Ammitzbøll: Ulighed i Danmark er ikke et rigtigt problem

På et samråd i Folketingets finansudvalg gentog økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll sit synspunkt om, at ulighed i Danmark er en ligegyldig diskussion. Socialdemokratiet protesterede indædt.
Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) var i dag indkaldt til samråd i Folketingets finansudvalg. Her skulle ministeren svare på, om regeringen ville gøre noget for at bekæmpe den stigende økonomiske ulighed.

Socialdemokratiets Ane Halsboe-Jørgensen motiverede for samrådet ved at henvise til, at Simon Emil Ammitzbøll 9. januar havde udtalt, at økonomisk ulighed ikke var en diskussion, der var værd at beskæftige sig med. Samtidig fremhævede Ane Halsboe-Jørgensen, at de økonomiske eksperter i eksempelvis OECD og IMF peger på, at en høj grad af lighed er godt for den økonomiske vækst.

Simon Emil Ammitzbøll sagde, at hans udtalelse om, at økonomisk ulighed i Danmark er en ligegyldig diskussion var en udtalelse, han ”meget gerne vil stå på mål for.” Derefter fortalte han om de udfordringer i dansk økonomi, regeringen vil løse: Væksten skal være højere, skattetrykket lavere og den offentlige sektor mindre, lød det fra ministeren.

”Så er der udfordringer, hvis man kan kalde det det, der ikke er rigtige problemer, og som vi ikke skal styre efter i politikudviklingen. I hvert fald ikke her i Danmark. I min verden falder økonomisk ulighed i den kategori.”

Socialdemokratiet: Lighed binder os sammen
Socialdemokratiet var dog langt fra enige med ministeren i dén udmelding.

”Det der gør Danmark til et godt land i mine øjne. Den høje grad af tillid, den høje grad af sammenhængskraft. Den bygger på, at afstanden mellem os er kort. Når man laver noget, der river landet længere fra hinanden, rykker man også ved fundamentet for det Danmark, vi kender”, sagde Socialdemokratiets Ane Halsboe-Jørgensen, der blandt andre blev bakket op af partifællen Benny Engelbrecht og SF’s Lisbeth Bech Poulsen.

Ministeren var dog hverken til at hugge eller stikke i – regeringen vil ikke gøre sig nogen anstrengelse for at begrænse den økonomiske ulighed. Regeringen vil dog heller ikke aktivt forsøge at øge uligheden, sagde Simon Emil Ammitzbøll.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook

Annonce