Alternativet: Ny leder skal kickstarte en stillestående bevægelse

I weekenden skal 1.600 medlemmer af Alternativet pege på en afløser for partistifter Uffe Elbæk.
Lørdag eftermiddag samles Alternativet til landsmøde i København for at pege på en ny politisk leder, som skal afløse partistifter Uffe Elbæk, der meddelte sin afgang som leder kort før jul.

Et formandsskifte i et politisk parti er altid en stor ting, som for de involverede er forbundet med store følelser, men når det tilmed er en partistifter, der skal afløses, så er det naturligvis noget helt særligt.

Mere end 600 medlemmer har tilmeldt sig til det udsolgte landsmøde og derudover har mere end 1.000 personer tilmeldt sig muligheden for at deltage i afstemningen digitalt, hvilket bringer antallet af stemmeberettigede til landsmødet op på over 1600.

Politisk ordfører er favorit

Der er seks kandidater, som kæmper om medlemmernes gunst.

Favoritten er den nuværende politiske ordfører Rasmus Nordqvist, mens folketingskandidat Theresa Scavenius og tidligere folketingsmedlem Josephine Fock vurderes til at være outsidere. De tre øvrige kandidater, tidligere partifunktionær Sascha Faxe, byrådsmedlem Mira Issa Bloch og regionsrådsmedlem Rasmus Foged levnes ikke mange chancer.

Der er dog ikke lavet målinger eller andet, der skulle indikere hvilken vej det går, så budene er baseret på forskellige politiske kommentatorers mavefornemmelser.

Proceduren for valget er, at den nye politiske leder skal have opbakning fra 50 procent af de stemmeberettigede.

Hvis ingen af kandidaterne opnår mere end 50 procent i første runde, stemmes der igen i en ny runde med de fire kandidater, der opnåede flest stemmer i første runde. Den procedure gentages indtil der er en der opnår 50 procent, så der kan maximalt blive tre valgrunder.

Organisation, organisation, organisation

I løbet af ugen har de seks kandidater været på kandidat-roadshow rundt i landet. Debatten her har i høj grad sig om hvordan kandidaternes stil og deres visioner for organisationen Alternativet, end om de politiske forskelle eller uenigheder.

Kandidaterne har i stedet på forskellige måder forsøgt at præsentere forskellige bud på hvordan de vil lede partiet og ikke mindst, hvordan de vil sørge for at blive bedre til at lytte og inddrage baglandet i det politiske arbejde.

Hele formandsvalget er faldet sammen med udgivelsen af en bog om Alternativets valgkamp, som tegner et billede af et parti, hvor der er en stor modsætning mellem de erklærede visioner om inddragelse af medlemmerne i politikudviklingen og så den praktiske dagligdag, hvor det er små grupper, der tegner butikken.

Forskellen mellem det erklærede mål om at være en levende bevægelse, men hvor man har de samme udfordringer, som mange andre partier med at finde nok folk til at tage del i det frivillige organisatoriske arbejde.

Har meldt hver fjerde ud

De siger det ikke ligeud på kandidatmøderne, men alle kandidaterne er klar over at der venter en kæmpe opgave for den nye politiske leder med at sparke gejsten og troen på projektet ind i partiet igen.

For det er et parti med mange udfordringer. Ved valget tabte man halvdelen af folketingsmandaterne og folketingsgruppen er på fem medlemmer. Mandaterne faldt desuden således ud, at partiet ikke er tungen på vægtskålen.

Alternativet har godt 6.200 medlemmer. Partiet meddeler, at men i forbindelse med valget til politisk leder har udmeldt ikke færre end 1.941 medlemmer, der var i restance, altså ikke har betalt deres kontingent, men som ikke selv har udmeldt sig.

Dermed er medlemstallet tæt på halveret i forhold til maj måned 2017. hvor partiet rundede 11.000!

Så der er nok at udfordringer for den næste politiske leder af Alternativet. Resultatet forventes at ligge klar seneste klokken 20.00.

placeholder

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce