Alt det uddannelse, som vi ikke tør tale om

Vi skal huske ikke kun at lytte til de problemer på uddannelsesområdet, som bliver formuleret af de mest velartikulerede og veluddannede.
Foto: Colourbox
Uddannelsesdebatten er blusset op, og det er SU på de akademiske uddannelser der har tiltrukket sig den største opmærksomhed. Enhedslisten har ligefrem gjort det til et særskilt krav til årets finanslov, at SU’en til de akademiske uddannelser ikke må ændres en millimeter de næste tre år. Sådan er det, og selvfølgelig slet ikke overraskende.

Enhedslisten har ligefrem gjort det til et krav, at SU’en ikke må ændres en millimeter

Overraskende er det til gengæld, at der er enorme problemer på uddannelsesområdet, vi nærmest ikke taler om. Hvornår er det for eksempel sidst blevet rejst som et krav i en finanslovsforhandling, at vi skal gøre noget ved alle dem, der i dag slet ikke får en uddannelse?

Den tikkende bombe under vores velfærd

Torsdag i forrige uge kom Undervisningsministeriets opgørelse over situationen over praktikpladserne på vores erhvervsuddannelser. Det er desværre trist læsning. For der er færre unge, der er i gang med hovedforløbet af deres erhvervsuddannelse, end der var i 2014. På trods af, at økonomien går derudaf og vi hver eneste uge hører om virksomheder, der ikke kan rekruttere arbejdskraft, er der 10% færre lærlinge og elever, end der var i 2014. Tusindvis af unge kan ikke færdiggøre deres uddannelse.

Der er færre unge, der er i gang med hovedforløbet af deres erhvervsuddannelse

Det ser helt skidt ud, når man kigger på fagene, der handler om omsorg, sundhed og pædagogik, hvor der blev indgået 40% færre uddannelsesaftaler i 2018, end der gjorde i 2014. Så mens kommunerne river sig i håret over manglen på uddannet arbejdskraft til de store velfærdsområder, bliver der stadig uddannet for få elever.

Det er et enormt problem og kan føre til, at vores velfærdssamfund ikke kan hænge sammen om få år, når de store generationer for alvor får brug for omsorg og pleje og en stor del af de nuværende medarbejdere er gået på pension.

Dem, der ikke aner, om de er købt eller solgt

Helt galt går det, når vi ser på det, der hedder korte uddannelsesaftaler. Korte aftaler er aftaler om en praktikplads, der kun dækker én skoleperiode og én praktikperiode. Når en ung lærling får en kort aftale svarer det til, at en gymnasieelev får at vide, at hun kan komme i 1.g. men ikke kan være sikker på at komme i 2. g. Og da slet ikke tage studentereksamen på det samme gymnasium.

De sidste 5 år er der kommet 66 procent flere korte aftaler

Problemet med de korte aftaler vokser og vokser. De sidste 5 år er der kommet 66 procent flere korte aftaler, og intet tyder på at den udvikling vil stoppe. I nogle fag er de korte aftaler tæt på at være normen. For eksempel i byggeriet, hvor det allerede i dag er op mod halvdelen af murer-, maler- og tømrerlærlingene, der er ansat på korte aftaler.

Sådan var de korte aftaler aldrig tænkt. Det var kun i særlige tilfælde, at der skulle bruges korte aftaler. Nu er de i begyndt at blive normen i fag, hvor arbejdsgivere spekulerer i at give de korte aftaler ”for at holde lærlingene på tæerne”, som en arbejdsgiver har formuleret det.

Det er fuldstændigt urimeligt. De korte aftaler er et problem, der sætter de unge under et stort og helt urimeligt pres, fordi de aldrig ved, om de er købt eller solgt. Vi ville aldrig nogensinde acceptere det, hvis det samme skete for gymnasieelever. Men når det handler om erhvervsuddannelserne, accepterer vi det uden egentlig at tale om det.

Dem, der bliver efterladt på perronen

Kravene til, hvad man skal kunne for at have fodfæste på arbejdsmarkedet, flytter sig hele tiden. Der kommer nye teknologier, for eksempel bæredygtige løsninger, som betyder et kæmpe potentiale for vores virksomheder men også betyder, at medarbejderne skal lære nyt og kunne mere for at være med.

Så hvis ikke, man har mulighed for at uddanne sig hele livet, bliver man efterladt tilbage og kan se de yngre generationer tage jobbene, mens man selv bliver kørt som museum lang tid før pensionsalderen.

