Analyse: Skal Socialdemokratiet være mere woke?

Hvor meget skal partiet omfavne tidens identitetspolitiske strømninger i forsøget på at appellere til de unge vælgere?
Foto: Jakob Esmann
“I mange år har vi i Socialdemokratiet været optaget af at bygge broer til vælgere i provinsen. Men måske er tiden ved at være moden til at bygge bro til andre vælgere.” 

“Det kræver imidlertid, at Socialdemokratiet bliver bedre til at gribe nye dagsordener i stedet for at lade automatpiloten tage over.” 

Sådan skrev socialdemokraten Laura Rosenvinge forleden i en stor kronik i dagbladet Politiken.

Uden at sætte direkte adresse på hvilke personer det drejer sig om, skriver hun at hendes parti i stigende grad er blevet eksponent for en leflende politik og retorik:

“Det er en antistorby-, antiidentitetspolitisk, antiwoke socialdemokratisme, hvor man hellere vil lefle for tastaturkrigerne på Facebook end fremstå empatisk over for alt det, man måske ikke lige forstår.”

Vil inddæmme venstrefløj

Laura Rosenvinge, der er partiets politiske ordfører på Københavns rådhus, satte dermed gang i diskussionen om, hvordan Socialdemokratiet igen kan omfavne og tale til de mange - særligt yngre og veluddannede vælgere i storbyerne, som partiet tabte i forbindelse med sidste års kommunalvalg.

Et valg som nok flyttede stemmer over midten i København, men som samtidig har gjort Enhedslisten til hovedstadskommunens største parti på bekostning af Socialdemokratiet.

Det er også en grundlæggende kritik af den politiske kurs, som fik statsminister Mette Frederiksen til magten

Trods den manglende adresse, så er det ikke så svært at gætte på, hvem Laura Rosenvinges kritik især er møntet på.

Det er socialdemokrater som politisk ordfører Rasmus Stoklund, udlændingeminister Kaare Dybvad og partiets ligestillingsordfører Lars Aslan Rasmussen, som alle har været fremtrædende med den slags antiidentitetspolitisk og antiwoke-synspunkter.

Men det er også en grundlæggende kritik af den politiske kurs, som fik statsminister Mette Frederiksen til magten - med fokus på stram udlændingepolitik og en økonomisk politik, som især kom faglærte og ufaglærte til gode. Ikke mindst personificeret ved Arne-pension.

Identitetspolitik og woke

Laura Rosenvinges opskrift på at få vælgerne tilbage, kan lidt groft koges ned til at partifællerne skal omfavne identitetspolitiske strømninger og være mere woke.

To meget diffuse begreber som kan være svære at forholde sig til, og som kan betyde noget vidt forskelligt, alt efter hvem man spørger.

Det ene, identitetspolitik, er en betegnelse for politiske holdninger, der tager udgangspunkt i en bestemt befolkningsgruppes religion, etnicitet, seksualitet eller anden særlige identitet, og som især sigter på at varetage denne gruppes interesser.

I modsætning til identitetspolitik står klassepolitikken, hvor de politiske holdninger og den politiske interessevaretagelse ofte er henvendt mod en bestemt økonomisk gruppe, f.eks. arbejderklassen.

Det andet begreb er woke. Det er et begreb som stammer fra USA og henviser til en opfattet eller oplevet opmærksomhed over for social og racemæssig uretfærdighed.

At være "woke" handler i grove træk om, at man anerkender forskellige minoritetsgruppers særlige udfordringer, og at man er positiv overfor tiltag som beskytter disse grupper mod overgreb eller retter op på ulighed gennem positiv særbehandling.

Marxisme eller hensyntagen

I borgerlige kredse er kampen mod woke-ness blevet intensiveret i disse år, og mange steder ses anti-woke-kampen som erstatningen for den kamp på udlændingeområdet, som siden årtusindeskiftet har været definerende for den politiske kamp mellem rød og blå blok.

En omsiggribende krænkelseskultur, hvor man ikke længere må sige eskimo og neger

Identitetspolitikken og woke er i deres øjne om en neo-marxistisk, totalitær ideologi.

En ideologi som manifesterer sig i en omsiggribende krænkelseskultur, hvor man ikke længere må sige eskimo og neger, nedrivning af statuer, et samfund hvor der er 73 forskellige køn og hvor særligt hvide, heteroseksuelle mænd ses ned på.

For rigtigt mange mennesker er der også mange woke ting, der er virkelig fjollet: Når hvide skal bagest i anti-racistiske demonstrationer, at man ikke længere må synge ‘Den danske sang er en ung blond pige’, når universitetsstuderende ikke længere må klæde sig ud som mexicanere i et rollespil, eller når en yderligtgående seksualpolitisk organisation underviser folkeskoleelever i alternative kønsnormer.

