Ammitzbøll-Bille til angreb på blå partier: “Noget af det mest ynkværdige, vi længe har set i dansk politik”
Ammitzbøll-Bille til angreb på blå partier: “Noget af det mest ynkværdige, vi længe har set i dansk politik”
Tidligere LA-minister Simon Emil Ammitzbøll-Bille kritiserer blå partier for at skyde på Lars Løkke Rasmussen, når de ifølge ham ikke selv vil tage ansvar for en midterregering
Tidligere økonomi- og indenrigsminister for Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille retter nu hård kritik mod de borgerlige partier: Venstre, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og De Konservative.
Det sker, efter at partierne de seneste dage har skærpet angrebene på Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen for at indgå i regeringsforhandlinger med kongelig undersøger, Socialdemokratiets formand og fungerende statsminister, Mette Frederiksen.
De fire partier beskylder Løkke for at være på vej til at bane vejen for en regering, der baserer sig på venstrefløjen.
Men ifølge Simon Emil Ammitzbøll-Bille klinger kritikken hult, når de partier, der afviser en midterregering samtidig angriber dem, der forsøger at få en regering på plads.
I en klumme i Kristeligt Dagblad skriver han således om de blå partiers snak om Løkkes løftebrud:
“Det er da godt nok noget af det mest ynkværdige, vi længe har set i dansk politik.”
Ammitzbøll skriver, at de borgerlige partier må vælge, om de vil tage ansvar eller stå udenfor og råbe.
Troels Lund: Løkke svigter
Torsdag morgen skrev Venstre-formand Troels Lund Poulsen på Facebook, at han er “meget bekymret” for, at Danmark snart får en rød regering, hvis Løkke fortsætter forhandlingerne.
Venstre har med næstformand Stephanie Lose i spidsen selv kortvarigt deltaget i regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet – men Troels Lund Poulsen, der netop er vendt tilbage til Christiansborg efter en øjenoperation, og har altså endnu ikke selv deltaget.
Nu opfordrer han også Lars Løkke Rasmussen til at holde sig væk og kalder det et “stort svigt”, hvis Løkke fortsætter forhandlingerne om en centrum-venstre regering med Mette Frederiksen.
Venstre-formanden mener, at der efter valget findes et ikke-rødt flertal i Folketinget, og at det bør bruges til at føre en mere blå økonomisk politik end under SVM-regeringen.
Læs også:En lige højre til Løkke & Co.’s reformiver: "Effekten er til at overse”
Samme takter har Konservative, Libeal Alliance og Danmarksdemokraterne udvist.
Torsdag morgen har formand for Konservative, Mona Juul eksempelvis skrevet på Facebook:
“Jeg er ikke imponeret over udsigten til en regering, der baserer sig på den yderste venstrefløj. Lars Løkke Rasmussen kan lige nu bestemme, hvem der sidder for bordenden. Brug den magt til at male politikken blå.”
Forsvarer Løkke: centrum-venstre eller midterregering
I Kristeligt Dagblad afviser Simon Emil Ammitzbøll-Bille den borgerlige fortælling om, at Løkke uden videre kunne sikre en ikke-rød regering.
En ren blå regering er udelukket, fordi blokkene ikke har flertal uden Moderaterne.
Samtidig vil en centrum-højre regering med Moderaterne og blå partier være afhængig af både Dansk Folkeparti, Borgernes Parti og blå løsgængere – en konstellation, som Amintzbøll kalder “en skabning fra fantasiens verden”.
Lidt grotesk, at de anklager Lars Løkke for ikke at ville gøre det
Torsdag morgen uddybede Simon Emil Ammitzbøll-Bille sin kritik i P1 Morgen og rettede først skytset mod Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance:
“Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance har jo ingen interesse i at ville danne midterregering. De har jo ikke engang ladet som om, at de ville. Derfor er det lidt grotesk, at de anklager Lars Løkke for ikke at ville gøre det,” sagde han.
Dermed står valget ifølge ham reelt mellem en centrum-venstre-regering og en midterregering.
Angående sidstnævnte rettede han kritik mod Venstre og De Konservative, der selv, ifølge Ammitzbøll, kunne gøre et reelt forsøg på at danne den midterregering, som de nu kritiserer Lars Løkke Rasmussen for ikke at sikre.
Ammitzbøll: Venstre vil i opposition
Selvom Troels Lund Poulsen i sit opslag skriver, at han vil have undersøgt muligheden for en centrum-højre-regering, læser Ammitzbøll det som noget helt andet, siger han i P1 Morgen:
“Jeg tror i virkeligheden også, at man skal høre det sådan, at når Troels Lund skruer det op i et lidt mere skingert angreb, så er det i virkeligheden for at skjule, at Venstres egentlige intention er at komme i opposition og ikke at få dannet en regering hen over midten.”
Han mener, at Troels Lund Poulsen mangler modet til at gå ind i en ny midterregering, fordi han frygter, at Venstre igen vil miste mandater ved næste folketingsvalg.
Venstres egentlige intention er at komme i opposition og ikke at få dannet en regering hen over midten
Han tilføjer, at det øjensynligt lader til, at Troels Lund har vendt rundt på sin forgænger, Jakob Ellemann-Jensens, motto fra seneste regeringsdannelse “Danmark først, så Venstre”, så det nu lyder “Venstre først, så Danmark.”
Ammitzbølls kritik rammer ned i en situation, hvor Venstres egen ledelse tilsyneladende allerede forbereder sig på, at partiet ikke kommer i regering.
