil, var de hurtigt ude at tilbyde dem en bilforsikring. De har ikke bare siddet tilbagelænet, men har hele tiden formået at forny sig og følge med udviklingen.”

 

Du kan læse meget mere om ALKA og den øvrige danske arbejderkooperation i Henning Grelles bog ”Det Kooperative Alternativ”, Arbejdermuseet, 2012.


Flere artikler om emnet

Annonce