Alle mulige ændringer, som i manges øjne blot skal beskytte en lille bitte gruppe krænkelsesparate, særdeles venstreorienterede aktivister eller fremme ekstreme synspunkter.

Omvendt er der mange unge, som gerne vil vise hensyn til minoriteter, som er opmærksomme på at bruge andre pronominer end han og hun, hvis deres kammerater ønsker det.

Storm om normerne

Aktuelt handler debatten om Normstormerne, som er en kønspolitisk forening, der tilbyder undervisning bl.a. i såkaldt normkritik til folkeskoleelever.

Foreningen har fået et stort millionbeløb af Københavns og Aarhus’ kommuner til at køre en række undervisningsforløb for eleverne eller for kommunens lærere og pædagoger.

Går helt sikkert rent ind rundt omkring i provinsens kantineborde og i byggepladsernes skurvogne

En af dem der har forsvaret Københavns Kommunes samarbejde med Normstormerne, er førnævnte Laura Rosenvinge, hvilket bl.a. fik Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt til at skrive, at:

“Vore dages socialdemokratiske bløddyr i de store byer har foræret den private forening Normstormerne 7,3 millioner kroner, så Normstormerne kan ansætte sig selv og deres venner og turnere rundt på folkeskolerne med deres budskab: der findes ingen drenge, piger, mænd eller kvinder: du kan bare vælge selv.”

Morten Messerschmidts kritik af Normstormerne går helt sikkert rent ind rundt omkring i provinsens kantineborde og i byggepladsernes skurvogne, men blandt unge på universiteterne og byens hippe barer, er det uvidende snak fra en dinosaur.

Ung med unge

Diskussionen om man nu også skal til at være woke i Socialdemokratiet, følger en nærmest uendelig antal diskussioner i Socialdemokratiet om, hvordan partiet forholder sig til nye strømninger i ungdommen.

Det så man efter ungdomsoprøret i ‘68, hvor dele af ungdommen gjorde op med autoriteterne, og demonstrerede mod USA’s krig i Vietnam. Synspunkter, som op igennem 70’erne, slog igennem

I start-nullerne var det anti-globaliseringsbevægelsen ATTAC, som satte global ulighed på dagsordenen, og bl.a. krævede beskatning af international valutaspekulation. Synspunkter som i dag er fuldstændigt optaget i partiet.

Det er heller ikke så frygteligt mange år siden, at mange i Socialdemokratiet vendte øjne af Greta Thunberg og de mange unge, som krævede radikale forandringer af klimapolitikken.

Den klima-flanke har man siden valget ihærdigt forsøgt at lukke effektivt ned, sådan at man i Socialdemokratiet i dag er lige så grønne, som man er røde.

Spørgsmålet, som mange socialdemokrater må stille sig selv, er om woke er et forbipassende fænomen for en lille gruppe unge, som man skal holde ud i strakt arm for at sikre, at de midaldrende vælgere ikke løber tilbage i armene på DF eller til Inger Støjberg.

Eller om det er noget man bliver nødt til at få indarbejdet i partiets politik og retorik, hvis man også i fremtiden vil række ud til yngre, veluddannede vælgere?

Det dilemma vil nok kunne holde mange i partiet vågne.

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Jeg ved ikke hvad woke står for

Men uligehed ved jeg hvad er

Da coronaen kom til Danmark udtalte dirktøren for dagpenge-udbetalingerne,
at i disse corona-tider er det stort set u-muligt at finde et job
så han støttet at man satte dagpenge-uret i stå

og samtidigt var der langtidsledige der forsat fik en bøde på 1000 kr
hver månde pga 225 timers reglen selv om det var stort set u-muligt
at finde et job

Og da samfundet skulle sættes igang igen efter coronaen, gav man
løn og dagpengemodtager deres indfrosen feriepenge 10.000 20.000 30.000 kr

og dem på overførsels-hjælp fik 1000 kr og det var sådan set ok.

men der var lige alle dem der hele tiden fik en bøde på 1000 kr
hver månde.pga 225 timers reglen

Og så lige en gang fik 1000 kr eller retter sagt slap for bøden på 1000 kr

og lige siden er de blevet truket 1000 kr hver månde

Og nu snakker man om at lønmodtager må spare op til en ejerbolig
og de penge, 4000 kr hver månde =50.000 kr om året skal være skatte-fri

4000 kr skatte-fri hver månde i 5 år

og imens er der langtidsledige der bliver trukket 1000 kr hver månde

fordi de ikke kan finde en arbejdesgiver der vil ansætte dem

og de fleste af de langtidsledige har en alder på plus 55-60 år

Det kalder jeg får u-retfærdighed

Sider

Annonce