I lørdags var der arbejdsdag i min andelsboligforening på Amager. Kun 6 ud af 39 andelslejligheder var repræsenteret. Hvis fællesskabet ryger, skrider fundamentet, og hvad skal der så blive af at kunne bo billigt?

Tanken bag andelsforeninger handler om, at man kan købe en lejlighed billigt, mod at man ejer ejendommen sammen med de andre andelshavere og har et fælles ansvar. Man ejer, passer og plejer sammen. Man har solidaritet med de andre. Hvis man kun vil lukrere på den lave boligafgift, den billige andelslejlighed samt andres indsats for at gøre gård, cykelkælder og andre fællesrum pæne, er andelstanken udfordret

I lørdags var der arbejdsdag i min andelsboligforening på Amager. Kun 6 ud af 39 andelslejligheder var repræsenteret.

Min kæreste og jeg er nye andelshavere. Lørdagens arbejdsdag i foreningen var vores første, og jeg faldt i snak med flere af de andre andelshavere. En ældre kvinde fortalte, at tilslutningen til fælles arbejdsdage var lav, og at der kun plejede at møde et par stykker mere op. En ung mand synes, at det var ærgerligt, at ikke alle bidrog. Begge lød opgivende. Som om, at de, så lang tid de har boet i foreningen, har gjort opmærksom på problematikken, men at det stadig er den samme håndfuld andelshavere, der yder, mens resten ikke gør det.
Det er der nok nogle andre, der ordner

Er man ikke villig til at ofre 3 ud af årets 365 dage på at deltage i et par arbejdsdage og møde op til et par timers generalforsamling, vidner det om ligegyldighed. Og i virkeligheden også en egoistisk tankegang. ”Det er der nok nogle andre, der ordner” er tankegangen, må man tænke sig til. Det oplagte næste skridt er at valuarvurdere foreningen og skrue op for andelskronen. Den enkelte andelslejlighed stiger så i værdi, og når en andelshaver sælger sin andel er der gevinst ved kassen. Smart? Ja, for den enkelte andelshaver, men det er asocialt over for de mange, mange mennesker, der står i kø til en billig bolig i de større byer.

Er man ikke villig til at ofre 3 ud af årets 365 dage på at deltage i et par arbejdsdage og møde op til et par timers generalforsamling, vidner det om ligegyldighed.

Andelshaverne må huske på, at de også i sin tid kun selv havde mulighed for at købe deres lejlighed, fordi prisen var så lav. Studerende og folk med lave eller almindelige lønninger har ikke en jordisk chance for at komme i betragtning til en bolig i København, hvis selv andelspriserne tordner derudaf.
Ja til en blandet by og lige muligheder!

Jeg synes, det er fantastisk, at studerende og folk med helt almindelige lønninger kan bo et par kilometer fra centrum i den danske hovedstad. Kig bare mod London eller Paris. Der var det aldrig sket. Derfor må vi aldrig tage det forgivet, at andelsforeningerne eksisterer.

Det kræver fællesskab og solidaritet

Det kræver fællesskab og solidaritet – både internt i foreningen, men også med dem, der inden for den nærmeste fremtid ønsker at købe en andel. Uden velfungerende andelsboligforeninger er principper som en blandet by og lige muligheder helt nede under (andels)gulvbrædderne.

Signe Kaulberg er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) Sjælland og lærerstuderende

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.