Henter indhold

9. august 2018

Annonce:
Aktuelt
Amerikanske socialister skuffede ved primærvalget
Ved demokraternes primærvalg tirsdag i flere amerikanske stater i Midtvesten tabte flere venstreorienterede kandidater til deres mere moderate modstan
9. august 2018

Både den tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders og den amerikanske venstrefløjs nyeste stjerneskud Alexandria Ocasio-Cortez har været særdeles aktive i valgkampen op til primærvalgene i fem amerikanske delstater, men resultaterne for de progressive var blandede.

Og for at få terminologien på plads, ’liberals’ er det man kan betegne som midterfløjen i det demokratiske parti, mens ’progressive’ er fællesbetegnelse for venstreorienterede, mere socialistisk inspirerede fløj. Det var også engang en konservativ fløj, men den er mere eller mindre forsvundet.

Som vi skrev forleden, så har venstrefløjen – selverklærede socialister og Bernie Sanders-tilhængere – i det demokratiske parti haft vind i sejlene siden 2016 og tirsdag gav vælgerne i en række stater et fingerpeg på, hvor meget (eller hvor lidt) vind, der er i projektet.

Den muslimske Obama tabte
Michigan er særlig interessant, fordi det var en ellers normalt sikker demokratisk stat, som Donald Trump vandt ved præsidentvalget.

Her var der især fokus på opstillingen til guvernørposten, hvor Gretchen Whitmer, en traditionel liberal, som havde opbakning fra ledende partifolk, ganske overbevisende slog Abdul El-Sayed, chefen for Detroits sundhedsvæsen, som havde aktiv opbakning fra Bernie Sanders og Alexandria Ocasio-Cortez.

El-Sayed var flere steder blevet omtalt som ”den muslimske Obama”, på grund af hans retoriske evner, men det var ikke nok til at slå Whitmer. Hun skal til november op imod den republikanske kandidat Bill Schuette, og meningsmålingerne tyder umiddelbart på at det bliver meget tæt.

Mens El-Sayed tabte, lykkedes det til gengæld en Sanders-støttet kandidat, Rashida Tlaib, at blive opstillet til kongressen i et nærmest stensikkert distrikt i millionbyen Detroit. Hun bliver derfor, efter alt at dømme, den første muslimske kvinde i den amerikanske kongres.

1-1 i Kansas
Billedet var nogenlunde det samme i Kansas, hvor to valg havde tiltrukket sig national opmærksomhed, nemlig opstillingen af kongresmedlems-kandidater i statens tredje og fjerde distrikt.

I det tredje distrikt, som er den dybt konservative stats mest venstreorienterede, lykkedes det lige akkurat Sharice Davids at slå Brent Welder, en af veteranerne fra Sanders-kampagnen, som havde solid opbakning fra Sanders-gruppen Our Revolution og den venstreorienterede gruppe Justice Democrats.

Davids, der er advokat, homoseksuel, indianer og har en fortid som professionel MMA-kæmper (MMA er temmelig voldelig kampsport, hvor man både må sparke og slå, red.) fik 37 procent, mens Welder fik 34 procent.

Sharice Davids skal derfor op imod det siddende kongresmedlem, republikaneren Kevin Yoder, ved valget til november. Et valg hvor Yoder umiddelbart er favorit til at vinde.

I det fjerde distrikt scorede Sanders socialisterne til gengæld en sejr, da deres kandidat James Thompson vandt retten til at udfordre det republikanske kongresmedlem Ron Estes til november.

De to kandidater, Thompson og Estes, kender hinanden godt, for de to var også stemmesedlen ved det tilsvarende valg i 2017, hvor Estes vandt med 6 procent. Republikaneren er på forhånd favorit til at vinde igen, i et distrikt som præsident Trump vandt med over 20 procent.

Det er midtvejsvalg til den amerikanske kongres den 6. november.

Fik nedstemt fagforeningsfjendsk lov
I delstaten Missouri stod slaget ikke mellem socialistiske og etablerede demokrater, men handlede  i stedet om folkeafstemningen, hvor den  amerikanske fagbevægelses skæbne var på spil

Her lykkedes det nemlig, efter en massiv kampagne fra fagbevægelsen, at overbevise vælgerne om at skrotte en fagforeningsfjendsk såkaldt ”right-to-work”-lov, som ville gøre det muligt for ikke-organiserede medarbejdere, at få de samme goder som fagforeningsmedlemmer på overenskomst har, uden at skulle betale til fagforeningen.

Loven blev nedstemt med hele 67,5 procent af stemmerne. En klar sejr til fagbevægelsen.

 

 

Emner: ,

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Designed by SKARP & GACELA 2018 PIOPIO