Henter indhold

14. november 2017

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Netavisen Pio leverer daglige nyheder, analyser og baggrund – med klare holdninger.

Nyheder
Amerikanerne er ikke på fornavn med Rufus
Rufus Gifford er en stærk, men stadig ukendt kandidat, og det vil kræve hårdt arbejde, hvis han skal vælges til kongressen.
14. november 2017

Rufus Gifford ved Københavns Havn. Billede fra Facebook.

Den tidligere amerikanske ambassadør Rufus Gifford annoncerede mandag, at han vil forsøge at blive valgt til den amerikanske kongres i delstaten Massachusetts’ tredje kongresdistrikt.

Den i Danmark medievante ambassadørs vej til kongressen er ikke helt ligetil, for først skal han vinde nomineringen blandt et felt af 7-8 andre demokrater, som indtil videre har meddelt deres kandidatur.

I en video fortæller Rufus Gifford, at det er valget af præsident Trump, der har fået den tidligere ambassadør og fundraiser for Obama til at søge valget.

”Som så mange af jer, så vågnede jeg op chokeret og bekymret ved valget af Donald Trump,” siger den tidligere ambassadør.

”Som en der har brugt de sidste fire år i udlandet på at tjene USA, med at bygge relationer mellem regeringer, militær, virksomheder og fremfor alt mennesker, så kunne man øjeblikkelig se at der blev sat spørgsmålstegn ved disse relationer og at de i mange tilfælde er blevet svækkede, så jeg vidste det var tid til at træde til.”

Der er kun en udfordring for den 43-årige Rufus Gifford nemlig, at han ikke er halvt så kendt i Massachusetts, som han er i Danmark, lyder det fra en amerikansk politisk strateg, som Netavisen Pio har talt med.

 

Skal først introducere sig for vælgerne
Mens nyheden om Rufus Giffords opstilling til kongressen trak store overskrifter og affødte lange artikler, så er nyhedsværdien mindre hjemme i USA. Nyheden om kandidaturet fik omkring 150 ord på den lokale afdeling af NBC i Bostons hjemmeside, mens Berlingske til sammenligning gav samme historie 800 ord.

Og det er ikke helt tilfældigt, mener den amerikanske valgstrateg, som Netavisen Pio har talt med. Gifford kan sagtens blive valgt, men det vil kræve hårdt arbejde for at vælgerne lærer ham at kende.

”Ambassadør Gifforrd er en stærk kandidat – han er en naturligt begavet kommunikatør, som kan forvente at drage fordel af hans forbindelser til Obama,” lyder vurderingen fra valgstrategen Jim Arkedis, som selv var med til at vælge Obama i 2008.

Jim Arkedis ser det dog som en udfordring, at Gifford forsøger at brande sig selv som anti-Trump-kandidaten i et felt, hvor alle gerne vil være anti-Trump.

”Hans udfordring er, at så mange demokrater har besluttet at stille op for at bekæmpe Trump. Syv demokrater har allerede erklæret, at de går efter den her plads, og det er inklusiv en lokal politiker som boede i distriktet, mens ambassadør Gifford var i Danmark.”

Blandt modkandidaterne er Steve Kerrigan, der i 2014 var kandidat til viceguvernørposten i staten, og som udefra virker som den stærkeste modkandidat.

Massachusetts tredje kongresdistrikt dækker nogle af Bostons velhavende forstæder og små provinsbyer på grænsen til New Hampshire og det er i det område, at Rufus Gifford selv er vokset op. Distriktet er overvældende demokratisk, og vinderen af primærvalget vil med al sandsynlighed også vinde kongresvalget.

Pladsen bliver ledig, fordi det nuværende kongresmedlem, 71-årige Niki Tsongas, der har siddet i kongressen siden 2007, ikke genopstiller. Hun blev senest genvalgt i 2016 med 69 procent af stemmerne.

Emner: ,

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO