Ambassadør i Europarådet: ’Vores succeskriterium er at holde sammen på organisationen’

Strasbourg: Menneskerettighedsdomstolen er blevet for aktivistisk, lyder kritikken, men organisationens største udfordring er Rusland.  
Det er nu snart to måneder siden, at Danmark overtog formandsposten for Europarådets ministerkomité; et formandskab, som Danmark har valgt at bruge på blandt andet at revidere måden, som domstolen i Strasbourg fortolker menneskerettighedskonventionen på.

Der er sket meget siden 1996, da Danmark sidst var formand for ministerkomitéen. Her gik Danmark forrest i kampen for at få Rusland optaget i det internationale samarbejde. I dag står organisationen på et anderledes skrøbeligt fundament; Danmark og Storbritannien forholder sig kritisk til især menneskerettighedsdomstolen, som mange vurderer, er blevet for aktivistisk i sin fortolkning af menneskerettighederne. Herhjemme ønsker Dansk Folkeparti ligefrem, at den europæiske menneskerettighedskonvention skal tages ud af dansk lovgivning, fordi man mener, at den gør det for besværligt for Danmark at bestemme, hvilke udlændinge, der skal være i Danmark.

Men værre endnu, stormagten Rusland truer med at trække sig helt ud af organisationen:
”Det skaber et problem, som ligger udover de danske prioriteter, for det har en helt anden lyd og farve, at et medlemsland i dag bringer os i en eksistentiel krise omkring organisationens fremtid,” siger den danske ambassadør i Europarådet, Arnold Skibsted.

Et værn imod fascismen og nazismen
Den 67-årige ambassadør Arnold Skibsted leder Danmarks faste repræsentation ved Europarådet, som varetager Danmarks interesser i det daglige arbejde og som fungerer som et bindeled mellem Rådet og det danske udenrigsministerium.

Jeg møder ham i Europarådets hovedbygning, Palais de l’Europe. En på én gang storartet og betontung bygning, som kun 1970’erne har kunnet præstere.

De ti grundlæggende stater var enige om, at det som nazismen havde stået for ikke skulle gentage sig.

Efter en længere indledende diskussion om, hvorvidt vi skal sætte os i lænestolene eller ved det meterlange konferencebord går interviewet i gang med en undersøgelse af min viden om Europarådet. Efter få sekunders reflekterende tavshed konkluderer ambassadøren, at han hellere må starte med en historisk opsummering af rådets grundlæggelse og dets værdigrundlag.

”Organisationen blev grundlagt i 1949, som en reaktion på nazismens og fascismens forbrydelser. De ti grundlæggende stater var enige om, at det som nazismen havde stået for ikke skulle gentage sig.” Ambassadøren fortæller, at organisationen derfor blev funderet på tre grundlæggende principper: Menneskerettighederne, retsstaten og demokratiet.

En sikring imod vilkårlige overgreb på individet
Menneskerettighederne skulle sikre individet imod de vilkårlige angreb på individet, som man havde oplevet under nazismen. Den vilkårlige magtudøvelse og korruption fra statens side skulle erstattes af retsstaten - en organiseret struktur, som sikrer borgeren, at dens rettigheder vil blive respekteret, selv hvis den kommer i konflikt med andre borgere eller staten selv. Det indbefatter at have domstole og en administration, som man kan have tillid til, og som ikke er korrupt. Den tredje byggesten er, at diktaturet, som nazismen også stod for, erstattes af en demokratisk styreform.

Det at have formandskabet for ministerkomitéen indbefatter, at man fungerer som ordstyrer på møder, at man hjælper sekretariatet med at møderne afvikles i god ro og orden og at man sidst, men ikke mindst, er med til at sætte nogle emner på dagsordenen, som landet synes er særligt vigtige.

Det danske formandskab fokuserer på en revurdering af domstolens dynamiske fortolkningspraksis, men derudover også blandt andet på handicappedes rettigheder, ligestilling og kampen mod tortur.

Danmarks prioriteter er positive og progressive
For enden af en lang grå korridor møder jeg Europarådets talsmand, Daniel Holtgen, som skal fortælle mig, hvad man egentlig tænker om det danske formandskabs førsteprioritet; nemlig ambitionen om at revidere menneskerettighedsdomstolens såkaldte ’dynamiske fortolkningspraksis.'

Vi forstår og ved fra besøget af generalsekretæren i København, at Danmark ikke har til hensigt at ændre artikler i konventionen, eller på nogen måde forsøge at ændre konventionen. Det ville også være urealistisk.

Holtgen er en diplomatisk mand, og han kalder de danske prioriteter for både positive og progressive – ikke mindst roser han vores fokus på handicappedes rettigheder, som han forklarer, der sjældent har været opmærksomhed på. Når det kommer til vores lidt mere kontroversielle prioritet – spørgsmålet om, hvorvidt menneskerettighedsdomstolen overfortolker konventionen - vurderer han, at det er ”et område, som måske er blevet misforstået eller overdrevet,” men han understreger dog, at vi har haft lignende debatter under andre formandskaber, navnlig det britiske: ”Det er godt at have debatten om konventionerne, hvis det fører til bedre forståelse, og den forståelse fører til mere accept,” siger Daniel Holtgen.

