Analyse: Hvor langt er et dybt splittet Europa klar til at gå for at opruste?

Milliarderne vil flyve gennem luften, når EU’s stats- og regeringschefer i dag torsdag både skal tage stilling til den nye militære og diplomatiske situation omkring Ukraine og samtidig skal tage hul på en fundamental diskussion om rammerne og omfanget af et fælles forsvar i Europa.

Det har de drøftet tidligere, men i meget løse vendinger. Realiteten er, som den tidligere franske udenrigsminister og forfatter til en række bøger om diplomati, Hubert Védrine, udtalte i sidste uge, at Europa i de seneste 40 år ikke har sat en eneste international dagsorden eller bidraget afgørende til løsning af en konflikt.

I forhold til vores sikkerhed har vi gemt os under den amerikanske atomparaply og visheden om, at den såkaldte musketer ed i Nato-traktaten ville varigt i al evighed.

Samtidig havde vores ledere købt politologen Francis Fukuyamas tese efter Sovjetunionens og kommunismens fald om, at liberalt demokrati og markedsøkonomi i et regelbundet internationalt samfund endegyldigt havde sejret.

Trump eksploderer alt

Tesen blev fremsat i hans berømte bog ’Historiens afslutning og det sidste menneske’ (på dansk i 1993). Tiden var allerede løbet fra denne tese inden præsident Trumps første præsidentperiode i 2016.

Men med sine mange beslutninger på kun en måned har præsident Trump bragt USA nærmere betegnelsen illiberalt demokrati.

Han er ved at eksplodere alle regler og konventioner for international handel, hvilket også vil ramme Europa, og han og hans vicepræsident J.D. Vance har gjort det klart, at europæerne selv må tage ansvaret for kontinentets sikkerhed.

Vi skal bruge flere penge på forsvar, og EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har en plan

Vi glemmer lige Grønland. Og Ukraine er også Europas problem.

Der står vi nu. Vi skal bruge flere penge på forsvar, og EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har en plan.

De mange milliarder

Ifølge den skal de 27 medlemslande finde 800 milliarder euro ekstra til forsvar de kommende fire år. Med en forhøjelse på 1,5 procent af bruttonationalproduktet til forsvar vil de 27 lande samlet råde over 650 milliarder, og EU-kommissionen vil holde hovedparten af dette beløb ude fra EU’s budgetregler.

De enkelte EU-lande vil med andre ord ikke blive straffet for budgetunderskud på grund af disse investeringer.

Tyskland har pengene

Tilsvarende skal en fond på 150 milliarder euro gøre det muligt at låne penge til forsvar.

Det lyder enkelt, og den kommende tyske forbundskansler Friedrich Merz meddelte onsdag, at Tyskland efter aftale med socialdemokraterne vil investere et hidtil uset stort beløb i forsvar. Og han gjorde op med det tyske tabu om gældsættelse ud over en vis grænse.

Hjælp til Ukraine

Tyskland har pengene. Men hvad med Frankrig, der har et stort budgetunderskud og en udlandsgæld på 112 procent af bruttonationalproduktet? I en tv-tale onsdag aften dramatiserede præsident Emmanuel Macron den internationale situation og talte om en stadig alvorligere russisk trussel.

Frankrig skal hæve militærbudgettet fra de nuværende to procent til tre eller 3,5 procent, svarende til 30 – 45 milliarder euro.

Det bliver en dyr regning i et land, hvor alle økonomiske advarselslamper i forvejen lyser rødt

Torsdag morgen konkretiserede hans forsvarsminister Sébastien Lecornu situationen i et interview i radioen France Inter: Frankrig mangler tre fregatter og omkring 20 kampfly af typen Mirage – og dertil kommer jord-til-luft forsvar.

Men samtidig bebudede han, at den franske militære hjælp til Ukraine vil blive forstærket som resultat af den amerikanske beslutning om at indstille våbenleverancerne. Og Frankrig yder fra i dag efterretningsbistand til Ukraine.

Velfærd og politisk modstand

Det bliver en dyr regning i et land, hvor alle økonomiske advarselslamper i forvejen lyser rødt, og præsident Macrons manøvremuligheder er meget begrænsede.

De ord har vægt

Hans forgænger som præsident, socialisten François Hollande, gjorde det meget klart i sidste uge.

"Der kan ikke blive tale om at ofre vores sociale model. Det vil være den sikre vej til at opretholde en form for pacifisme, som vil være et tilbagetog, og som populisterne er de fremmeste talsmænd for."

De ord har vægt. Den tidligere præsident har stadig stor indflydelse i Socialistpartiet og i dele af opinionen.