Ifølge Berlingske sagde Stephanie Lose, onsdag morgen på et lukket møde i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS, at Venstre-toppen i stigende grad forventer en periode i opposition.
Kommentarer
Jeg har en fornemmelse af at…
Jeg har en fornemmelse af at Lund Poulsen ikke brænder 100% for at påtage sig det tunge ansvar det er at være landets statsminister . Vel vidende at der følger verbale øretæver med “ en masse “ .
Men han er sat i en situation hvor bordet fanger efter at blå blok har peget på ham som deres foretrukne kandidat som en kommende borgerlig Statsminister .
Han vil klart hellere have…
Han vil klart hellere have en periode i opposition. Og jeg forstår ham faktisk godt.
Det eneste realistiske er en…
Det eneste realistiske er en centrum venstre regering . De blå har ikke mandater nok uden borgernes parti og løsgængere, og det er utopi. De har ej heller et fælles projekt. De kan kun råbe. Tror faktisk Løkke betaler sig for at indgå i den gruppe . Troels Lund skuffer enormt.
Forstår udmærket, at dele af…
Forstår udmærket, at dele af den borgerlige fløj finder det forkert, at Løkke nu tilsyneladende vil danne regering med partier til venstre for den politiske midte, uden samtidig at balancere disse bestræbelser med modvægt fra højrefløjen med vel især de konservative og Venstre.
Jeg begrunder denne opfattelse med, at Moderaterne, udfra hvad jeg husker, netop blev dannet med henblik på at skabe et regeringssamarbejde ved at samle de partier på højre og venstrefløjen, der ligger tættest på den politiske midte.
Så på den baggrund vil en centrum Venstre regering forekomme ret amputeret, hvilket naturligvis vil ramme Løkke som en boome-rang ved et senere folketingsvalg.
Så derfor kan jeg sagtens forstå højrefløjens udfald mod Løkke og deres opfordring til at udpege en ny kongelig undersøger.
Hvad jeg selv foretrækker er dette anliggende uvedkommende, idet jeg i dette indlæg alene har forsøgt at være neutral.
Rettelse: Stavekontrollen er…
Rettelse:
Stavekontrollen er åbenbart politisk, for den ændrede mit "centrum-venstre" til "centrum-Venstre", men det skal altså være med lille v, for som alle ved, så indgår partiet Venstre jo netop ikke i de nuv offentliggjorte regeringsforhandlinger.
Der er bare det paradoks med…
Der er bare det paradoks med Løkke og højrefløjen. Som nødvendigvis også må inkludere DF , hvis de skal gøre sig forhåbninger om at kunne danne et borgerligt regerings alternativ.
Løkke og Venstre brød i sin tid med den borgerlige højrefløj , da Løkke mente at DF havde alt for stor indflydelse på den politik som han og Venstre ønskede at føre .
Derfor giver det heller ikke nogen mening at tænke på et potentielt borgerligt regeringsgrundlag , som skal kunne rumme både Løkke og Messeschmidt .
Løkke har ikke andre muligheder, hvis ikke han vil ende i opposition og glemsel , end at indgå i et centrum-venstre regeringssamarbejde.
Måske har du ret, men Løkke…
Måske har du ret, men Løkke vil formentlig få et problem med sine vælgere, hvis han alene går i regering med Venstre fløjen, netop fordi hans parti Moderaterne fra begyndelsen er designet til at skabe bro over midten i dansk politik. Og hvor er broen, hvis højrefløjen ikke kommer med i en ny regering. Pst væk!
Dermed har Moderaterne stemplet sig ind som endnu et levebrødsparti uden hverken troværdighed og rygrad, og så er der kun tilbage at sige: "Tillykke Løkke, så længe det varer!
"Mandagstrænere" findes over…
"Mandagstrænere" findes over alt! Folk der ikke vil ind på banen, men stiller sig på sidelinjen, og skælder ud over det der foregår inde på banen.
Vi kan ikke rigtig bruge dem til noget...
Netop fordi Mandagstrænere…
Netop fordi Mandagstrænere ikke er inde på banen, ser de undertiden spillet fra et helikopter perspektiv og øjner evt derved en hel anden status samt chancer og muligheder, som nærkamp spillerne måske overser.
Mange af de såkaldte mandagstrænere har øvrigt en god baggrundsviden at udtale sig fra, så derfor kan man ikke skære alle over en kam og påstå, at de alle er nogle selvkloge individer, der i virkeligheden intet kan, når det virkelig gælder.
Det er sådan jeg forstår dit indlæg, men jeg kan jo tage fejl, det er sket før. I så fald undskyld!
I øvrigt er ordet frit her, så længe man overholder de etiske regler, og det er altid lettere at tilskrive andre debatører negative egenskaber end selv at bruge tid til at tænke sig frem til noget mere opbyggende.
Nadia Natalie Isaksen har nu…
Nadia Natalie Isaksen har nu også meldt sig ud af Borgernes Parti og forsætter som løsgænger. Så nu er Boje Mathiesen ene mand om at præsentere partiet “ med den sunde fornuft” . Som et slogans hæftet på partinavnet prøver at bilde os ind .
Det som er foregået hos BP siden de kom ind med 4 mandater ved valget for knapt 6 uger siden , er en hån mod de vælgere der stemte dem ind , men også mod det danske folkestyre, og som må kalde på seriøse overvejelser om at hæve den nuværende spærregrænse . Man kunne evt kigge mod Sverige og Norge der begge har en spærregrænse på 4% .
Er der nogen der er patetisk…
Er der nogen der er patetisk og ynkelig er det da den hertug og hans venner...
Tilføj kommentar