”Vi forstår og ved fra besøget af generalsekretæren i København, at Danmark ikke har til hensigt at ændre artikler i konventionen, eller på nogen måde forsøge at ændre konventionen. Det ville også være urealistisk, for det ville man kun kunne gøre med enstemmighed. Den danske diskussion handlede måske i starten om at ændre ting i konventionen, det gør den så ikke længere.”

Vi bør sætte tingene i perspektiv
Han forklarer, at han har hørt noget af den kritik, som er blevet rejst af en vis Hr. Messerschmidt eller andre, som hævder, at det er menneskerettighedsdomstolens skyld, at vi i Danmark ikke kan sende kriminelle udlændinge ud af Danmark.

Hvis en national domstol træffer en afgørelse, så bør den falde tilbage på den domstol og ikke menneskerettighedsdomstolen.

”Men her bør man sætte tingene i perspektiv. Danmark er et land med en meget god menneskerettighedshistorik, landet har haft meget få sager i menneskerettighedsdomstolen. Når vores domstol træffer en afgørelse om, hvorvidt en udvisning overholder konventionerne eller ej, tager den dette meget alvorligt og foretager altid en afvejning imellem individet og en række øvrige forhold – for eksempel befolkningens sikkerhed.” Han henviser til en af de sager, der er blevet debatteret allermest i Danmark, nemlig sagen om den kriminelle Gimi Levakovic, som Højesteret vurderede, at man ikke kunne udvise til hjemlandet Kroatien, da det ville være i strid med Levakovics ret til familieliv, som beskrevet i menneskerettighedskonventionen.

”Men dette var ikke en afgørelse fra Strasbourg, men en afgørelse fra Højesteret i København. Så vi kan ikke tage skylden for dette. Hvis en national domstol træffer en afgørelse, så bør den falde tilbage på den domstol og ikke menneskerettighedsdomstolen,” siger Holtgen og flere danske undersøgelser har da også vist, at de danske domstole faktisk er mere tilbageholdende i udvisningssager end den europæiske.

At forny for at bevare
For Arnold Skibsted kan den danske hovedprioritet heller ikke ses som et forsøg på et opgør med menneskerettighedskonventionen – den skal snarere ses, som et forsøg på at fremtidssikre den.

”Fra dansk side arbejder man på, hvordan man kan gøre det menneskeretlige system endnu bedre, altså det vi kan kalde den fortsatte reform af systemet for at sikre, at det kan leve op til de oprindelige intentioner, og at der ikke er noget, der går skævt. Dette er en reformproces, der allerede startede i 2010 under det schweiziske formandskab. Det er en tung og langsom proces. Domstolen er en unik instans og det skulle den gerne blive ved med at være.”

Menneskerettighederne kan aldrig blive en endestation, men er en proces og en diskussion, hvor man konstant må forsøge at forbedre sig.

Ambassadøren forklarer, at der nu sidder en taskforce i Justitsministeriet som finjusterer, hvordan man kan ”forny for at bevare.” ”Man er godt klar over, at man skal være varsom med at reformerne ikke kommer til at pille noget fra hinanden, som fungerer godt. Her vil man arbejde på at sikre, at domstolen kun beskæftiger sig med det allervæsentligste, og det gør man blandt andet ud fra princippet om, at man vil overlade så meget ansvar til landenes domstole som muligt, og man ønsker også at efterlade en vis skønsmargen til landene om, hvordan de vil efterleve afgørelser – ikke hvorvidt de skal gøre det, men hvordan. Det er et forsøg på at reservere domstolen til det allervanskeligste.”

Arnold Skibsted understreger, at man ønsker at lave en stille og rolig udvikling af organisationen, der gør, at den kan følge med tidernes skiften: ”Menneskerettighederne kan aldrig blive en endestation, men er en proces og en diskussion, hvor man konstant må forsøge at forbedre sig. Kontinuitet og en rolig udvikling er de værdier, som bedst tjener denne organisation.”

Danske prioritet er ikke den største hovedpine

Hvad er succeskriteriet for det danske formandsskab?

Det er, at vi er med til at skubbe organisationen og dens arbejde i den rigtige retning, og hjælpe den til kun at påtage sig de allervanskeligste opgaver, som medlemslandene ikke kan klare selv, siger Arnold Skibsted, som dog afsluttende forklarer, at den danske kritik af den dynamiske fortolkningspraksis langtfra er organisationens største hovedpine.

Det har en helt anden lyd og farve, at et medlemsland i dag bringer os i en eksistentiel krise omkring organisationens fremtid.

For Rusland har trukket 2/3 af deres medlemsbidrag til organisationen og truer med at trække sig helt, da de er utilfredse med den behandling, de har fået i den parlamentariske forsamling, efter de annekterede Krim i 2014, hvorefter de blev frataget deres stemmeret.

”Nu siger de, at hvis ikke der kommer en løsning, vil de også udeblive i 2018 og måske heller ikke betale deres budgetbidrag for 2018. Den russiske position skaber et problem, som ligger udover de danske prioriteter, for det har en helt anden lyd og farve, at et medlemsland i dag bringer os i en eksistentiel krise omkring organisationens fremtid.”


Flere artikler om emnet

Annonce