Amager Fælled-underskrifter afgør ikke kommunalvalg

Lidt over 26.000 københavnere har skrevet under mod byggeri på Amager Fælled. Det er næppe nok til at stoppe byggeplanerne.
Spørgsmålet om opførelsen af nye boliger på Amager Fælled er blevet et hot emne i den københavnske kommunalvalgkamp. Sidste år valgte SF og Radikale Venstre at springe fra en næsten 25 år gammel aftale, fordi de pludselig var blevet modstandere af opførelsen af det nye boligkvarter, Ørestad Fælled.

En gruppe aktivister omkring Facebookgruppen ’Amager Fælleds venner’ og en række politiske partier prøver nu at gøre spørgsmålet om Ørestad Fælled Kvarter til et centralt emne i kommunalvalgkampen.

For at lægge at lægge yderligere pres på overborgmester Frank Jensen startede Københavnerafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening ét år siden underskriftindsamlingen ”Bevar Københavns naturhistoriske kronjuvel!”. Den har per 1. september 2017 klokken 23.00 modtaget 45.632 underskrifter.

Opråb: Gør underskrifter til politik
Det er på alle måder et imponerende antal underskrifter for en lokalsag, hvorfor både aktivister, partier og naturorganisationer forsøger at udnytte underskrifter til at gå på barrikaderne over Frank Jensen, flertallet i borgerrepræsentationen og den 25 år gamle aftale.

”Over 40.000 har skrevet under på bevarelsen af Amager Fælled. De ønsker at omgøre den beslutning, som blev truffet for mere end 20 år siden, og jeg synes, at det er en oplagt mulighed for at lytte til københavnerne”, lød det for nyligt fra Alternativets spidskandidat til Borgerrepræsentationen, Niko Grünfeldt, der kræver at underskriftsindsamlingen skal føre til en ændring af de eksisterende politiske aftaler.

I samme stil kræver også Danmarks naturfredningsforening at underskrifterne får direkte politiske indflydelse ”Det her er noget, I skal tage alvorligt, Frank Jensen – der er kommunalvalg næste år”, udtalte præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, da hun sidste år overrakte overborgmester Frank Jensen de første godt 28.000 underskrifter.

Der kan næppe være tvivl om, at en borgmester bør lytte til sine borgere, ligesom man også altid bør tage flere tusinde underskrifter alvorlig. Spørgsmål er alene, hvorvidt underskrifterne skal føre til konkret handling.

Derfor må spørgsmålene gå på 1) Hvor mange af underskriverne er egentlig københavnere, der kan stemme ved kommunalvalget? 2) Hvor stor en andel af de københavnske vælgere svarer det egentlig til, og er det noget som kan ryste posen ved efterårets kommunalvalg? Netavisen Pio dykker ned i tallene bag de mange underskrifter.

Hvor mange københavnere har egentlig skrevet under?

Svar: 26.349 per 1. september 2017.

Det første man skal være opmærksom på er, at en betydelig del af underskrifterne kommer fra personer, der ikke er bosat i København. Eksempelvis 58 underskrifter fra Rønne på Bornholm og 52 underskrifter fra Sønderborg i Sydjylland og 38 underskrifter fra Nørresundby i Nordjylland.

Det er folk i Rønne, Sønderborg og Nørresundby selvfølgelig i deres gode ret til at gøre. Men i forhold til at vurdere betydningen ved et kommende kommunalvalg i København, er det selvsagt kun de københavnske underskrifter, som bør tælles med.

Netavisen Pio har ved hjælp af statistikredskabet på skrivunder.net optalt, hvor mange af underskriverne der har registreret sig som bosiddende i et område, der hører til Københavns kommune. Og så reduceres de 45.632 underskrifter til 26.349 underskrifter.

Det er dog kun 42.354 som har opgivet hvor de bor, det vil sige, at der er 3.278 underskrivere som ikke har opgivet, hvor de bor, og en del af dem er formentlig fra København.

Hvor stor en andel af københavnerne svarer 26.349 underskrifter til?

Svar: Mellem 4,4 og 9,6 procent.

Københavns kommune har per 1. januar 2017 opgjort befolkningstallet i Københavns kommune til 602.504 personer. De 26.349 underskrifter svarer altså til cirka 4,4 procent af københavnerne.

Men de 602.504 indbyggere indeholder også børn og unge under 18 år, som ikke har stemmeret ved kommunalvalget. Ved seneste kommunalvalg i 2013 var antallet af stemmeberettigede 460.449. Så hvis vi antager, at samtlige underskrivere er over 18 år og stemmeberettigede (hvilket faktisk ikke er et krav for at deltage i underskriftindsamlingen), så svarer 26.349 underskrifter til 5,7 procent.

Nu er det imidlertid langt fra alle stemmeberettigede, som rent faktisk går ned og stemmer til kommunalvalget. Valgdeltagelsen ved 2013-valget var kun på lige godt 60 procent, så der blev registreret 275.686 gyldige stemmer. Så hvis det antages, at samtlige underskrivere er stemmeberettigede og går ned og stemmer, så svarer 26.349 til 9,6 procent.

Hvor mange mandater i Borgerrepræsentationen svarer 26.349 stemmer til?

Svar: 5-6 mandater.

Der er 55 mandater i Borgerrepræsentationen i København. På baggrund af 2013-valget svarer 26.349 stemmer altså til cirka 10 procent, hvilket igen svarer til mellem 5 og 6 mandater, alt efter hvordan de øvrige stemmer falder ud.

Antallet af underskrifter svarer næsten til hvad SF fik ved 2013-valget, 27.547 stemmer, hvilket rakte til 6 mandater. Antallet af underskrifter svarer til godt en tredjedel af hvad Socialdemokratiet fik ved 2013-valget, nemlig 76.524 stemmer og 16 mandater.

Kan 26.349 stemmer rykke balancen ved kommunalvalget?

Svar: I teorien ja – i praksis næppe.

Der skal 28 mandater til for at have et flertal i Borgerrepræsentationen. De fire partier som er imod byggeriet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet, fik ved valget i 2013 tilsammen 23 mandater. Så en samlet fremgang på 26.349 til de fire partier vil altså kunne give dem 5 mandater ekstra – og dermed flertal i Borgerrepræsentationen!

Der er dog et par væsentlige forbehold. For det første er der formentlig allerede en del af de 26.349, som i forvejen stemmer på et af de fire ’modstandspartier’. Selvom der givet vis kan findes masser af socialdemokrater, konservative og venstrefolk blandt underskriverne, så er det meget usandsynligt, at de skulle udgøre samtlige 26.349.

For det andet er det faktum, at man har skrevet under på en underskriftindsamling, ikke ensbetydende med, at man også stemmer på et af de fire partier ved kommunalvalget. Det afhænger helt af hvilke emner, der optager den pågældende vælger på valgdagen.

For det tredje skal der som nævnt tages forbehold for, at der blandt underskriverne kan være personer, som ikke er stemmeberettigede, personer som vælger ikke at bruge deres stemme på valgdagen eller personer, som er flyttet fra København inden valgdagen i november.

Og endelig, for det fjerde, er flertal til de fire partier langt fra ensbetydende med, at de også vil kunne finde ud af at samarbejde efter valget. Blandt andet skal de fire partier kunne blive enige om, hvordan den regning for metrobyggeriet på mellem 1,5 og 2 milliarder kroner skal betales, hvis det ikke skal ske ved at sælge grunden Ørestad Fælled Kvarter på Amager Fælled.


Flere artikler om emnet

Annonce