Politiske hurdler

Frankrig er langt fra det eneste land med økonomiske vanskeligheder. Dertil kommer de politiske hurdler.

I Tyskland har to partier, det højreekstreme AfD og venstrefløjspartiet Die Linke, tilstrækkeligt mange mandater i det tyske andetkammer, Forbundsrådet, til at hindre øget gældsætning. Og de er imod yderligere oprustning.

De kan næppe forhindre processen, men de kan besværliggøre den.

For én ting er pengene. Det næste spørgsmål er, hvad de skal bruges til?

I Frankrig har præsidenten ikke flertal i Nationalforsamlingen. De to største partier er det højreradikale Rassemblement National og det venstreorienterede ’Det ukuelige Frankrig’.

De vil stemme imod øgede bevillinger til militær. Det samme vil De Grønne og kommunisterne, og socialisterne vil stille betingelser.

Hvilke våbentyper?

Og stadig flere røster i debatten påpeger manglen på en grundig, offentlig debat om fremtidens forsvarspolitik – den har vi for øvrigt også til gode i Danmark.

For én ting er pengene. Det næste spørgsmål er, hvad de skal bruges til? Militæreksperter over hele Europa peger for eksempel på, at en grundig analyse af behovene trænger sig på ud over de analyser, der allerede foreligger i Nato-regi.

EU-kommissionens plan taler fire år, men fire år er en evighed

Men Nato-analyserne blev foretaget i den gamle verden – inden Donald Trump.

Hvilke typer våben har vi i dag overfor en russisk trussel? Hvor er der store mangler? Hvem kan udfylde dem, hvad bliver prisen og hvor hurtigt kan de afleveres?

EU-kommissionens plan taler fire år, men fire år er en evighed.

Kan Europa levere?

En reportage i fransk radio tirsdag afslørede, at virksomheden, der fremstiller de effektive Cesar-kanoner, ikke har været i stand til at levere det antal kanoner, der blev fastsat som et mål for et år siden. På trods af, at fabrikken arbejder effektivt – men der mangler faglært arbejdskraft.

Det er langt fra et enestående tilfælde. Så kommer endnu et problem.

Kan vi ikke bare blive ved med at købe ind i USA?

Med nogle få undtagelser har europæisk våbenindustri været ude af stand til at samarbejde om fælles projekter. Konkurrencen har været hård om fabrikation af fly, kampvogne, missiler og andet.

Europa mangler en fælles kultur på dette område, og den stamper man ikke op på en dag, et år eller fem.

Hvad med USA?

Og spørgsmålet er, om den politiske vilje til at samarbejde reelt er tilstede. Er en fransk, italiensk eller tysk regering rede til at overlade en megaordre til en udenlandsk konkurrent? Nej.

Og det bringer os frem til USA. Kan vi ikke bare blive ved med at købe ind i USA? Ifølge en analyse foretaget af den ansete franske tænketank Iris køber de 27 EU-lande samlet 63 procent af deres våben i USA.

Afhængigheden af USA vil i en længere periode være stor af den enkle grund, at europæiske virksomheder ikke er leveringsdygtige i visse typer af materiel.

Så er der det politiske aspekt

NATO stiller samtidig krav om, at en vis procentdel af udgifterne til våben går til stærkt avancerede våbentyper med USA som hovedleverandør.

Så er der det politiske aspekt. USA har som betingelse for at optræde som protektor for blandt andre Danmark stillet det krav, at Danmark og andre medlemslande overvejende køber ind i USA. Hvilket vi har gjort.

Det vanskelige valg

Det vil vi fortsat skulle gøre, hvis vi ønsker fortsat beskyttelse. Og det rejser det fundamentale spørgsmål: hvor langt er europæerne klar til at fjerne sig fra en allieret, som siden slutningen af 2. verdenskrig har ydet beskyttelse? 

Og hvor meget skal vi tro på, at USA – der aldrig har ført en krig, der ikke var i landets egen interesse – fortsat vil stå der?

Europæerne er dybt splittede

Og kan vi overlade vores sikkerhed til Frankrig med en atomslagstyrke, som ikke tilnærmelsesvis nærmer sig den amerikanske. Men som trods alt kan udrydde op til 50 millioner russere på få minutter.

Europæerne er dybt splittede. Nogle vil for enhver pris holde fast i den amerikanske allierede.

Andre er klar til at tage store skridt i retning af uafhængighed og etableringen af en militær blok i Europa, som modsvarer kontinentets økonomiske styrke.

Vi og ikke mindst småstaten Danmark står overfor vanskelige valg.