Alternativet til USA er at se mod Norden
Alternativet til USA er at se mod Norden
Her og nu har Danmark intet alternativ til at finde sig i Trumps ydmygelser. Vi kan håbe, at han forsvinder af sig selv, men noget er gået i stykker

Niels Jespersen, chefredaktør på Netavisen Pio

Imens præsident Donald Trump truer Danmark med militære og økonomiske sanktioner, skal amerikanske fly, kampvogne og tropper så have “uhindret adgang” til tre militærbaser i Jylland?
Det korte svar er ja. Selv om vreden over amerikanernes forræderi og hån mod Danmarks ofre som trofast allieret ulmer i ethvert dansk bryst, så er vores sikkerhedspolitiske situation den samme som altid:
Danmark har brug for allierede og den eneste allierede, der har evnen til at afskrække vores fjender - i første omgang Rusland, er USA.
Det skaber den uværdige situation, hvor vi med defaitister fra DIIS’ ord klamrer os til den boksehandske, der lige har slået os i nakken.
Vi har mere brug for amerikanerne, end de har for os. Det er i Danmarks interesse, at USA er til stede i Europa.
I hvert fald for en tid
Vi skal ikke forfalde til “battered wife syndrome”
Stridens kerne er Grønland, hvor uansvarlige politikere er i færd med at slippe kræfter løs, som kan sønderrive rigsfællesskabet.
Det er værd at spørge os selv, hvordan vi endte her. Den danske arktis- og grønlandspolitik har været en fiasko. Ligesom vores Irak- og Afghanistan-politik.
Der er noget galt med den måde man ser verden på i Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet.
Han er en katastrofe for USA og en trussel mod den frie verden
Men vi skal ikke forfalde til det, amerikanerne kalder “battered wife syndrome”, hvor kvinden i et dysfunktionelt forhold bebrejder sig selv sine sår og skrammer.
Alverdens radarsystemer og isbrydere havde ikke ændret Trumps syn på sine allierede.
Han er en katastrofe for USA og en trussel mod den frie verden.
Lad os huske det gode og komme videre
For socialdemokrater er erkendelsen svær, men nødvendig.
I 75 år har alliancen med USA været hjørnestenen i vores sikkerhedspolitik. Man behøver ikke beundre den amerikanske samfundsmodel for at anerkende USA’s hidtidige storsind og gavmildhed over for Danmark.
Vi kan håbe, at det hele bare er en ond drøm, og at vi om fire år vågner op til en normalitet, hvor amerikanerne atter indser værdien af allierede og en regelbaseret verdensorden.
Men som en klog kvinde engang sagde, så er håb ikke en strategi.
2025 kan blive året hvor NATO-samarbejdet bryder sammen
Danmark står lige nu i den mest alvorlige situation siden 1930'erne.
2025 kan blive året hvor NATO-samarbejdet bryder sammen, og hvor Ukraine presses til en uretfærdig fred, hvor landet sønderlemmes uden troværdige sikkerhedsgarantier mod fornyede russiske aggressioner.
I det scenarie står Putin med en gigantisk kampvant hær, som han ikke har råd til at demobilisere.
Norden og Polen garanterer Baltikum
I snart tre år har det tapre ukrainske folk beskyttet os med enorme ofre. Vesteuropa havde muligheden for at påføre Putin et nederlag, uden at det skulle koste os en dråbe blod.
Den chance er ved at være forspildt. EU sover i timen. Vi kan ikke vente på tyskerne, og både Storbritannien og Frankrig risikerer at blive overtaget af højreekstremister.
Sammen kan vi garantere Baltikums uafhængighed
Derfor bør Danmark vende sit syn mod Norden. Med 30 millioner borgere og en økonomi, der langt overgår den russiske, udgør vi en mægtig fæstning.
Norsk energi, svensk rustningsindustri og den finske hær er en potent kombination.
Forhåbentligt finder vi også noget at bidrage med.
Og på den anden side af Østersøen står polakkerne. De har både anerkendt faren fra øst og forberedt sig på den. Sammen kan vi garantere Baltikums uafhængighed.
Vi kan ikke blive ved med at gøre tingene på den gamle måde
Men tiden er knap. Selv om statsministeren påpeger, at vi ikke længere er i fredstid, så sker omstillingen fra konkurrencestat til sikkerhedsstat stadig i et fredstids-tempo.
Det dur ikke. Vi kan ikke blive ved med at gøre tingene på den gamle måde.
Selv om truslerne ikke bliver til virkelighed, så skal vi forberede os på det værste.
Kommentarer
“Danmark står lige nu i den
I forlængelse af ovenstående
Tak til "Nielsen" for dette
Du har ret Poul Jeg har også
Samtlige NATO lande er i gang
Niels Jespersens analyse er
Nemlig. Den første Golfkrig
Nej det er ikke noget
EU må se st få a-våben.
Thjaaa Bøje. Med din
Pia Muslimer fra Menapt lande
Kapitalismen driver
Polen er netop ikke til at
Der hersker også kaos og
Men PIS-partiet står samme
Og i øvrigt er jeg stor
- så ville du også få det
- "Og det behøver ikke være
Niels du er en drømmer fra
Selvfølgelig kan der komme
Om 5 år er russerne klar til
Tilføj kommentar