Alternativet stemte nej til den grønneste transportform i verden

Alternativets seks medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation stemte alle imod den planlagte forlængelse af metroen til sydhavnen.
Torsdag den 1. februar skulle den videre fremtid for udviklingen af Københavns Metro afgøres i Borgerrepræsentationen. Men det kom som et stort chok for mange af borgerrepræsentationskollegaerne, da Alternativet valgte at stemme nej til en forlængelse af metroen til et af byens mere socialt belastede områder i Sydhavnen.

Jeg er ekstremt overrasket over, at Alternativet vælger at stemme nej til Metro til Sydhavnen

"Jeg er ekstremt overrasket over, at Alternativet vælger at stemme nej til Metro til Sydhavnen. Den grønneste transportform i verden. Vi havde nok regnet med, at de ville være med på den grønne udvikling af byen sammen med os andre", lyder det fra Jonas Bjørn, Socialdemokratiets politiske ordfører i Københavns Borgerrepræsentation.

Men Jonas Bjørn er ikke ene om at være overrasket efter aftenens afstemning i borgerrepræsentationen. sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling fra SF deler til fulde overraskelsen:

Vi har brug for at flytte folk fra biler og over i den kollektive transport. Der er metro et af de hurtigste og mest effektive redskaber vi har

“Alternativet slår sig jo op på den grønne omstilling. Her er metro en af de mest progressive transportformer der findes og helt afgørende for, at vi kan skabe en bæredygtig udvikling. Vi har brug for at flytte folk fra biler og over i den kollektive transport. Der er metro et af de hurtigste og mest effektive redskaber vi har”, lyder det fra SF-borgmesteren.

Stærk bekymring for den massive gældsætning i København
Mens flere økonomer og især højrefløjspartierne tidligere har drillet Alternativet med, at de ikke har styr på finanserne, så er det netop gældsposterne, som har fået samtlige af Alternativets medlemmer af borgerrepræsentationen til at vende tommelfingeren nedad til Sydhavnsmetroen. Alternativet er stærkt bekymrede for især den massive gældsætning i Københavns kommune.

Derfor rejser vi en politisk og økonomisk debat om fremtidens byudvikling.

Alternativet er generelt positive overfor grøn kollektiv transport som for eksempel metro, letbane, bus, tog, men vi ønsker ikke at øge det i forvejen tunge gældspres (knap 50 mia kr.). Så meget gæld binder os til en elitær byudvikling, hvor byggegrunde skal sælges for højeste pris uden skelen til andre bundlinjer som for eksempel den grønne og sociale. Derfor rejser vi en politisk og økonomisk debat om fremtidens byudvikling. Binder vi os til en stor og risikabel gæld er det klart, at det er sværere at udvikle en by med billige boliger for alle", udtaler Niko Grünfeld, kultur- og fritidsborgmester fra Alternativet, i en skriftlig kommentar til Netavisen Pio.

Fra By og Havn peger man i mellemtiden på, at den langsigtede gældsafvikling er påbegyndt og at økonomien generelt er sund. Fra byudviklingsselskabet selv lyder beskeden, at man har taget alle forholdsregler:

“Vi laver følsomhedsanalyser, blandt andet i forhold til, hvad der sker, hvis renten stiger. Det har givet sig udslag i, at vi har en ret sofistikeret håndtering af gælden. Vi garderer os mod pludselige rentestigning ved hjælp af finansielle instrumenter,” sagde Carsten Koch, bestyrelsesformand for By & Havn til Berlingske Business i november 2017.

Overslag fra Metroselskabet peger på, at op imod 900 millioner kroner allerede er investeret i metroen til Sydhavnen. Penge som kunne være spildt, hvis flertallet stemte som Alternativet, imod forlængelsen af metroen.

Arbejderkvarteret sydhavnen bliver snydt
Den stigende ulighed i København har fået større focus over de sidste måneder blandt andet med analyser fra både AE-Rådet og Politiken. Men et af byens fattigste områder er netop Sydhavnen.

Jeg er ked af, at det netop er det gamle arbejderkvarter Sydhavnen, som Alternativet vil snyde for metrostationer og højklasset transport

"Jeg er ked af, at det netop er det gamle arbejderkvarter Sydhavnen, som Alternativet vil snyde for metrostationer og højklasset transport. Vi har brug for at binde alle dele af byen sammen, men især i Sydhavnen er det vigtigt. Et område, der har brug for at komme tættere på byen og blive bundet sammen med den resterende by", udtaler politisk ordfører for Socialdemokratiet, Jonas Bjørn.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce