Analyse: Liberal Alliance er helt alene oppe i træet
Analyse: Liberal Alliance er helt alene oppe i træet
Alex Vanopslaghs parti er blå bloks mediepolitiske hardliner, men LA står alene med sit ønske om en straffeaktion mod DR

Kulturpolitisk bliver Liberal Alliance regeringen og Socialdemokratiets hovedmodstander frem mod et kommende folketingsvalg i 2026.
Det bliver LA, der vil gå mest kritisk til bevillinger på kultur- og medieområdet, og man vil ikke holde sig tilbage fra at foreslå nedskæringer, der så kan bidrage til finansiering indenfor andre områder.
Sådanne forventninger er opstået efter et forår, hvor LA har etableret sig som blå bloks mediepolitiske hardliner.
Balladen om DR-dokumentaren ’Grønlands hvide guld’ var knapt nok forbi, før LA var ude med et medieudspil, der dårligt kunne læses som andet end en straffeaktion mod DR.
De 3,6 årlige milliarder DR modtager som public service-station, skulle ifølge LA reduceres til 1,5 milliarder kroner til public service i alt herhjemme om året.
DR skal ifølge LA's udspil søge public service-puljen på 1,5 milliarder kroner på linje med andre.
Læs også:DR overså advarselslamper i kryolit-skandale: Alt, der kunne gå galt, gik galt
Hvis DR så vælger at producere andre programmer, end de der finansieres af public service-puljen, må de i LA's verden betales via abonnement, antennepakker og reklamer.
På sigt ønsker Liberal Alliance at staten helt frasælger DR og at mediehuset ligestilles med alle andre private produktionsselskaber.
LA vil give danskerne mulighed for at fravælge DR og i forbindelse med lanceringen af medieudspillet forklarede LA-formanden Alex Vanopslagh i partiets podcast, at de 2,2 milliarder kroner som LA vil spare på public-service kan bidrage til fremtidens forsvar.
Med udspillet forsøgte LA at lægge sig i spidsen for blå blok frem mod forhandlingerne om et flerårigt medieforlig i 2026.
Begejstringen var til at overse
Man håbede formentlig på opbakning fra Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Konservative, hvorimod Venstre jo er bundet af regeringssamarbejdet med Socialdemokratiet og Moderaterne.
Men begejstringen har været til at overse. Faktisk er Liberal Alliances medieudspil blevet modtaget med rungende tavshed. Det er blevet taget til efterretning og så ikke ret meget mere i blå blok.
Umiddelbart kunne den liberale straffeaktion måske godt matche Danmarksdemokraternes uvilje mod de fine saloner i hovedstaden.
Dansk Folkeparti har før krævet markante nedskæringer i DR
Men DD er også et parti, der vil tages alvorligt, bevise sine evner til at indgå forlig og ikke mindst vise sig egnet til at indgå i en blå regering, hvis og når muligheden opstår for en sådan.
Dansk Folkeparti har før krævet markante nedskæringer i DR, men det er også et parti, der rent faktisk har vist ansvar og skrevet under på medieforlig, hvad enten ministeren var rød, blå eller noget midt imellem.
DF er også uenig med LA om, hvad DR faktisk skal udsende. Mens LA opfatter DR’s kor og orkestre som noget, tiden er løbet fra, så er netop kor og orkestre noget af det vigtigste i DR for DF.
Garanten for kulturel ansvarlighed
Tilbage står så De Konservative.
Partiet har på den ene side en interesse i at samle blå blok. På den anden side er De Konservative jo netop garanten for kulturel ansvarlighed i blå blok.
Partiet har tradition for at værdsætte bærende kulturelle institutioner som Det Kongelige Teater, Rigsarkivet - og DR. Så hvorfor skulle K ønske at true DR på livet?
Læs også:Analyse: Kan Corydon blive redningsmand i DR?
DD, DF, K og V har muligvis et ønske om at give DR et rap over nallerne efter ’Grønlands hvide guld’.
Men det kan man gøre med et par velvalgte linjer i det kommende medieforlig; og der ud over ved at sætte sin lid til, at DR’s nyudnævnte generaldirektør, Bjarne Corydon, skaber en ny begyndelse for det 100 år gamle mediehus.
Alene oppe i træet
Så noget kunne tyde på, at Liberal Alliance er havnet alene oppe i træet.
At partiet har placeret sig for langt ude af tangenten til, at resten af den blå familie følger med.
Og at lysten til at indlade sig på et mediepolitisk fællesskab under ledelse af LA er begrænset i blå blok.
Det skaber en situation, hvor Liberal Alliance fremstår som regeringen og Socialdemokratiets kultur- og mediepolitiske hovedmodstander i tiden frem mod næste folketingsvalg.
Kommentarer
Var sukker daddy ikke gået…
Var sukker daddy ikke gået på barselsorlov
Tilføj kommentar