Annonce

Alkohol & Samfund: Helt uacceptabelt at billig alkohol er en del af lønnen

Det nordiske bar-imperium Rekom Group tilbyder ansatte meget billig alkohol som en del af lønnen
Det nordiske bar-imperium Rekom Group, der ejer 118 barer og natklubber i Danmark, Norge og Finland, tilbyder som en del af lønnen alkohol til stærkt nedsat pris til ansatte i både arbejdstiden og fritiden.

Det finder organisationen, Alkohol & Samfund, helt uacceptabelt:

Så det her er på alle måder – på alle måder – forkert

”Det er helt uacceptabelt. For det første bør alkohol selvfølgelig ikke være en del af lønnen. Rekom Group bør i stedet betale en ordentlig løn til sine ansatte. Dernæst er den måde at ”lønne” folk på med til at sætte alkoholforbruget op. Så det her er på alle måder – på alle måder – forkert,” siger næstformanden for Alkohol & Samfund, Knud Erik Hansen, til Netavisen Pio.

Rekom Group lønner sine bartendere med typisk 105 kroner i timen, skrev Netavisen Pio den 20. november. Desuden kan de ansatte købe alkohol til en tredjedel af prisen i baren - både i arbejdstiden og i fritiden. Nogen steder er alkohol endda helt gratis for de ansatte hos Rekom Group.

Rekom Group bekræfter, at man giver personalegode til de ansatte i form af rabat på alkohol:

”Hvad angår personalegoder, kan jeg oplyse, at hverken vi eller vores medarbejdere ser det som et problem, at vi lader vores ansatte drage nytte af branchens bedste fordelsprogram,” sagde Rekom Groups juridiske chef, Allan Steen Lynge, til Netavisen Pio sidste uge.

Arbejder for ”ansvarligt alkoholindtag”

Samme Allan Steen Lynge har over for Netavisen Pio forklaret, at Rekom Group som et alternativ til overenskomst med fagforbundet 3F har tilsluttet sig et FN-charter for god opførsel. Nemlig FN’s Global Compact-principper.

Andet punkt i disse FN-principper er, at ”opfordre til ansvarligt alkoholindtag”.

”Det er noget af et paradoks – Rekom Group står jo nærmest for det stik modsatte,” siger Knud Erik Nielsen fra Alkohol & Samfund.

Det er noget af et paradoks – Rekom Group står jo nærmest for det stik modsatte

Heidi’s Bier Bar i Svendborg måtte for nogle år siden lukke baren og natklubben i en periode. Simpelt hen fordi de ansatte og barmanageren trængte til at blive tørlagt:

”Det hele sejlede i alkohol. Det blev så vildt, at baren måtte lukke ned en periode,” fortæller en tidligere ansat til Netavisen Pio.

Som nævnt lønner Rekom Group typisk sine ansatte med 105 kroner i timen. Det oplyser tidligere og nuværende ansatte samstemmende over for Netavisen Pio. Desuden udbetaler Rekom Group hverken pensionstillæg eller søn- og helligdagstillæg.

3F: Mindst 40 kroner for lidt

Ifølge 3F’s forhandlingssekretær Peter Lykke Nielsen er timelønnen hos Rekom Group i Danmark mindst 40 kroner for lav:

”Alene timelønnen ligger mindst 40 kroner under minimallønnen f.eks. for bartendere/tjenere. Der mangler tillæg for helligdage, anciennitet, pension (8 procent), særligt tillæg (3,85 procent), men mindst lige så vigtigt, så mangler der fuld løn under sygdom, vagtplaner, overarbejdsbetaling, pauser, 5 ekstra feriefridage med løn. Jeg kunne blive ved,” udtalte Peter Lykke Nielsen til Netavisen Pio.

Peter Lykke Nielsen understreger, at lønforholdene på Rekom Groups omkring 85 barer og nat-klubber i Danmark er udtryk for ”systematisk grov underbetaling”:

”Niveauet for de løn- og ansættelsesvilkår jeg i uddrag nævner her, er så almindelige på det danske arbejdsmarked, at der slet ikke i mine øjne kan være tvivl om, at Rekom Group – i det lys – bedriver systematisk, grov underbetaling af de unge, og løndumping af værste skuffe i forhold til markedet.”

Rekom Group bedriver systematisk, grov underbetaling af de unge

Rekom Group udbetaler 16.800 kroner om måneden til sine ansatte, hvis de arbejder på fuld tid (160 timer).

Efter overenskomsten burde lønnen i Danmark være på 23.200 kroner samt et tillæg på 893,20 kroner. I alt 24.093,20 kroner. Læg hertil et pensionstillæg på 1.927,50 kroner.

Forskel på godt 9.000 om måneden

Det betyder, baseret på Netavisen Pios beregninger, at en fuldtidsansat Rekom-medarbejder går glip af 9.220 kroner om måneden – svarende til mere end 110.000 kroner hvert år.

En sammentælling, som Rekom Group tidligere har bestridt over for Netavisen Pio:

Netavisen Pio bringer forkerte beregninger og useriøse påstande om Rekom

”Netavisen Pio bringer forkerte beregninger og useriøse påstande om Rekom,” skrev Allan Steen Lynge i en mail til Netavisen Pio.

Netavisen Pio har bedt Rekom Group uddybe på hvilken måde vores beregninger skulle være forkerte, men hverken Rekom Goups medejer og stifter, Adam Falbert, eller juridisk chef, Allan Steen Lynge, har reageret på Pio’s opfordring til at imødegå beregningerne.

 

 

Bar- og natklub-imperiet, Rekom Group, omfatter omkring 85 barer og natklubber i Danmark i blandt andet København, Vejle, Horsens, Odense, Svendborg, Sønderborg, Aarhus og Aalborg.

Barimperiet omfatter konceptbarer som A-Bar, Heidi's Bier Bar, Den Glade Gris, Hornsleth Bar, The Drunken Flamingo og Bæst. Rekom Group ejer omkring halvdelen af barerne i Aalborg-drukgaden Jomfru Ane Gade, størstedelen af barerne i Vestergade og Gothersgade i København City.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet