Anders Bondo: Lærerne får langt større indflydelse på deres arbejdstid

Formanden for Danmarks Lærerforening stopper: “Jeg er glad for at kunne gå på et tidspunkt, hvor der er bundet en sløjfe på denne her sag”
Efter måneders forhandlinger præsenterede Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation (LC) tirsdag en arbejdstidsaftale, der skal til urafstemning blandt lærerne og godkendes i KL's bestyrelse.

Bliver aftalen godkendt af parterne betyder det, at lærernes arbejdstid ikke længere bestemmes af en lov med i stedet af en aftale indgået mellem parterne. Og dermed vil syv års strid mellem lærerne på den ene side og stat og kommuner på den anden side være et afsluttet kapitel.

“Kernen i aftalen mellem KL og Danmarks Lærerforening er, at lærerne med aftalen får en langt større mulighed for indflydelse på prioriteringerne af deres arbejdstid. Derfor er jeg meget tilfreds med denne aftale,” understreger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, over for Netavisen Pio.

Større indflydelse på kommune- og skoleniveau

Det er både på kommune- og skoleniveau, at lærerne nu får langt større indflydelse på prioriteringerne, mener Bondo:

Det står simpelthen i aftalen, at det skal kommunen drøfte med lærerkredsen

“Lærerkredsen skal simpelthen inviteres ind til et møde, hvor kommunen skal fremlægge, hvordan man har tænkt  sig at prioritere de ressourcer, man sender ud til skolen. Og her er der et særligt fokus på, at kommunen skal redegøre for, hvordan der er balance mellem muligheden  for undervisning og forberedelse. Det har jo været en af de helt store knaster. Det står simpelthen i aftalen, at det skal kommunen drøfte med lærerkredsen, hvordan man vil sikre en rimelig balance. Så her har kredsen fået en mulighed for at få indflydelse på prioriteringerne.”

Samme form for ressource-drøftelse finder så yderligere sted ude på den enkelte skole, forklarer Bondo:

“Inden skolerne begynder at lægge planer for den enkelte lærer, så har man det her samarbejde om, hvordan vi vil prioritere ressourcerne. Først taler skoleledelsen med tillidsrepræsentanten, derefter med alle lærerne. Igen pindes det i arbejdstidsaftalen ud, at man skal forholde sig til, hvordan skal forberedelsestiden prioriteres,” siger Bondo.

“Nytænkning”

“Samlet set må jeg bare sige: Hold da op, det her er nytænkning. Det er virkelig en aftale, der betyder, at vi får brugt ressourcerne på en hensigtsmæssig måde derude på skolerne.”

Bondo understreger, at nytænkningen i høj grad kommer fra Lærerkommissionen, men også fra flere skoler, hvor man har praktiseret den form for samarbejde, som nu er nedfældet i arbejdstidsaftalen mellem Kommunernes Landsforening og Lærernes Centralorganisation (LC).

Bondo bebudede tirsdag aften, at han stopper som formand for Danmarks Lærerforening - efter næsten 18 år som formand:

Dejligt at kunne give stafetten videre i den situation

“Jeg er glad for at kunne gå på et tidspunkt, hvor der er bundet en sløjfe på denne her sag. Også fordi jeg ser meget store perspektiver i det her. Det er med meget stor glæde at kunne aflevere en arbejdstidsaftale, der i den grad peger fremad. Nu får lærerne igen indflydelse på deres egen arbejdssituation, men også skolens udvikling. Samtidig går jeg på et tidspunkt, hvor der blæser nye vinde på Christiansborg. Det går i retning af, at man nu vil fjerne nogle af de her tusindvis af obligatoriske læringsmål. Og i stedet vise lærerne tillid. Og corona-skolen har vist os, at hvis man fjerner reglerne, så fungerer skolen egentlig meget godt. To elementer, som virkelig peger fremad både for skolen og lærerprofessionen. Dejligt at kunne give stafetten videre i den situation.”

“Det må aldrig ske igen”

Det tog syv år, at nå til enighed med Kommuners Landsforening om en arbejdstidsaftale. Står du ikke tilbage med nogle skrammer?

Det var jo helt uhørt. Det var uden sidestykke. Det var jo det rene bananrepublik

“Jeg føler ikke, jeg står tilbage med nogle skrammer. Jeg må konstatere, at når man vælger at gøre, som man gjorde i 2013… Det var jo helt uhørt. Det var uden sidestykke. Det var jo det rene bananrepublik. Man lockoutede lærerne for at presse os til at skrive under på de her regler. Det kunne man så ikke, og så tvinger Helle Thorning (Daværende statsminister, red.) et lovindgreb igennem,” siger Anders Bondo.

Han understreger, at der skulle gå noget tid ovenpå lærerkonflikten, før parterne kunne finden hinanden igen:

Der skulle gå noget tid. Situationen var helt vildt låst

“Det har været fantastisk svært for politikerne, at sige: Hov, det dur ikke. Vi må tilbage på sporet. Der skulle gå noget tid. Situationen var helt vildt låst. Lærerkommissionen satte så heldigvis skub i den nødvendige opblødning. Jeg håber, at det står klart for alle, at det forløb, der har været, ja, det må aldrig ske igen. Den danske model er alt for værdifuld i forhold til en gevinst, som man dengang troede, man kunne opnå via et lovindgreb.”

Første formandskandidat har meldt sig

Den første kandidat til at efterfølge Anders Bondo Christensen som formand for Danmarks Lærerforening (DLF) har allerede meldt sig.

Nemlig formanden for Overenskomstudvalget i DLF, Gordon Ørskov Madsen, 54.

Gordon Ørskov har været medlem af forretningsudvalget i DLF i 11 år:

“Jeg er blevet spurgt mange gange, og jeg har tænkt over det længe, så det er ikke en hurtig beslutning", siger Gordon Ørskov Madsen til folkeskolen.dk.

"Vi står i en enestående situation med ny arbejdstidsaftale og et stærkere samarbejde med KL og internt i fagbevægelsen. Vi har også et godt samarbejde med ministeren og med folkeskolens parter i det hele taget,” siger Gordon Ørskov Madsen.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg kan godt forstå at Bondo er glad for, at (tilsyneladende) komme i mål med en arbejdstidsaftale. Det tog jo kun 7 år at nå dertil. Suk.
Men nu skal den jo lige vedtages/godkendes i begge lejre, og føres ud i livet.
Så vent lige en kende med, at klappe i de små hænder og lade propperne springe.

Jeg vil SE det, før jeg tror på det.

I 2013 talte man om normalisering af lærernes arbejdstid. Hvorfor fik lærerne så ikke bare en 37 timers arbejdsuge i 221 dage om året som andre ?

Nok mest fordi det er en socialdemokratisk regering, de skal jo gerne genvælges, og de privat ansatte stemmer nok ikke på skrige skinken efter denne omgang 🤪

Annonce