Jeg plejer at sige, at jeg skylder Helge Sander og Bertel Haarder tak. Havde de to borgerlige uddannelsespolitikere ikke skåret humaniora ned til et fritidsstudie, så havde jeg ikke kunnet tage en kandidatuddannelse sideløbende med, at jeg passede et job i Hæren.

Den form for humblebragging og lidet subtil kritik af kulturløse venstrefolk er der masser af i Henrik Dahls nye bog “Den sociale konstruktion af uvirkeligheden”.

Jeg plejer at sige, at jeg skylder Helge Sander og Bertel Haarder tak.

Her hamrer LA-politikeren løs på det lave faglige niveau, der har tilladt opvæksten af det Dahl betegner som “anti-liberal identitetspolitik” i uddannelsessystemet samt den slappe “Davos-borgerlighed”, der behandler politisk korrekthed som liberalismens HR-afdeling.

Politisk korrekt identitetspolitik

Identitetspolitik er afløseren for politisk korrekthed og er en del af det idekompleks, Henrik Dahl - med lån fra Kaare Dybvad (S) - kalder "problemimport" fra de amerikanske universiteter. Her har man længe renset ud i den fælles kulturarv, der ikke lever op til nutidens moralske standarder ved at vælte statuer.

Noget vi også har set herhjemme i ødelæggelsen af en uerstattelig gipsbuste fra midten af det 18. århundrede.

Groft sagt er ideen i identitetspolitik, at vi frem for at være ligestillede borgere i Danmark i stedet er defineret af vores oplevelser som bærere af en særlig hudfarve, køn, seksualitet, religion osv.

Absurditeter udstillet 

Identiteter der, ifølge de studentikose aktivister, er flydende og evigt foranderlige. Undtagen når der skal laves kvoter til bestyrelsesposter. Så kan en mand ikke bare komme og hævde at være en kvinde.

Den slags absurditeter i det politisk korrekte verdensbillede bliver effektivt udstillet.

Samtidig sendes der pile af sted mod borgerlige politikere, der stadig kan finde på at give socialdemokraten Ritt Bjerregaard skylden for dårskaben på trods af, at hun kun var undervisningsminister et par år i 70erne.

Siden har højrefløjen stået bag stort set alle skolereformer.

Drager og vindmøller

Bogens skurke er de gammelkendte drager (eller vindmøller), som Henrik Dahl har bekæmpet hele sit liv: Primært masse-universitetet, der har ført til faldende boglige standarder og åbnet akademia for pseudo-videnskab, vås og snik-snak.

Her er Henrik Dahl på hjemmebane, for han har førstehåndskendskab til den akademiske forvitring. Dahl har, som tidligere censor, evnen til at gennemskue den dårligt forberedte studerende, der forsøger at bullshitte sig igennem.

...åbnet akademia for pseudo-videnskab, vås og snik-snak.

Han er også modig nok til at dumpe den dårlige argumentation, hvilket er en nærmest uhørt sanktionsmulighed på de taxameter-drevne uddannelsesinstitutioner, hvor den slags kan aflæses direkte på bundlinjen.

Det noget snævre fokus på uddannelsessektoren er også bogens svaghed. Hvis man ikke har sin gang på en højere læreanstalt, så kan bogens eksempler på grasserende identitetspolitik i form af forbud mod mexicaner-hatte og krænkelser over højskolesange fremstå perifere

Jeg var hverken flittigt eller begavet

Jeg oplevede selv forløberen for identitetspolitikken, da jeg for år tilbage vansmægtede ude på KUA (Københavns Universitetscenter på Amager) som historiestuderende. Et sted afdøde Mads Holger har beskrevet som “et sted hvor livet ikke gjaldt”.

Dengang var socialkonstruktivismen og franske filosof-sociologer som Foucault noget, der udløste gode karakterer og anerkendelse i fredagsbaren.

Et sted afdøde Mads Holger har beskrevet som “et sted hvor livet ikke gjaldt”.

Jeg var hverken flittig eller begavet nok til forstå de snørklede teoretikere. Jeg var langt mere interesseret i at læse om gamle dage og - med historiefagets grundlægger von Rankes ord - forsøge at forstå, “wie es eigentlich gewesen”.

