Alle anbragte børn har fortjent almindelige og stabile liv

Regeringen har et alt for ensidigt fokus på anbringelser i børneudspil, mener socialrådgiver. Mere behov for kontinuitet og kvalitet for børn som oplever svigt
Der er mange gode forslag i regeringens udspil ’Børnene først’, men desværre oplever jeg, at regeringens intentioner om at give børn og unge mere stabilitet for ensidigt peger på børnenes ret til anbringelser - dette på bekostning af forældrene som en del af løsningen.

Den forklaring kan jeg ikke abonnere på, og der er behov for at gå mere nuanceret til værks.

Oplever skift af anbringelsessted mere end én gang

Næsten hvert andet anbragte barn oplever at skulle skifte anbringelsessted.

Det svarer til, hvis vi andre både skulle flytte, skifte alle de daglige nære relationer ud på én gang, og for mange bliver det også et skift af både skole og fritidsaktiviteter.

Dette tal er højt og dækker også over, at enkelte børn oplever at skifte anbringelsessted mere end én gang. I regeringens udspil spiller ønsket om kontinuitet i anbringelser en central rolle.

På den ene side viser undersøgelser, at skift kan være både planlagte, og at børnene bliver glade for at skifte anbringelsessted.

På den anden side, så mener jeg - præcis som regeringen - at vi bør have en ambition om, at børn, der er anbragte, har fortjent lige så almindelige og stabile liv som andre børn - og at vi har et helt særligt ansvar for at sikre dette, når staten overtager ansvaret fra forældrene.

For vi ved også, at en del skift er forbundet med sorg og alvorlig mistrivsel for barnet.

Et nødråb om bedre kvalitet og match

For de af os, der har set de tragiske billeder om magtanvendelser og problematiske anbringelser i TV2’s ’Nødråb fra børnehjemmet’, kan der ikke herske tvivl om, at der er behov for et styrket fokus på kvalitet.

Det er dog vigtigt at understrege, at disse billeder ikke er repræsentative for anbringelserne.

85 procent af børnene føler sig trygge i deres anbringelse, viste en undersøgelse fra VIVE i 2018, hvilket i øvrigt er en lille stigning i forhold til en tilsvarende undersøgelse i 2014.

Anbringelsesstederne er ikke altid er i stand til at tage sig af de børn, de selv slår sig op på at kunne hjælpe

Men vi støder på nogle grundlæggende problemer, når vi undersøger, hvorfor der sker sammenbrud i børnenes anbringelser.

For det første er det det paradoksale, at de årsager, der var til, at barnet blev anbragt i første omgang, også ofte dem, der fremføres af et anbringelsessted som argument for, at barnet ikke kan bo der længere.

Der er noget, der tyder på, at anbringelsesstederne ikke altid er i stand til at tage sig af de børn, de selv slår sig op på at kunne hjælpe, eller ikke har været bekendt med det fulde omfang af barnets problemer. Der har således ikke været et ordentligt match fra starten mellem barn og anbringelsessted.

Ressourceknaphed er en risikofaktor

En anden alvorlig årsag til sammenbrud i anbringelser er de såkaldte systemfaktorer.

Når der ikke er tid til at lave det forudseende, langsigtede sociale arbejde

Her er ressourceknaphed et alvorligt problem på flere fronter. For det er afgørende, at socialrådgiverne har mulighed for at inddrage børnene tilstrækkeligt og lave et grundigt undersøgelsesarbejde før en anbringelse sker. Men det er langt fra altid tilfældet.

Det kan ses blandt de mange børn, som oplever, at de har for lidt indflydelse på, hvor de skal bo. Når der ikke er tid til at lave det forudseende, langsigtede sociale arbejde, hvor man får inddraget både barn og forældre ordentligt, skaber det helt unødvendig utryghed for børn og forældre omkring anbringelsen.

Manglende tid og ressourcer blandt socialrådgiverne afføder flere problemer, nemlig stress og mange socialrådgivere, der søger væk fra området.

For børnene og familierne betyder det sagsbehandlerskift, der kan være frustrerende, men også er en særskilt risikofaktor, som kan føre til flere sammenbrud.

Fokus på barnets netværk

Der bør være et meget større fokus på barnets netværk i relation til anbringelser.

Relationer er afgørende for både stabilitet og mangel på samme i anbringelsen. Her gælder det dels relationen til forældrene, men også i meget høj grad til fællesskabet med andre børn og unge i anbringelsen.

Generelt bliver relationen til andre unge tillagt for lidt værdi, både blandt socialrådgivere og blandt personalet på anbringelsesinstitutionerne i forhold til, hvor afgørende det opleves for barnet.

Der er i den grad behov for et fokus på kontinuitet og kvalitet for disse børn, som oplever så mange svigt.

Det er afgørende, at politikerne sikrer ressourcer til en inddragende og undersøgende sagsbehandling. At kortsigtede økonomiske incitamenter ikke kommer til at blokere for den langsigtede plan for barnet.

Hertil kommer, at den sociale indsats tager udgangspunkt i, at barnet støttes til gode relationer til både forældre og anden familie og netværk.

Ditte Brøndum er næstformand i Dansk Socialrådgiverforening.


placeholder

Kommentarer

FINT MED FOCUS PÅ BARNETS NETVÆRK
God og nuanceret artikel. Jeg er glad for fremhævelsen af, at barnet skal støttes til gode relationer til både forældre og anden familie og netværk.

Annonce