Ligestillingsdebatten kan være en farlig arena at træde ind på. Eller som DR-dokumentarserien “Alle hader feministers” hovedperson og fortæller, komikeren Ane Høgsberg, siger: De fleste frygter nok at slå sig på debatten. Det er derfor, så få deltager i den.

At særligt kvinder bliver skræmt væk fra at deltage i den offentlige debat er blot én ud af mange ligestillingsmæssige udfordringer, som serien tager op.

Min første tanke var, at det bliver nok en smal sag, men efter at have set de fem afsnit af 30 minutter sidder jeg tilbage med en splittet følelse.

Hele seriens omdrejningspunkt er, at Ane Høgsberg skal turde stille sig op til sidst med stolthed i stemmen og sige ”Jeg er feminist”.

Det er i mine øjne udtryk for den største pseudodiskussion, om hvorvidt man skal være feminist - eller om det er nok ”bare at gå ind for/kæmpe for” ligestilling. Jeg oplever diskussioner ofte strander der, fordi deltagerne bliver så uenige, og ikke kan komme videre, fordi den ene part ikke vil påtage sig mærkatet ”feminist”. Men ”Alle hader feminister” tager heldigvis også fat om nogle af de reelle udfordringers kerne.

Kvinder i bestyrelser er en afsporing

Første afsnit starter med klassikeren over dem alle, nemlig at der ikke bare mangler kvinder i toppen af særligt dansk erhvervsliv, men også i politik og i den offentlige sektor.

Det er sigende for ligestillingsdebatten, at også denne dokumentar starter med en problematik, som kun er relevant for en lillebitte elite af veluddannede kvinder, der har udsigt til bestyrelsesposter i store selskaber eller kan blive folketingsmedlemmer eller universitetsprofessorer.

Forstå mig ret, ligestilling i erhvervslivet er også vigtigt. Undersøgelser viser, at virksomheder både profiterer mere per kvinde, de har i bestyrelsen og direktionen, og at deres medarbejdere samtidig ofte trives bedre under kvindelige ledere.

Men de kvinder, der aspirerer til en toppost i erhvervslivet, skal nok klare sig og få et supergodt og privilegeret liv alligevel. Så længe der er kvinder i Danmark, som ikke er økonomisk uafhængige, ikke tjener nok penge til pensionen, ikke kan få ordentlig gang i karrieren på grund af barsel og forpligtelser vedrørende børn, så synes jeg, at det er de udfordringer, man bør fokusere på.

Derfor bliver jeg også først rigtig interesseret i serien i afsnit 2, da fokus nu skifter fra toppen af samfundet og til bunden.

Ligestilling handler om andet end topposter

Jeg synes ofte, at diskussionen om ligestilling kredser om topposter i erhvervslivet, og jeg synes det er ærgerligt, for der er i min optik meget større udfordringer at tage fat på først.

Det handler om at starte rigtigt. Afsnit to drejer sig om de uligheder, der er økonomisk mellem mænd og kvinder: Ulige løn, skæv barselsfordeling, skæv formue og pensionsopsparing og så videre. Kvinder kommer voldsomt bagud i forhold til både formue og karrierefremme allerede ved første barn.

Og det stiger kun per barn derfra. Kvinder leverer derudover hvert år 12 milliarder gratis arbejdstimer i hjemmet globalt set. For en dansk kvinde er gennemsnittet cirka 20 timer ugentligt ved siden af jobbet.

Det betyder, at kvinder langt oftere end mænd er på deltid i store dele af deres arbejdsliv, hvilket, sammen med barselsomkostningerne, betyder, at kvinder har en langt mindre formue og pensionsopsparing end deres partner.

Det er et meget alvorligt problem, at rigtig mange kvinder har svært ved at være økonomisk uafhængige, fordi indkomster og formuer er så ulige fordelt.

Almindelige kvinders stemme mangler

Igennem serien taler Ane Høgsberg med mange kvinder og fællesnævneren er, at de er kvinder i toppen af samfundet.

Direktøren for Dansk Kvindesamfund, direktøren for mangfoldighed i Mærsk og den tidligere forsikrings-direktør Stine Bosse er nogen af dem. På intet tidspunkt taler Ane Høgsberg med kvinder, der har oplevet de udfordringer, som økonomisk ulighed giver.

Hvor er den kvinde, der knapt nok havde råd til at lade sig skille fra sin mand? Hvor er den kvinde, der er på tvungen deltid i det offentlige? Hvor er den kvinde, der har en million kroner mindre i pensionsopsparing end sin mand? Det er helt sikkert en mangelvare i serien.

Få råd til skilsmisse

En ting, der til gengæld var et højdepunkt for mig i serien, var mødet med kvinderne bag firmaet ”Female Invest”. En anden økonomisk ligestillingsudfordring er, at kvinder i langt mindre grad end mænd investerer deres penge.

De kvinder har, undskyld mit franske, så meget røv i bukserne, at det var en fornøjelse at se.

Female Invests mission er at få kvinder til at investere deres penge, så de kan blive økonomisk uafhængige – et af deres værktøjer er en ”Fuck u-konto”. Alle bør have en ”Fuck u-konto”, som er en konto med penge nok til at have råd til en skilsmisse. Eller til at forlade jobbet, hvis man ønsker det.

Altså en konto, der sikrer én økonomisk uafhængighed. Det lyder jo egentlig basalt, men den havde jeg sgu aldrig lige tænkt over. Jeg er hermed startet med at spare op.

Mangler nogle mænd

Et andet stort kritikpunkt af serien er manglen på mænd. I løbet af de fem afsnit bliver der talt med to mænd: Pernille Skippers mand, journalisten Oliver Routhe Skov, der har taget størstedelen af barslen og Ane Høgsbergs lalleglade kæreste, der ikke vil give hende håndslag på, at de skal dele barslen lige.

Jeg ved, at der sidder mange mænd derude, som hver eneste dag kæmper med i ligestillingskampen, og dem er der ikke blevet givet taletid til.

Hvis serien - og ligestillingsdebatten generelt - skal ud af osteklokken, så kræver det, at begge køn kan se sig repræsenteret i debatten. Vi lytter ofte mere til dem, der ligner os selv, og vi mangler desværre det mandlige perspektiv i serien.

Alt i alt synes jeg, at serien er lærerig og underholdende på samme tid. Jeg tror, at de fleste ikke-politisk interesserede danskere m/k ville blive overrasket over, hvor galt det egentlig står til med ligestillingen i Danmark.

“Alle Hader Feminister”. Dokumentar. Kan lige nu ses på dr.dk.