Den dovne students smutvej gennem pølsemaskinen

Men jeg bemærkede, hvordan endnu ringere studerende fandt en smutvej gennem den akademiske pølsefabrik.

I stedet for at prøve at forstå fortiden, og stå på hovedet i arkiverne, kunne man ved hjælp af “diskursteori” cherry-picke et par værdiladede udsagn i en tekst og bum - afsløre en hegemonisk struktur, der typisk gik ud på, at undertrykke alle andre end hvide europæiske mænd.

Det kunne selv en venstresnoet student som mig gennemskue var dovent og useriøst. Det er den politiserede tilgang til forskning, som Henrik Dahl angriber og det gør han ganske effent.

Docerende og nedladende

Kender man Henrik Dahl fra de sociale medier, vil man bemærke, at han har meget svært ved at udvise tålmodighed over for mennesker, han mener er idioter eller siger idiotiske ting. Det samme gør sig gældende i bogen.

Her gøres der ikke nogen indsats for at forstå, hvorfor de identitetspolitiske strømninger er så populære hos mange unge, der jo i egen optik viderefører den liberale frihedskamp fra helte som Martin Luther King. Liberale foregangsmænd som Dahl også hylder.

Tonen er klassisk Dahl’sk, og er man fan af mandens analyser, kan man godt more sig over de elegante spidninger af tidens dårskab. Samlet over 200 sider bliver det dog docerende og nedladende.

Dahl er mere konservativ end liberalist

Derved er det nærliggende at forestille sig, at Dahl skræmmer de læsere væk, der i forvejen har det stramt med hans person og stil.

Det er en skam, for det er faktisk blandt Dahls politiske modstandere, at de udfordringer, bogen beskriver, bør vække opsigt og bekymring.  

Samlet over 200 sider bliver det dog docerende og nedladende.

Henrik Dahl kalder sig liberalist, men hans tænkning har klare konservative træk. Han er en politisk universalist, der tror på et nationalt fællesskab, baseret på fælles historie og værdier, der ideelt omfatter alle danskere.

Identitetspolitik er et opløsningsmiddel

Selv den æstetiske lede og akademiske reservationer over for identitetspolitikken får lov at fylde det meste af bogen, så beskriver Dahl, hvordan identitetspolitikken fungerer som opløsningmiddel i netop de politiske fællesskaber, som er en forudsætning for en ordentlig behandling af minoriteter.

For det er et paradoks, at det netop er i Europa, kolonialismens arnested, og i USA, der stadig bærer på slaveriets arvesynd, at etniske, religiøse og seksuelle mindretal nyder frihed og rettigheder som ingen andre steder i verden.

Og det er et paradoks, at en identitetspolitisk bevægelse, der har det sympatiske formål at inkludere minoriteter i demokratiet, ender med at grave grøfter og sætte hegn op imellem kulturer og mennesker.

Identitetspolitik er en trussel mod velfærdssamfundet

Det er den liberaldemokratiske orden, som Dahl forsvarer, og her har han mere til fælles med socialdemokrater end med sit eget partis yderfløj. For Henrik Dahl er det ikke en løsning for at flytte til Schweiz eller sætte sine børn på privat-universitet. Han er forankret herhjemme.

Derfor bør hans bog også vække opsigt blandt socialdemokrater. For hvor liberalismen sagtens kan eksistere - ja endda trives - i etniske og kulturelle parallelsamfund inden for en fælles forfatningsramme, så er det slut med velfærdsstaten under de vilkår.

...her har han mere til fælles med socialdemokrater end med sit eget partis yderfløj.

Groft sagt, kan man ikke få håndværkere i Jylland til at betale til studerende i København. Og få københavnske akademikere til at betale til jyske pensionister, hvis ikke alle grupper føler et tæt fællesskab med hinanden.

Det er det fællesskab som identitetspolitikken er designet til at ødelægge.

Henrik Dahl. Den sociale konstruktion af uvirkeligheden - forurettelse og antiliberalisme i det 21. århundrede. 200 sider. Er udkommet på forlaget Grønningen 1.