Antallet af kursister halveret, fra 456.000 i 2009 til 205.000 i 2018

Det med at efteruddanne har vi traditionelt været gode til her i Danmark. Gennem den ene teknologiske bølge efter den anden, har vi formået at efteruddanne medarbejderne til nye jobs – eller jobs i nye brancher, hvis det var dét, der var løsningen. Den danske model har igen og igen vist sit værd.

Men de sidste ti år er antallet af kursister halveret, fra 456.000 i 2009 til 205.000 i 2018, selv om man ikke ligefrem kan sige at den teknologiske udvikling er stået stille i perioden.

Skræmmeeksemplet på, hvor galt det kan gå, er selvfølgelig USA. Hvis du mistede dit job, kunne du som regel regne med at få et nyt. Men fra 2010 har det ændret sig. Næsten halvdelen af dem, der blev fyret i finanskrisens efterdønninger, fandt aldrig et nyt arbejde. Det er en menneskelig og samfundsmæssig tragedie.

Næsten halvdelen af dem, der blev fyret i finanskrisens efterdønninger, fandt aldrig et nyt arbejde

Resultatet kender vi. Valget af ultrapopulisten Trump, en spaltning af det amerikanske samfund og store dele af USA, der i afmagt forsøger at holde fast i det, der fungerede engang – kulminer og forurenende industri, for eksempel.

Så slemt er det ikke gået i Danmark, og heldigvis prioriterer den nye regering efter- og videreuddannelsen af dem, der er på arbejdsmarkedet. Men der er langt igen før vi har indhentet efterslæbet, og det er vi nødt til at forholde os til.

Dem, der slet ikke får en uddannelse

Værst ser det måske ud for dem, der slet ikke får en uddannelse. For hvis ikke man har en uddannelse efter folkeskolen tjener man mindre, man er i større risiko for at blive arbejdsløs, man bliver i højere grad nedslidt – og man får i øvrigt også et kortere liv end dem, der har brugt arbejdslivet bag et skrivebord.

15 procent af de 30-34 årige i 2019 har ikke en uddannelse efter folkeskolen

Det er faktisk temmelig mange, det drejer sig om. 15 procent af de 30-34 årige i 2019 har ikke en uddannelse efter folkeskolen. Et tal, der har stået bomstille de sidste ti år.

I nogle områder som for eksempel Ishøj eller Region Syddanmark, står det endnu værre til. Her er det hver femte 30-34 årige, der ikke har fået en uddannelse efter folkeskolen.

Blandt indvandrere og efterkommere står det endnu værre til: Hver tredje (33 procent) efterkommer i aldersgruppen 30-34 år har ikke har en uddannelse.

Der er lyspunkter i tallene som viser, at vi kan gøre noget ved problemet med de mange, der ikke får en uddannelse. I København er andelen af 30-34 indvandrere, der ikke har en uddannelse, for eksempel faldet fra 20 procent til 9 procent på ti år. Det er en kæmpe succes, som selvfølgelig kun er kommet i hus ved hjælp af et langt, sejt træk og en benhård politisk vilje til at gøre noget ved problemet.

Så meget desto mere kan det undre, at dem uden uddannelse fylder så lidt i uddannelsesdiskussionen.

Løft blikket!

Jeg er en af dem, der har været så privilegeret, at jeg kunne tage en akademisk uddannelse. For mig var dét det rigtige, og vi skal blive ved med at sørge for, at vores uddannelsessystem – også på de akademiske uddannelser – er godt og kan tilbyde økonomiske rammer i form af SU, der gør dem mulige selv hvis ens forældre ikke hører til de rigeste i samfundet.

Vi bliver bare også nødt til at erkende, at det ikke er de akademiske uddannelser, der hjælper dem, der har størst behov. SU på kandidaten hjælper ikke de tusindvis af unge uden praktikplads, hjælper ikke alle dem på de korte uddannelser og hjælper slet ikke dem, der slet ikke får en uddannelse efter folkeskolen.

De akademiske uddannelser er først og fremmest befolket af børnene fra de mest velstillede familier

For i virkelighedens verden er akademiske uddannelser først og fremmest befolket af børnene fra de mest velstillede familier, som en nylig undersøgelse fra tænketanken DEA – igen! – dokumenterer, skulle man være i tvivl.

Så selv om man har gået længe i skole, kan man godt løfte blikket fra sin egen verden, bare et øjeblik. Og erkende, at SU på kandidatuddannelsen ikke er det største uddannelsesmæssige problem, vi har.

SU på kandidatuddannelsen ikke er det største uddannelsesmæssige problem, vi har

Det hedder solidaritet, gør det. Og handler om, at os der har mest, har en særlig forpligtelse til ikke kun at hytte vores eget skind. Men lytte til de problemer, som findes hos dem, der ikke er lige så velartikulerede som os.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Anmelder og debatør på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook